Jeg elsker genudsendelser

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Endelig kommer vejret

og et billed’ af en ko

Nationen hælder kaffe op

og falder helt til ro

Byens blålige skær er stadig statsligt, eller det er flow-tv, det er fjernsyn i løbende meter og »alt, hvad vi havde valgt at bringe« – men ikke så meget mere; denne tekst er i den forstand en anakronisme, for færre ser fjernsyn i den forstand, i betydningen: Hvad var der i fjernsynet i går?

Og hvordan anmelde noget, der er forskelligt for hver og en?

Fjernsynet som noget samlende og opdragende eroderer hurtigere, end nostalgikere kan sige sjaldemokratiet, og det kan man glæde sig over.

Det er udviklingen, ja, det er selve tiden, der sejrer over Carsten Hansen og de forenede rustbankere, og således må man også elske tidens malstrøm; den er som jordskælvet i Messina, den skåner ingen.

Er der noget at skåne?

Ja, spørger man DR’s nyhedschef, Ulrik Haagerup, er DR lige så umisteligt som vore hospitaler, og det er der måske noget om. Man føler i hvert fald trang til at citere Hans Christian Varnæs i ”Matador”, da Maude gør verdenssituationen op: Tyskerne er kommet, og Laura har sagt op.

»Maude, dine proportioner,« siger han, og inden Ulrik Haagerup går op og lægger sig, bør man måske lade udsagnet synke ned. Er Danmarks Radio virkelig vigtig for andre end Danmarks Radio og dets ansatte, med eller uden flyveordning og andre genetillæg?

Da man i sin tid måtte skære ned i Statsradiofonien, var jeg kaldt ind i Deadline, og studieværten spurgte mig i ramme alvor, om jeg troede, det ville forårsage et folkeligt oprør. Jeg svarede, at ingen med adgang til en fjernbetjening ville lægge mærke til det, men replikken vidner om en selvforståelse, der hører en anden tid til. At almægtigheden er udfordret, ja, afskaffet, er ikke gået op for dem. Hvad der kan hænge sammen med statsfinansieringen.

Så hvad skal vi med DR?

For mit eget vedkommende skal jeg gense min barndom. Det er trygt, det er smertefuldt på den pirrende måde, hver en plet herude rummer minder om de helte, som på havet fór.

Som Dan Turèll elskede hverdagen, så elsker jeg genudsendelserne.

Jeg elsker, at jeg ikke behøver se Deadline kl. 22.30, hvor jeg (er jeg glad for at kunne sige) har bedre ting at tage mig til, men at selvsamme udsendelse kører som båndsløjfe, så jeg, når jeg vågner kl. 4 med refleksionens tandbid solidt plantet i nakkehvirvlerne, kan tænde for det og døse saligt hen til tonerne af den evige ligegyldighed. Jeg elsker, at ”Yes, Minister” stadig findes og kan genudsendes (endog med hele to afsnit ad gangen på blanken eftermiddag), og at det er en serie, der er på sin egen måde evig og vidunderlig – dér ligger ej dag i dvale.

”Upstairs Downstairs” (”Herskab og tjenestefolk”) er en klassiker, der får ”Downton Abbey” til at blegne, og ”Huset på Christianshavn” er stor kunst, punktum, lige så vist som Fuzzys melodi

til ”En by i provinsen”

vil blive hængende og

genindspillet, hver gang man passerer Lillebæltsbroen.

Emma, en bajer! Genudsendelserne er til enhver tid at foretrække for undersøgende journalister, der alligevel ikke undersøger noget eller hellere vil samle ind til et godt formål eller detektorer og detektiver, der ikke rigtigt tør finde fakta eller rejseprogrammer, der ikke er som at være der selv, men snarere som at være en taber, der sidder i lænestolen og er naglet til torsdagen og de pletvis glatte veje, og her hjælper ingen ”Smag på Madagaskar” og den ultimative sportsvogn og alt, hvad fladen ellers måtte bringe af besynderlige ligegyldigheder, for det

er alt sammen helt til grin.

Nej, må jeg bede om genudsendelser, det ved man, hvad er. Man har været der før, man har set som ubefæstet og søgende, man ser det igen, det er hele pointen, hele den svalende fornøjelse, en overset(!) fryd, og man skal ikke kimse ad det.

Jeg kimser ikke.

Noget skal man have for licensen.