Det selvtilfredse samfund

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

På Detao Masters Academy i Kina, hvor jeg arbejder i øjeblikket, er vores opgave at bidrage til at hæve levestandarden i det kinesiske samfund.

Mere end 100 eksperter fra hele verden inden for så forskellige områder som f.eks. industrielt design (Timothy Jacob Jensen fra Danmark), bæredygtig arkitektur (Haim Dotan fra Israel), storytelling (Robert McKee fra USA) og computer animation (Robin King fra Canada) arbejder side om side i et af de mest inspirerende miljøer, som jeg nogensinde har oplevet.

Hvor diskuterer man ellers med en Oscarvinder til frokost og spiser middag med verdens førende eksperter i 3D-print?

Mit fagområde er kreativt lederskab; altså opbygning af virksomheder og organisationer, der kan udforme nye løsninger og gøre dem til virkelighed i det kinesiske samfund.

Et af de områder, som jeg har været involveret i, er videregående uddannelse. Med en befolkning i Kina på halvanden milliard mennesker er vi naturligt optaget af, hvordan vi kan skabe et uddannelsessystem, hvor alle kan have adgang til uddannelse på det højeste internationale niveau.

En af de løsninger, som vi arbejder med, er O+O, hvilket betyder online + onsite.

Jeg er i øjeblikket ved at færdiggøre det første O+O-forsøgskursus med 66 små videoprogrammer om kreativt lederskab, som med tiden vil blive anvendt på universiteter overalt i Kina. Idéen er, at jeg som international ekspert står for undervisningen (videoprogrammerne), mens den lokale kinesiske professor har ansvaret for, at de studerende lærer stoffet og kan anvende det i deres virkelighed.

Den enkelte undervisningstime indledes typisk med en eller flere af mine videoprogrammer, hvorefter de studerende under ledelse af professoren diskuterer indholdet og løser opgaver. Programmerne er optaget ude i den virkelige verden: Når vi f.eks. arbejder med fremtidens detailhandel, er programmet optaget i et butikscenter. Det giver en autenticitet, som katederundervisningen ikke kan konkurrere med.

Som lærebog bruges bl.a. Jacob Bøtters og min bog ”Unboss”, der er under udgivelse på kinesisk.

Brug af onlineindhold i undervisningen er ikke nyt, og mange steder anvendes det som en discount-løsning. O+O er anderledes: Her er hele læringsforløbet planlagt i detaljer som et sammenspil mellem online og onsite, og de første erfaringer tyder på, at de studerende lærer bedre, fordi professoren kan koncentrere sig fuldt ud om læringen.

Undervisningen er jo mit ansvar, og i hvert fald i begyndelsen træner jeg de kinesiske professorer, som skal stå for kurserne lokalt.

I folkeskolen har Løkkefonden skabt mulighed for, at vi kan gøre noget tilsvarende: Her vendes klasseværelset på hovedet, idet eleverne undervises hjemme med dansktilpassede videoer fra Khan Academy, mens opgaverne og diskussionerne sker i skoletiden i klasseværelset.

De første erfaringer er meget positive, men mange folkeskolelærere tøver, formentlig fordi de er bange for at miste deres job. Men ærlig talt: Er det ikke en undervurdering af lærerens kernekompetence, som efter min mening er læring og ikke undervisning?

Formålet med denne historie er ikke at argumentere for en bestemt undervisningsform, men derimod at påpege, hvor vigtigt det er at være åben for fornyelse i alle dele af samfundet.

I Danmark har vi på mange områder den fejlagtige opfattelse, at vi er de bedste. Fejlopfattelsen dominerer vores tankegang længe efter, at de faktiske forhold har vist, at opfattelsen er falsk.

Mange bilder sig ind, at vi har verdens bedste skolesystem, hvilket igen og igen dokumenteres som forkert. Det samme gælder sundhedssystemet og andre dele af velfærdssamfundet. Vi lever i en illusion, og derfor er vi ikke åbne over for nye måder at gøre tingene på.

Tænk, at verdens folkerigeste land etablerer et akademi, hvor det inviterer eksperter udefra til at komme og dele deres viden. Det kunne aldrig ske i Danmark, for vi ved jo bedre.

Hvorfor skaber vi ikke en filial af Detao Masters Akademi i Danmark? En platform, hvor vi inviterer verdens bedste forskere og praktikere til at dele deres viden med virksomheder og offentlige institutioner hos os. Jeg vurderer, at det kunne gøres for 200 mio. kr. om året – 1/50 af en pct. af de offentlige udgifter. Det tror jeg nok, at vi kunne få råd til.

Universiteterne løser ikke opgaven; deres sigte er for snævert, og regeltyranniet betyder, at de mangler den fleksibilitet, som fik mig til at komme til Kina: Jeg kommer, når jeg vil, og jeg laver de ting, som jeg mener gavner det kinesiske samfund mest.

Ingen undervisnings- og forskningsforpligtelser. Det giver resultater.

PS! Jeg er fyldt 68 år og er dermed forlængst blevet for gammel til interessante opgaver i Danmark. Så er det dejligt, at erfaring, viden og visioner stadig værdsættes i Kina uden hensyn til alder. Endnu et område, hvor vi har noget at lære.