Bådflygtninge udstiller antidemokratisk argumentation

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er en ofte velartikuleret og højtråbende gruppe debattører, der mener, at alle, der er kommet ombord på en menneskesmuglerbåd, skal have ophold i Europa. Man kan iagttage, at de forsøger at skamme folk, der sætter spørgsmålstegn ved deres synspunkt, ud som hjerteløse, uanstændige og andet af samme skuffe.

Det er ikke alene i den danske offentlighed, fænomenet forekommer. Den amerikanske skuespillerinde Angelina Jolie talte fredag i FNs hovedkvarter i New York (hun er særlig udsending for FN i flygtningespørgsmål). I sin tale kritiserede hun Europa for ikke at gøre mere for at løse den desperate situation, menneskene i Middelhavets menneskesmuglerbåde er i.

“Det er sygt at se tusindvis af flygtninge drukne på dørtrinnet til verdens rigeste kontinent. Der er ingen, der vil risikere deres børns liv på denne måde med mindre, man er meget desperat,” sagde Angelina Jolie ifølge DR.dk.

Lige så selvgod som ansvarsfri

Det må være virkelig dejligt at være sådan en skuespiller, som kan køre gennem New York med privatchauffør og valse op på en talerstol og skælde ud på et kontinent flere tusind kilometer væk. Næsten lige så dejligt som at være en debatbrægende ligeså selvgod som ansvarsfri velmener.

Jolie forholdt sig skægt nok ikke til det kedsommelige fakta, såsom at Europa vel ikke er meget rigere end hendes eget hjemland, USA. Hun forholdt sig heller ikke til, hvorvidt de flygtningestrømme, der kommer fra Syrien, er en del af den ustabilitet, der er skabt i den muslimske verden som følge af amerikansk ‘indgriben’ i forhold geografisk langt væk fra Amerika men geografisk tæt på Europa.

Automatmistænkeliggørelse

Dækningen af og debatten om flygtninge og indvandrere, der vil til Europa, præges af vanlig europæisk masochisme, hvor man ikke kigger på, om det nu virkelig kan passe, at det hele er vores skyld, og at det alene er os, som skal løse hele verdens problemer, bare fordi vi bor i nærheden af dem.

For eksempel har Anita Bay Bundegaard, der er direktør i Save The Children International og tidligere udviklingsminister fra de radikale, været ude og sige, at Europa har tabt sin humanisme i Middelhavet. Der er dem, der vil mene, at det er Bundegaard, som har tabt sutten. For de forskellige europæiske lande har jo på demokratisk vis sat nogle grænser for, hvor mange flygtninge og indvandrere, de kan/vil indoptage i deres samfund. At karakterisere et flertal af borgerne i Europa som inhumane er nu alligevel noget vovet.

At man synes, at de eksisterende grænser for flygtninge og indvandrere er forkerte, er fuldt ud legitimt. Men det er en udemokratisk adfærd at forsøge at eliminere andre synspunkter ved hjælp af automatmistænkeliggørelse. Hvis argumenterne er stærke nok, ligger det i demokratiets natur, at de gerne skulle vinde. Dertil er ingen mistænkeliggørelse nødig. Med mindre selvfølgelig, man godt ved, ens argumenter har en svagelig konstitution.

Et udlændingevalg bare fordi det før i tiden var et ideologisk felt, hvor folk til højre og venstre i salen adskilte sig markant fra hinanden, har alle dage været en usmagelighed. Men denne gang synes det faktisk at flugte med borgernes ønsker om dagsorden. Det kan end ikke et politisk korrekt parnas tillade sig at sidde overhørigt.

Det understreger relevansen i at stoppe op og spørge, hvem der har tildelt myndighed til de personer, der ønsker at skamme diskussionen om indvandring til Europa væk. Hvad er det man vil? Gennemtrumfe sine egne holdninger hen over Danmarks og Europas befolkninger? Det er en facon, vi ellers mest kender fra nogle af de diktaturer, flygtningene sætter livet på spil for at slippe væk fra.

De ægte hjerteløse findes


Problemet er bare, at når de ubehagelige spørgsmål ikke bliver stillet, får vi heller ikke ordentlige svar på, hvordan vi kan håndtere situationen, så der ikke er endnu flere born, kvinder og mænd der skal drukne i hænderne på ægte hjerteløse kriminelle på flugt hen over Middelhavet.

Det er hjerteskærende. Men selvom vi gerne ville redde alle verdens nødlidende, er det næppe realistisk, det er muligt. Faktisk kan man argumentere, at det er uansvarligt, hvis de europæiske ledere tager imod flere indvandrere og flygtninge, end samfundene kan bære. Mætningspunkter handler ikke alene om økonomi og folkestemninger her og nu. Ansvarlig politik er også at formå at afgrænse sit virkningsfelt realistisk med et langsigtet perspektiv for øje. Det triste er, når debatklimaet får sådan en karakter, at ansvarlige politikere ikke tør sige, at de faktisk tænker langsigtet og måske netop derfor ikke bare lader verdens ulykkeligt desperate mennesker få ophold i Europa.

Ynglingsflytninge og selektive sympatier

I øvrigt er det skræmmende at se, hvor selektive folk er deres sympatier: Dem man lige kan identificere sig med, skal da selvfølgelig lukkes ind i Europa.

Men når vi løfter blikket fra de sociale medier og begynder at give os af med politikudformning, bør en flygtninge- og indvandrerpolitik så ikke netop være en garanti for en mindst mulig sym- eller antipatibåren udvælgelse af folk? Bør stater ikke handle så rationelt som muligt i stedet for emotionelt?

Hvis ikke man må diskutere, hvori et for mange mennesker åbenbart væsentligt politikområde skal udformes, uden at blive anklaget for at være hjerteløs, så er vi demokratisk på spanden. Omend ikke lige så meget som de mennesker, der ikke lige er nogen, der synes, det er moderne at have særligt varme følelser for.