Det israelske valg

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Netanyahu’s højre-nationalistiske politik har splittet Israel som aldrig før, sat fredsprocessen i stå og skabt et forgiftet forhold til den amerikanske præsident, Europa og det internationale samfund i øvrigt. Det er slemt for stabiliteten i regionen, men så sandelig også for Israel selv.

Mange – incl. mig selv – har sympati for tanken om en demokratisk jødisk stat i et hav af reaktionære regimer af næsten feudal karakter. Mange unge danskere har gennem årene besøgt israelske kibbutzer og der fået et førstehåndsindtryk af alternative livsformer og livsmod.

Men det er svært at fastholde sympatien, når prisen har været en næsten 50-årig rolle som besættelsesmagt overfor en palæstinensisk befolkning, som i dagligdagen må opleve den ene uhyrlighed efter den anden. Det skaber selvsagt frustration og had hos palæstinenserne.

Det er sagt så ofte, men kan ikke gentages nok: Israel får kun stabilitet og fred (også med sig selv), hvis der skabes en to-statsløsning, hvor palæstinenserne får en sammenhængende, levedygtig stat. Den mulighed har Netanyahu konsekvent modarbejdet gennem sin aggressive bosættelsespolitik og for at ingen skulle være i tvivl, afviste han det direkte i valgkampen.

Men det er svært at fastholde illusionen om en demokratisk stat, når en stor del af befolkningen er koloniseret og lever i direkte undertrykkelse. Med den nuværende demografiske udvikling vil jøderne om ikke så mange år være i mindretal. Vil israelerne have et samfund, hvor et mindretal styrer et flertal, der lever uden rettigheder? Kan USA og Europa i længden holde til at støtte et sådant samfund?

Med Oslo-processen blev der skabt håb hos palæstinenserne om en fremtid med egen stat. Meget er gået galt siden da. Mange af fejlene ligger hos palæstinenserne selv. Selvstyret har været præget af interne kampe, korruption og inkompetent regeringsførelse. Med de manglende fremskridt i fredsprocessen har det skabt grobund for ekstremisme og støtte til en bevægelse som Hamas. Der er intet godt at sige om Hamas og palæstinenserne har ingen fremtid med den bevægelse ved roret.

Men så længe palæstinenserne ikke kan se en fremtid for sig, vil Hamas fortsat kunne byde sig til som palæstinensernes sande forsvarere. Med de frygtelige konsekvenser, vi kender.

Man kan ofte få den fornemmelse, at de ekstremistiske kræfter på begge sider i konflikten har brug for og lever af hinanden. Den israelske højrefløj har brug for Hamas som et skræmmebillede for at kunne fortsætte undertrykkelsen på Vestbredden og i Gaza. Hamas har brug for den israelske højrefløj for at kunne legitimere, at vold er palæstinensernes eneste våben.

I det ragnarok tilbød præsident Abbas et alternativ om realistiske fredsforhandlinger, som skulle føre til en tostatsløsning. Med de sikkerhedsgarantier, Israel naturligvis har brug for. Netanyahu har konsekvent slået hånden af ham og med det det israelske valgresultat er det svært at se, hvordan palæstinensisk moderation kan komme i spil igen.

De gode græder og de onde ler.

Netanyahu’s åbenlyse fornærmelser af præsident Obama bør få USA til at stramme tommelskruerne og under alle omstændigheder fortsætte atomforhandlingerne med Iran uden at lade sig påvirke af israelsk intimidering. EU må forstærke presset på Israel og her bruge handelspolitikken – f.eks. gennem importforbud af varer fra bosætterområder.

I Danmark bør vi genoverveje afvisningen af at anerkende Palæstina som stat. En række europæiske parlamenter har vedtaget beslutninger om en sådan anerkendelse og det er vigtigt, at Europa sender et klart signal til palæstinenserne om, at de ikke vil blive glemte.

Palæstinenserne har brug for et sådant signal, men det har så sandelig også de mange israelere som er dybt uenige i Netanyahu’s konfrontatoriske politik. Fordi de udmærket ved, at den også ødelægger deres fremtid.

Vejen til fred er blevet længere, men den må ikke tabes af syne i det, mange betegner som Mellemøstens moderkonflikt.