Ruinair - har vi intet lært af Vejlegården?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Nu står vi her igen. På randen af en arbejdskonflikt, der kan definere almindelige menneskers mulighed for at leve af deres løn. Vi har været der før. For godt to år siden på Vejlegården. Dengang mente Venstre og DF, at de ansatte selv skulle have lov til at lave en ”anden overenskomst" end den bærende, hvis de selv ville - uden at 3F blandede sig.

Derfor bør det ikke overraske, når Joachim B Olsen synes det er fint med lidt rå konkurrence og løndumping hos Ryanair. Som han siger: ”Det personale, der er hos Ryanair, har jo selv sagt ja til at arbejde til den løn. Hvad kommer det så os andre ved?”.

Det kommer nemlig lige præcis os alle sammen ved. Det vil nemlig undergrave den danske arbejdsmarkedsmodel og det system, som i 100 år har sikret, at almindelige lønmodtagere kan leve af deres løn og ikke spilles ud mod hinanden.

Andrej har et job, som han er glad for. En dag kommer Allan forbi og siger ja til at gøre det samme for ti kroner mindre. Andrej kan gå ned i løn eller miste sit arbejde. Konkurrencen fungerer. Andrej eller Allan arbejder nu for ti kroner mindre. Men det er en stakket frist, for Andrew vil gøre det for endnu ti kroner mindre. Nu er både Andrej og Allan blevet arbejdsløse. Og Andrew har svært ved at leve af sin løn.

Liberalisterne vil nu indvende at der er blevet skabt flere arbejdspladser, fordi lønnen er blevet lavere. Men velkommen til virkeligheden, venner. En europæisk virkelighed, hvor der er så mange desperate og villige lønmodtagere, at det i hvert fald ikke bliver familiefaderen fra Taastrup, der får jobbet.

I stedet for et system, hvor lønmodtagerne ”jo selv kan vælge, om de vil tage jobbet”, har vi fået et system, hvor ingen længere vælger, men i stedet bliver kollegaer og naboer hinandens fjender. Hvis jeg skal betale husleje, så ryger du på gaden.

Det siger sig selv, at de første der mister muligheder og indflydelse på eget liv, er dem, der ikke har nogen alternativer til at deltage i ræset mod bunden.

Det er præcis disse fædre og mødre som 100 års sammenhold i fagbevægelsen har forvandlet til frie mennesker gennem ”de svages stærke sammenhold”.

Nuvel, det handler om så meget andet end lige lønnen. I Ryanairs kølvand møder man historier om medarbejdere uden faste arbejdstidsregler, medarbejdere uden ret til løn, hvis de bliver syge, medarbejdere, der selv skal betale for uddannelse eller indkvartering og forplejning, når de er ”udsendt”, eller piloter, der føler sig presset i luften selvom de er syge.

Det er ikke den slags konkurrence, som har bygget vores stærke samfund. Og jeg tror faktisk forbrugerne forventer, at folk bliver behandlet ordentligt. Og at konkurrencen om billige billetter tages derfra.

Derfor skal fagbevægelsen selvfølgelig også have lov til at sige fra, hvis Ryanair ikke vil indgå aftaler. Derfor skal vi støtte lønmodtagernes krav om ordnede forhold.

Så kunne man jo håbe, at det bare handlede om de liberale løver hos Team Saxobank. Men når det handler om respekten for den danske model, har Dansk Folkeparti og Venstre tegnet sig for det måske mest alvorlige angreb på retten til at (sympati-)konflikte.

Thulesen Dahl svang sig helt op, dengang i 2012. Ikke bare sad han på Restaurant Vejlegården i bedste sendetid og spiste stegt flæsk så fedtet drev ned ad kinderne. Thulesen Dahl krævede også, at Helle Thorning gik ind i sagen. Selv sagde DF formanden rent ud, at 3F alene bar ansvaret for den hårde konflikt, og ”øjeblikkeligt [burde] indstille konflikten mod Restaurant Vejlegården og derved respektere Vejlegårdens ret til at indgå overenskomst med KRIFA i ro og fred.”

Konkret foreslog DF og V i Folketinget, at det skulle være ulovligt at konflikte mod en virksomhed, hvis de lavede en anden overenskomst, som ”medarbejderne var glade for”.

De mente ikke, at 3F skulle have retten til at tegne overenskomster alene. Man støttede den frie konkurrence. Problemet er blot – som Beskæftigelsesministeriets jurister også efterfølgende har forklaret – at det ikke ville være særlig svært for en polsk eller en irsk fagforening at etablere sig i København, Kolding og Aalborg og kalde sig landsdækkende. Og så kan man ikke stille noget op mod lønninger, som Ryanair dikterer og medarbejderne accepterer.

Dengang på Vejlegården virkede det som en folkelig sag. Thulesen Dahl, Samuelsen og Støjberg var populære i de dage, hvor de bekæmpede 3F og deres ”mafiametoder”. Siden har arbejdsretten for længst slået fast, at 3F’s konflikt var i orden.

Derfor – og til trods for DF’s og Venstres forsøg på at ødelægge den danske model – har vi stadig ret til at gå i konflikt, når nogen vil underbyde vores overenskomster.

Den ret, skal vi bruge, når vi i Kastrup skal stå sammen og forsvare den danske model. Og nej, Ryanair, det er ikke Helena Christensen!