Juleeventyr – måske uden lykkelig slutning?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Dette er min sidste blog på jp.dk. Fremover vil man kunne læse mine skriverier på finans.dk. Jeg har været glad for at I har gidet at læse med og deltage i de debatter jeg har søgt at rejse. Det har været fedt at skrive for Jer!

Med det in mente, er det måske lidt fesent, at jeg så vælger at afslutte med en blog jeg ikke selv har skrevet. Men jeg synes fortællingen i dette lille jule-eventyr er så god, så jeg har lånt den af min kollega og medejer i Demetra, Peter Jensen.

Fortællingen tager sit udgangspunkt i en historie af den franske økonom, Jean-Baptiste Say.

Der var en gang en fransk læge, der boede i en lille idyllisk fransk landsby. Gennem hans vindue kunne han se landsbyens gadekær. Det var blevet vinter og sneen dalede ned over den lille by og gadekæret frøs lige så stille til is. Lægen betragtede en juledag, hvordan byens folk passerede gadekæret. I starten af dagen var der nogle få, der bremsede op og betragtede gadekæret og gik videre. Lidt senere stoppede én af byens mænd op og dristede sig lidt ud på isen. Han forsvandt med raske skridt igen for kort efter at vende tilbage med sine skøjter og tage sig en skøjtetur hele vejen rundt på gadekæret.

Derefter bemærkede lægen, hvordan flere af landsbyens folk bremsede op og betragtede manden på skøjter på gadekæret. Nogle af de forbipasserende vendte senere tilbage med skøjterne i hånden og fulgte trop med den første mand ud på isen. I takt med at flere vovede sig ud på isen, desto flere mennesker bremsede op og desto flere vendte tilbage med skøjterne i hånden og tog sig en skøjtetur.

Der var liv og glade dage på byens gadekær den dag, indtil mørkets frembrud.

Der blev talt om dagens oplevelser i de små hjem den aften og i byens gader. Den næste juledag ved lysets frembrud vendte mangt en skøjteløber fra dagen før tilbage til byens gadekær. De blev fulgt af endnu flere af landsbyens beboere, der havde hørt om den foregående dags stemningsfyldte oplevelse på byens gadekær.

Som juledagene gik fulgte flere og flere af landsbyens beboere trop. Det blev et samlingspunkt, der var omgivet af nærmest en euforisk julestemning, som alle gerne ville være en del af. Selv folk, der normalt ikke stod på skøjter, slap deres betænkeligheder og lod sig pludseligt friste af en tur på byens gadekær, når nu næsten alle andre i byen havde prøvet denne glædesrus. Det var en dejlig jul – den jul i den lille franske landsby.

Historien handler faktisk ikke om skøjteløb, men fortæller noget om den psykologi, der hersker på aktiemarkedet. De første ved gadekæret betragter isen og vurderer, hvorvidt isen er tilstrækkelig holdbar til at kunne bære deres vægt. Hvor mange dage har det frosset? Er der revner i isen? Kan der bankes hul i isen? En rationel og fornuftig analyse, der kræver sine overvejelser. De næste der kommer forbi laver samme overvejelser og skeler samtidigt til, at den første mand er ude på isen. Jo flere der kommer ud på isen, jo mindre vurderer folk på situationen og jo mere styrer intuitionen og fristelsen til at følge med de andre.

Det selvom sandsynligheden for, at isen brister stiger i takt med at antallet af mennesker på isen stiger. Den ene pointe er, at vi som individer for det meste træffer velovervejede og rationelle beslutninger. Når vi optræder i flok, og der er mange mennesker på isen, spejler vi os i andre og handler efter vores intuition og i mindre grad velovervejende og analyserende. Det er her den irrationelle adfærd indtræffer, når isen bliver mere og mere belastet og nærmer sig et bristepunkt. Den anden pointe er, at vi som mennesker har svært ved at stå alene. Det er svært at være den første, der stiller sig ud på isen. Det er langt nemmere at gøre det i flok og have ret og tage fejl sammen med alle de andre. På samme måde er det svært at være den første, der stiller sig på sidelinjen, når isen er ved at nå sit bristepunkt – vi vil helst ikke gå glip af noget (grådighed) – vi vil ikke stå alene (minoriteten er de klogeste).

I stedet for den lille franske landsby kan vi tænke på aktiemarkedet, som det frosne gadekær. Da aktiemarkedet nåede sin bund i marts 2009, var der ingen, der ville investere i aktier (der var ingen ude på det frosne gadekær). En måling viste, at kun 4% af investorerne troede på stigende aktiekurser. Det var svært at være den første, der vovede sig ind på aktiemarkedet med de massive kursfald i erindringen. Var isen holdbar nok? Aktiemarkedet viste fremgang i marts 2009 (isen var stabil).

Det gav flere investorer mod på at vove sig ud på aktiemarkedet, selvom de godt kunne huske, hvordan det var, da isen bristede under finanskrisen. Det gav en stigning på 30-40% på 2-3 måneder i 2009, hvilket pludseligt fik flere og flere til at vende tilbage til aktiemarkedet. De seneste knap 6 år er der kommet rigtigt mange aktieinvestorer ud på byens gadekær, og der er meget få, der kan få øje på den mindste sandsynlighed for at isen kan briste. De nuværende målinger af stemningen blandt private investorer i USA viser, at der kun er 15%, der tror på kursfald de næste 6 måneder (at isen kan briste). Det er det laveste niveau i 9 år. Et andet forhold er, at der er stiftet mere gæld til at købe aktier for, end det var tilfældet ved aktietoppen i 2007. Det er endnu et tegn på, at investorerne ser ganske ubetydelig risiko for kursfald. Det leder tankerne tilbage på situationen i 2007, hvor euforien og julestemningen var på sit højeste på gadekæret.

Ingen kunne få øje på de revner, der så småt viste sig i isen. Er der overhovedet nogle revner i isen i dag? Og hvor mange skøjteløbere kan gadekæret i det hele taget bære? Det er der ikke rigtigt nogen der ved, og det er den svære øvelse, der hedder ’timing’. Derfor er det i orden at deltage i den glade julestemning på gadekæret og optrenden på aktiemarkedet, så længe den sunde fornuft og skepsis bevares, og der holdes fokus på de første revner.

Vi hopper nu tilbage til Say’s historie, som Peter har digtet videre på.

Situationen var lidt økonomisk trang i den lille franske landsby. Derfor var det med stor glæde, at borgmesteren kunne se til, hvor glade byens beboere var for en skøjtetur på gadekæret. Borgmesteren ville gerne have et det blev ved og blev ved, i hvert fald indtil den positive stemning havde bidt sig fast i borgernes hverdag uden for gadekæret. Derfor bad han byens brandkorps om at holde gadekærets is i tip-top stand. Hver aften drog brandkorpset ned til gadekæret og sprøjtede et fint lag vand henover isen, så den kunne fryse om natten og danne en fin overflade til den næste dags fornøjeligheder. På den måde blev enhver lille revne godt skjult under et nyt tyndt lag is. Derfor var det svært for byens beboere at være på vagt overfor, når isen begyndte at vise tegn på svaghed. Dermed blev risikoen desto større for, at isen pludseligt en dag ville briste, mens mange af byens folk befandt sig på gadekæret. Den tanke strejfede borgmesteren (Ben Bernanke), men han afviste den hver gang byens folk spurgte til sikkerheden. Ideén med brandkorpset havde ingen prøvet før, og det var svært at vide, hvor længe de kunne holde isen stabil.

Brandvæsenet er naturligvis den amerikanske centralbank, FED.

Men risikerer vi ikke, at den aggressive pengepolitik, der bliver ført af verdens centralbanker giver brændstof til øget spekulation på aktiemarkedet?

Derfor er der også større risiko for, at investorerne overser advarselstegn, og at der er mange, der bliver fanget ude på isen den dag, isen brister. Historien fortsætter….

Livet gik videre på henover julen på det lille gadekær og borgerne var glade for brandkorpsets indsats. Borgmesteren var bekendt med, at livet på gadekæret var præget af temperaturudsvingene henover de forskellige årstider. Det kunne være svært at forudsige den præcise temperatur – selv for vejr-eksperter.

Borgmesteren vidste imidlertid, at temperaturen var trend-cyklisk. Borgmesteren havde fundet ud af, at når det var sommer var der størst sandsynlighed for, at temperaturen lå lavere 6 måneder senere, når det var vinter – han kaldte det en nedadgående cyklus. På samme måde, når det var vinter, havde Borgmesteren fundet ud af, at sandsynligheden var størst for, at temperaturen lå højere 6 måneder senere, når det var sommer – han kaldte det en opadgående cyklus. Derimod drillede timingen lidt. Nogle år smeltede isen i december, andre år først i februar eller marts. Han havde hørt om nogle danskere, der arbejdede med denne timing, men det var for meget hokus-pokus for ham.

Borgmesterens intuition og erfaringer måtte være tilstrækkelig. Det var december og med brandkorpsets hjælp skulle isen nok holde længere frem mod foråret.

Borgmesteren skal have ros for at konstatere, at temperaturen har en fast årscyklus. Det ligger som en helt indgroet forståelse af årstiderne. Samme cyklus gælder for den økonomiske udvikling – der er vækst, når det er ”sommer” og recession, når det er ”vinter”. Cyklussen er imidlertid ikke et kalenderår, men i stedet 9-11 år mellem en vinter og til den næste vinter, og det samme mellem 2 sommerperioder.

Det er bare langt sværere for økonomer og centralbanker at acceptere. De forudsiger kun, når der er sommer på vej. Når det så bliver sommer, bruger det en masse kræfter på at afvise, at det bliver vinter igen – MEN DET GØR DET!! Det bliver altid vinter efter sommer, og sommer efter vinter. I den nuværende situation er vi 6 år fremme i konjunkturopgangen. Det vil sige, at det må forventes, at økonomien skal igennem en vinter indenfor de næste 3-5 år, før økonomien står overfor næste opsving. Det vil også være en periode, hvor isen kan slå revner, og aktiemarkedet kan opleve en større nedtur.

Historien fortsætter….

Det glade liv på gadekæret fortsatte frem til februar. Borgmesteren vurderede, at stemningen efterhånden havde bidt sig godt fast udenfor gadekæret i byens gader og i de små hjem. Det var samtidigt en bekostelig affære, at betale brandkorpset for det ekstra overarbejde med at pleje isen på gadekæret – det var lidt risikabelt for landsbyens finanser, der skulle holde hele det nye år.

Derfor besluttede Borgmesteren at indstille plejen af isen. Nogle af borgerne blev lidt usikre på den nye situation og synes, at de kunne ane nogle revner i isen, da temperaturen var steget en smule.

Da trafikken var tæt på gadekæret spredtes rygtet hurtigt om revnen. Det sendte en mindre chokbølge igennem borgerne, hvor nogle var hurtige til at hoppe af isen. Revnen blev lidt større de følgende dage da solen skinnede og pludselig var der mange, der hoppede af isen (oktober 2014). Temperaturen faldt igen et par dage efter og den våde overflade blev igen fin.

Borgerne drog et lettelsens suk og gadekæret blev næsten fyldt op igen af landsbyens borgere. Der var alligevel nogle, der den seneste måned var blevet mere betænkelige ved, at det snart gik mod sommer igen. Der var tegn på, at temperaturen ville begynde at stige. Derfor var der flere af borgerne, der forlod midten af gadekæret og holdte sig i kanten af isen, hvor risikoen var mindre. Var det blot første skridt på vej helt ud af isen??

Der er kommet en revne i isen i 2014 og det er tydeligt, at der i 2014 har været en tendens til, at investorerne søger væk fra risikofyldte aktiver. Small Cap aktier i USA har handlet sidelæns og har stort set ikke givet noget afkast. Der er i stedet valgt store solide selskaber, der har bevidst deres indtjeningsevne i mange år og er mindre risikobetonet. I det hele taget har der været en større selektion. Europa ligger i minus for året, mens USA ligger oppe med 10-11% og højere, hvis der tages højde for dollarstyrkelsen. På enkeltaktieniveau er de cykliske aktier blevet fravalgt til fordel for de mere defensive aktier såsom medicinalaktier (Novo Nordisk, Coloplast, Novozymes).

Derfor er der også mange porteføljeforvaltere, der har haft det svært med at plukke enkeltaktier. Dette er endnu et tegn på, at investorerne også er mere usikre på, om timeglasset er ved at rinde ud, og aktiemarkedet trænger til en større nedtur. Derfor er der endnu større grund til at reagere på de advarsler og trendvendingssignaler, som aktiemarkedet giver.

God Jul og tak for at I har læst med gennem årene! Vi ses måske på finans.dk? Det håber jeg!

Jens Balle