Gensyn med Bell Curve

Ikke nær nok. Lige dele politisk korrekthed og almenmenneskelig modvilje mod at erkende sandheden ved brug af rationaliteten har betydet, at vi er meget dummere, end vi behøvede at være. Gad vi åbne vore øjne og slå vore ører ud, ville vi på et helt andet informeret grundlag diskutere forholdet mellem arv og miljø.

Charles Murray og Richard Herrnstein

Udgav for næsten præcis 20 år siden i 1994 bogen The Bell Curve: Intelligence and Class Structure in American Life. Over 22 kapitler forklarede forfatterne, at intelligens er i betydeligt omfang arveligt, og at det moderne arbejdsmarked i stigende grad sorterer mennesker med lav intelligens fra. Murray og Herrnstein forsøgte således at råbe vagt i gevær over for en udvikling, der hele tiden og med stigende hast gør sig uafhængig af arbejdskraft med relativt lave kognitive evner.

To af de 22 kapitler handlede om de målte forskelle i IQ mellem sorte og hvide amerikanere. Bogen gav ikke noget endeligt svar, men holdt i høj grad muligheden åben for, at en væsentlig del af forskellen i målt IQ og i præstationer på uddannelserne og på arbejdsmarkedet kan skyldes gennemsnitlige forskel i medfødt intelligens, gennemsnitlige genetiske forskelle med andre ord.

Modtagelsen af Bell Curve

Den er næsten til at gætte, er den ikke? En syndflod af anklager om racisme og det, der var værre. Jeg har tidligere set nærmere på en af de mest notoriske anmeldelser, begået af psykologen Leon Kamin, der altid var ideolog, før han var videnskabsmand. 

The American Psychological Association udgav i februar 1996 en længere artikel med hele 11 forfattere, ”Intelligence: Knowns and Unknowns”. I alle væsentlige forhold gav den Murray og Herrnstein ret. Målt IQ forudsiger bedre end nogen anden variabel, hvordan den enkelte vil klare sig med hensyn til uddannelse og efterfølgende på arbejdsmarkedet. Sociale og økonomiske faktorer spiller en rolle, javel, men en mindre rolle end intelligens.

Senere studier har vist, at målt IQ er stort set uafhængig af, om der har fundet adoption sted af dårligt stillede. Virkningen af tidlige tiltag over for i udgangspunktet dårligt stillede børn forsvinder nemlig enten næsten eller helt, når de sene teenageår nås. 

Charles Murray og Richard Herrnsteins resultater fra 1994 står således uantastede og endog forstærkede tilbage tyve år efter. Sådan ser de faktiske forhold i jernindustrien ud.

I dag

Charles Murray har for godt en uge siden givet et interview i anledning af Bell Curve jubilæet. Der er lang vej igen, siger han, efter at have fået ret, ret og ret. Samfundsvidenskaberne er, konstaterer Charles Murray,

“blevet taget som gidsler af en politisk ortodoksi, som kun har den mest spinkle forbindelse med den empiriske virkelighed, og alt for mange inden for samfundsvidenskaberne mener, at trusler mod fundamentalismen bør undertrykkes med alle til rådighed stående midler. Den slags kaldes korruption”. 

Så klart siges det af den vel nok største nulevende samfundsforsker. Charles Murray er navnet. Det bliver aldrig for sent at læse The Bell Curve.