Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Håb om lavere vækst i Kina

Kina: I fremtiden skal et signifikant højere bidrag til den kinesiske vækst komme fra landets egen økonomi. Men udviklingen i privatforbruget er noget mere beskeden, end regering og omverden ønsker.

Peter Lundgreen er direktør i Lundgreen’s Capital, der rådgiver formuende kunder, virksomheder og kommuner i ind- og udland. Firmaet er repræsenteret i Danmark og Kina.

Kinas BNP-vækst i 2. kvartal blev 7,5 pct. Forventningerne var, at væksten skulle lande på 7,4 pct., så det betragtes som en god nyhed.

Hos regeringen i Beijing vil man formentlig blot konstatere, at Kina er på rette vej mod målsætningen om en vækst på 7,5 pct. i år. Den formentligt beskedne jubel skyldes den svagt stigende vækstrate. Det er Kinas regering selv, som har trådt en anelse mere på gaspedalen via den ”mini-stimulans”-pakke, der kører i baggrunden. Men i vurderingen af Kinas fremtidige vækstniveau spiller reformer, eller mangel på samme, en særdeles vigtig rolle. Sammensætningen af BNP-væksten bidrager med indsigt i, hvordan reformarbejdet skrider frem. Hertil kommer naturligvis konkrete reformtiltag, hvor den seneste tid også har budt på en interessant udvikling.

Selve BNP-væksten forsøges holdt på et stabilt niveau, som grafik 1 viser, og som nævnt har regeringen en målsætning om 7,5 pct. vækst i år. Hvis vi ser på nogle af de vigtigste komponenter, så er aktivitetsniveauet i ejendomsmarkedet faldende. Stadig er væksten inden for sektoren høj, men ikke så høj, som den har været. I realiteten er det sundt med en afkøling i boligmarkedet. Men de sidste tre måneder har det fået regeringen til at øge kreditgivningen via bankerne, så udlån til ejendomssektoren kan stige.

Det er et gammelkendt trick, som bruges i forbindelse med hurtig økonomisk stimulans. Men regeringen har også forøget byggeriet af billige boliger, hvilket dog er en del af regeringens overordnede plan. Grundet prisstigningerne på boliger i Kina er der blevet mangel på billige boliger, og derfor står regeringen bag byggeriet af flere boliger til familier med lave indkomster.

Byggeriet af boliger er tydeligvis samtidig en økonomisk stimulans for at fastholde en høj BNP-vækst. Men det tjener også til at afbøde utilfredshed med de høje boligpriser.

Samme tiltag finder man i Vesten med forskellige former for almennyttigt boligbyggeri, så initiativet repræsenterer samtidig en naturlig udvikling.

Et andet område, hvor regeringen har sat farten op, er inden for anlæg af jernbaner.

Store områder i Kina er stadig i udviklingsstadiet og kan udmærket bruge en bedre infrastruktur, herunder flere jernbaner. Derfor kan investeringerne være fornuftige, men at anlægge jernbaner har desuden en øjeblikkelig positiv og målbar effekt på BNP-væksten. Det er nogle af de konklusioner, som vi uddrager af BNP-tallene for 2. kvartal. Af samme grund tager vi den let positive nyhed med samme ro, som når vækstraten er en anelse i modvind. Man skal påtænke, at landets eksport fortsat er og forbliver en helt enorm motor for økonomien. Europa og USA er klart Kinas største markeder, men Europa er i stilstand, og USA’s økonomi vokser ikke som forventet. Kun de øvrige fjernøstlige lande (Japan undtaget) har økonomisk vækst, som i realiteten vil bidrage positivt til Kinas eksport og dermed BNP-vækst. I alt er det blot ikke nok til at give et løft af betydning til Kinas økonomi på kort sigt.

Dermed sluttes cirklen, således at der i fremtiden skal komme et signifikant større bidrag til en høj BNP-vækst fra Kinas indenlandske økonomi. Det har længe været et håb fra alle verdens ledere, inklusive de kinesiske, at en eksplosiv stigning i Kinas privatforbrug skulle redde den globale vækst. Men også her er udviklingen mere statisk end ønsket, og der ikke nogen tegn på, at det ændres.

I øjeblikket er den årlige stigning i detailsalget på omkring 12,5 pct. Det lyder af meget, men stigningstakten har været faldende gennem de seneste år. Skal privatforbruget bidrage så meget til BNP-væksten, at det kan kompensere for byggeri af jernbaner og billige boliger, så skal væksten i detailsalget nå helt andre eksplosive vækstrater.

Det samme billede fremgår af industriproduktionen (grafik 2), som udviser en ret stabil udvikling. I juni steg den årlige vækstrate til 9,2 pct., hvilket bekræfter Kina som værende et interessant marked, men stigningen var forventet. Derfor skal den kinesiske regering tilbage til arbejdet med reformerne, således at den indenlandske økonomi styrkes ad naturlig vej.

Men også den kinesiske regering har indset, at reformer, der gennemgribende skal ændre økonomien, kan sænke BNP-væksten for en tid, inden de positive effekter slår igennem. Men jeg argumenterer for, at det er bedre med en lavere vækst, hvis den er sundere, også når det gælder Kina.

Den 15. juli blev der dog annonceret et nyt reformskridt, som vedrører de store statskontrollerede virksomheder, der stadig præger Kinas erhvervsliv.

Disse virksomheder begunstiges af en masse fordele, som styrker dem i konkurrencen med andre virksomheder, herunder udenlandske, men økonomisk set ender de med at være usunde. Ved regeringens tiltrædelse blev det offentliggjort, at denne struktur skulle reformeres, og nu kommer de første beskedne skridt. Seks store virksomheder og konglomerater er udtaget til et pilotprojekt, hvor målsætningen er, at de på forskellig måde skal lære at arbejde på almindelige kommercielle vilkår.

Det er meget typisk for det officielle Kina at lave pilotprojekter, som skal danne grundlag for gennemgribende reformer. De seks firmaer bliver meget spændende at følge både for vestlige virksomheder og for investorer. Makroøkonomisk set er det et skridt i den rigtige retning, men et meget lille skridt.

Hastigheden i reformarbejdet og størrelsen på reformerne er ikke store nok til at give et signifikant og sundt bidrag til BNP-væksten, så den økonomiske stimulans med jernbaner og boliger fortsætter.

Som altid er det nemt at kritisere, men hvilke reformer skulle så gennemføres? Det har vi også bud på i mit firma, men den historie gemmer jeg til en anden god gang.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.