Pisk eller gulerod
Ying-Jeou Ma var viceformand for Taiwans råd for forholdet mellem Kina og Taiwan, da jeg i 1991 mødte ham første gang. En pragmatisk ung politiker, som siden er rykket op i geledderne og nu er Taiwans præsident. Uddannet jurist fra Harvard, New York og Taiwans nationale universitet. Valgt første gang i 2008 og genvalgt med en snæver margin på 1 pct. i 2012.
Hans hjertesag var og er stadig et godt forhold til Kina.
Ma har nu to år til at komme ud af det dødvande, som voldsomme protester mod parlamentets godkendelse af en yderligere liberalisering af samarbejdet med Kina har skabt. Aftalen er i koma, for Mas modstandere ser den som endnu et skridt mod Kinas egentlige mål, en genforening eller nok rettere – som i Hongkongs tilfælde – en reel kinesisk overtagelse af Taiwan.
Det mål har Kina i årtier hårdnakket forfulgt, ofte med militære trusler, og den egentlige bekræftelse på, at Kina ikke vil vige, kom i 2005, da det kinesiske parlament vedtog en lov, som godkender brug af militær magt, hvis Taiwan erklærer sig uafhængigt.
Men ikke desto mindre har præsident Mas årelange arbejde for at skabe gode forbindelser over Taiwan-strædet båret frugt trods den skarpe politiske opposition.
Da han blev præsident i 2008, lovede han at samarbejde med Kina, og det er i hans tid blevet til ikke færre end 21 økonomiske aftaler med Kina. I høj grad fordi den kinesiske ledelse pragmatisk har indset, at den økonomiske gulerod er bedre end den militære pisk, hvis det langsigtede mål skal nås, og Kina og Taiwan efter snart syv årtiers adskillelse kan genforenes.
Taiwan mener, at det er dets egne omkring 25 millioner borgere, der skal afgøre, om de vil genforenes. Kina sagde for nogle uger siden, at det er Taiwans befolkning og Kinas milliardstore befolkning, der sammen har afgørelsen, og det har ikke just bedret stemningen. Men for et par uger siden skete der noget, som lettede spændingerne.
Kinas topchef for forholdet til Taiwan, Zhang Zhi, besøgte som den første kineser på ministerniveau Taiwan.
Det er ikke sket siden 1949, da Chiang Kai-sheks nationalister dannede deres eksilregering i Taiwan, og det måske mest overraskende var, at Zhang blev budt velkommen af Kaohsiungs borgmester Chen Chu. Hun er ikke blot et betydningsfuldt medlem af oppositionspartiet DPP, Det Demokratiske Progressive Parti, men også lidenskabelig tilhænger af Taiwans uafhængighed.
Hvad var det lige, der skete her? Jo, formentlig at kammerat Zhang ville gøde jordbunden for konstruktive forhandlinger med DPP, som kunne gå hen og vinde Taiwans valg om to år, og at DPP muligvis ville sende et signal om, at det ikke fortsat vil være helt hårdnakket i spørgsmålet om Taiwans uafhængighed, men se mere pragmatisk på fordelene ved et tættere forhold til Kina.
Hvis det er sagen, har præsident Ma endnu et godt problem at slås med. For med nederlaget i spørgsmålet om den nye liberaliseringsaftale med Kina er han lige nu handlingslammet. Og hvis det i den kommende tid lykkes DPP at overbevise vælgerne om, at det kan styre forholdet til Kina, ja, så risikerer Ma at skulle henslæbe sine sidste to præsidentår som den berømte lame duck.
For liberaliseringsaftalen med Kina er uundværlig for Taiwan. Den kinesisk-taiwanske samhandel er på knap 125 milliarder dollars om året, Kina er Taiwans hovedmarked, og nu må Taiwan formentlig snart se en ny kinesisk-sydkoreansk frihandelsaftale blive til virkelighed efter den kinesiske præsident Xi Jinpings nylige besøg i Seoul.
Det vil for alvor åbne dørene til det store kinesiske marked for de sydkoreanske virksomheder, der har konkurreret med Taiwan, siden de to i 1960’erne var to af Asiens industrielle tigre med stort set det samme varesortiment. Nu risikerer Taiwan at tabe store kinesiske markedsandele, og Kina har med aftalen med Sydkorea lagt yderligere pres på Taiwan.
Så mon ikke præsident Ma gør endnu et forsøg på at få den livsvigtige aftale med Kina på plads.