Nomas nytænkning

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når Paul Holdengräber, den berømte direktør for interview-serien LIVE fra New York Public Library, kommer til Danmark på søndag i anledning af Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag, har han valgt at interviewe Noma-kokken René Redzepi. Og han taler stadig med begejstring om, hvordan han var i Danmark for at fouragere med Redzepi og fandt et helt spisekammer i skovbunden og strandkanten.

At Noma og René Redzepi ind til i går toppede listen Worlds 50 Best Restaurants, var Holdengräber lykkeligt uvidende om, da jeg mødte ham i New York i dag. Og han ville som filosof utvivlsomt have sine spørgsmål at stille til begrebet ”verdens bedste restaurant”, som er lige så meningsløst, som det er let at kommunikere til alverden.

Afsides gourmet-templer

Meningsløsheden handler ikke kun om dommerpanelet, konkurrencereglerne eller om hvorvidt, dommerne faktisk har besøgt de deltagende restauranter eller om ambitiøse turistforeninger har sørget for at flyve de rigtige mennesker ind til besøg på mere afsides beliggende gourmettempler, og at det måske er en slags snyd. Sagen er naturligvis, at restauranter ikke kan sammenlignes på den måde, og at mange af dem er så forskellige som Rundetårn og et tordenskrald. Det er, hvad det handler om, forresten. Som Alain Ducasse gjorde opmærksom på i sin takketale efter at have modtaget sin Lifetime Achievement Award, så er det netop restauranternes forskellighed, der er gastronomiens styrke.

Og da i særlig grad i tilfældet Noma, som først og fremmest er revolutionært nybrydende og anderledes, snarere end ”bedst”. Den kan i gastronomisk sammenhæng bedst betragtes som "sui generis", en restaurant helt i sin egen kategori.

Det er nytænkningen, ikke Worlds 50, der har været med til at sætte Danmark på verdenskortet og understøtte vort ry som kreative og æstetiske, ganske om vores møbelkunst gør det og har gjort det. Et ry, som glæder de mange, der har brug for at kunne sige Danmark ude i verden og vække positive associationer. Det hjælper Noma og René Redzepi med, og stedets betydning rækker derfor langt ud over spørgsmålet om at spise myrer eller skandalen om Roskilde-sygen, der mest af alt er skadefro sensation.

En intern hyldest

Worlds 50? Jamen, man kan altid kritisere den slags konkurrencer, og først og fremmest er det jo en slags intern hyldest, branchefolk, der hylder andre branchefolk. Ikke et ondt ord om det.

Og selvfølgelig er det bedre at være nummer ét end at være nummer to, så tillykke til El Celler de Can Roca de Girona, der bringer Katalonien tilbage som gastronomisk verdenscentrum. De har tidligere stået lidt i skyggen af El Bulli, men deres køkken, der har benene lidt mere på jorden end Adrians køkken, er prisen værd. Og en rejse, for resten.

Noget andet er jo, at der skulle ske et skifte. Dommerne i konkurrencen spiser ikke af sult, men af nysgerrighed, så nyheder er nødvendige. At Fat Duck kun er nummer 33 og French Laundry er helt nede i bunden af listen, er et udtryk for netop det, ligesom man kan diskutere mange andre placeringer, hvis man gad, men det gider man faktisk ikke, så tillykke til Noma og sandelig også til Geranium, som steg til en placering som nummer 45.