Troldspejlet: Livets store faktameter

Faktameter er sig selv, men det burde være underteksten til hovedparten af de artikler, der står i aviserne hver dag, for aldrig har der været så meget brug for at skelne fup fra fakta.

Og brug for erkendelsen af, at virkeligheden faktisk eksisterer. At der stadig er noget, der hedder fakta, som vi må være fælles om, når vi diskuterer.

Alt er ikke kun er et spørgsmål om præsentation, god spin og lækkert hår. Der er noget mere, noget egentligt.

Man har kaldt den nye regering for en postmoderne regering, fordi den repræsenterer den endegyldige ophævelse af sammenhængen mellem ord og virkelighed, og det er lækkert nok. Federe end at være moderne er det at være postmoderne, for så er virkeligheden kun et billede. Eller som en af den postmodernistiske forestillings fædre, Jean Baudrillard, sagde det:

»Billedet kan ikke længere afbilde det virkelige, fordi det er det virkelige.«

Han skrev det i en bog, som meget passende hedder ”Den fuldkomne forbrydelse” (1993), og han havde endda ikke mødt Helle Thorning-Schmidt.

Man skal ikke derfor kimse ad Baudrillard: han er en vældig interessant tænker, en tænker til tiden.

Dog endte han med at støde hovedet mod virkeligheden. Det var, da han henkastet bemærkede, at Golfkrigen i 1991 slet ikke havde fundet sted, den var kun et billede, en kopi af en krig, der blev tv-transmitteret til hele verden. En slags computerspil i stort format.

Et pikant synspunkt, sjovt at lege med, var det ikke fordi, den stærkt mediedækkede Golfkrig som alle krige jo også havde nogle ganske konkrete konsekvenser for nogle ganske konkrete mennesker. Neden under alle billeder og de postmoderne betragtninger gemte sig en virkelighed, der var ganske virkelig for de mennesker, der stod midt i den. Rigtige bomber. Rigtig, uigenkaldelig død og ødelæggelse.

Virkeligheden er altings prøve, sagde Jakob Knudsen, og han talte i virkeligheden om livets store Faktameter. Der skelner. Sandhed fra løgn, fup fra fakta.

Det er en udbredt journalistisk misforståelse, at journalistisk i sin essens handler om at høre to parter. Er rummet lyst, eller er det mørkt? Vi spørger to mænd, der har været derinde, og hvis de mener det modsatte af hverandre, gengiver vi det; så har vi været fair.

Var Adolf Hitler et dumt svin? Hr. A mener ja, fru B mener nej, og kan vi på telefon komme igennem til dem begge og måske endda finde en case, så har vi en artikel lige der. Nej. Spørgsmålet lader sig undersøge, man behøver faktisk ikke engang ringe til nogen, hverken til en ven eller en ekspert, ej heller behøver man spørge publikum (det hedder en voxpop), for publikums mening om dette eller hint er mest interessant, hvis den brede offentlighed har en forestilling om tingenes tilstand, der afviger markant fra tingenes sande tilstand.

En falsk perception kan være tankevækkende; udsagn fra tilfældige forbipasserende på Nørreport er ikke interessante i sig selv. Bevar mig vel.

Fakta er interessante, og fakta kan diskuteres, for man kan regne på den ene måde og på den anden måde, fakta er mangelunde, og netop derfor: Hurra for Faktametret.

Lad os få 10 gange mere af det. Send hver dag det almindelige vrøvl til eksamen, sæt de løsagtige udsagn på prøve, vej for og imod, resultatet er OBS, oplysning til borgerne om samfundet, og det kan man ikke få for meget af i vore dage, the spinning days.