Noma og den nye fascisme

Kan De huske dengang? Glemslen har lagt sig så sagte over den periode, og den vil nok aldrig blive ordentlig beskrevet rent historisk. Alt for mange har alt for meget i klemme.

Der skal derfor lyde en rungende tak til Ulla Holm, der skrev en kronik i Politiken. Den var så dejligt gammeldags.

Hun havde læst tiden, mente hun, og man må sande skriftstedet om den megen lærdom, der gør rasende, for den sociologistuderende havde fundet frem til, at restaurant Noma egentlig er et fascistisk og nationalistisk projekt, der må ses i lyset af fremmedhadet i almindelighed og den velkendte danske smålighed i særdeleshed.

Noma er en »politiserende fetichering af en etnisk og national renhed,« og den dyrker »de dunklere lumre nationalfølelser og ønsket om en ren monokultur renset for fremmedelementer,« hed det, og værsgo og spis, chefkok Redzepi, du skylder os (og din albansk/makedonske far i særdeleshed) en god forklaring på, hvad det er, du har gang i.

For som Ulla Holm skriver:

»Det er næppe helt tilfældigt, at tjenerne var iført brune skjorter, da jeg sidst gæstede Noma.«

Touché. Sieg ramslög! Nuvel, chefkok Rene Redzepi har ikke behøvet forsvare sig selv, der var folk til det. Den små Ulla havde vist gjort regning uden den herskende mening. Noget forpjusket så hun ud efter at være blæst væk af restaurationsanmeldere og kulturredaktører og de respektive (ikke ubetydelige) del- og fællesmængder, men hun kom jo både i fjernsynet og alting, og det er jo immervæk, hvad det gælder om her i verden.



Tilbage står .. ja, ingenting, i virkeligheden, og heri ligner den sjove debat om Nomas fascisme så mange andre debatter i Danmark. De undfanges og dør i nuet, det sensationelle er det skum, de fødes af, og de fører ingen steder hen, men dør ud som boblerne på bækken.

Det er ret trist. Også i dette tilfælde, for vist er der da ting, man kunne drøfte om Nomas dogme. Hvis vi gad tale alvorligt et øjeblik.

Fort ærligt talt, hvis en del af dogmet er lokale råvarer, så er det pudsigt, at man flyver dem ind fra Grønland, for der er altså længere til Grønland end til Frankrig, så hvad er egentlig pointen, sådan rent gastronomisk? Noma er nordisk i norden, dansk i Danmark, og ingen tvivl om, at netop dyrkelsen af det lokale bliver et tema i fremtiden, for transport koster CO2 , og så er det ikke ganske moralsk at fragte kildevand fra Italien til Danmark eller nogle af de mange andre ting, som vi uden tøven fragter Jorden rundt, selv om vi kunne dyrke det i baghaven. Og Noma kan ikke tænkes uden for Danmark, for det giver ingen mening at spise nordisk mad i Frankrig eller Italien, hvor de jo har så dejlig mange andre ting at spise.



Du skal bruge, hvad du har, det er en del af grundtanken, men der er naturligvis meget mere. Noma er Lars von Trier ved kødgryderne, og der er lige så langt fra Nomas havtorn og havesyre til de danske hjemmekøkkener, som der er fra Idioterne til en feriesmalfilm fra Harzen. Der er bevidstheden til forskel, og netop Nomas bevidsthed, stedets gennemtænkte statement gør det værd at diskutere med og udfordre. Det er en kunstnerisk kvalitet i sig selv, den skal man ikke kimse ad, og så er det vel nok ærgerligt, at det hele ender med seminaristisk pjat og pjank og fascister, der skal hakkes til medister.

Men hun kom jo både i fjernsynet og alting, og det er jo immervæk, hvad det gælder om her i verden.”