Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

lysning for Fogh

Forårspakken har vendt regeringens nedtur hos vælgerne. Det er konklusionen på tre forskellige meningsmålinger fra denne uge, herunder Rambølls i dagens avis.

Fremgangen er dog beskeden. I ingen af de tre målinger har regeringen genvundet sit flertal. De konservative når ganske vist over deres valgresultatet, men Venstre ligger stadig klart under.

Samtidig taber Dansk Folkeparti terræn. Til gengæld klarer Kristendemokraterne spærregrænsen, men problemet for VK er, at det lille midterpartis støtte til en ny borgerlig regering er usikker.

Tilbage står imidlertid, at regeringspartierne drager et lettelsens suk over, at den nedadgående spiral er brudt.

De kan også notere sig andre opmuntrende tegn. Således viser en måling, at statsminister Anders Fogh Rasmussen øger sit forspring i forhold til oppositionens leder Mogens Lykketoft, når det drejer sig om, hvem vælgerne anser for bedst til at sikre velfærdsstaten. (Greens/Børsen)

Ved valget i 2001 lå Fogh tårnhøjt over Socialdemokratiets daværende leder Poul Nyrup Rasmussen, når det gjaldt vælgernes tillid på velfærdsområdet. Dette havde væsentlig betydning for valgets udfald.

Siden blev Foghs forspring imidlertid snævret ind til det minimale. Men nu øges det altså igen. Det er noget foruroligende for Lykketoft, som i høj grad satser på at gøre næste valg til et opgør om velfærdspolitikken.

Lysningen for Fogh-regeringen har selvfølgelig at gøre med forårspakkens kombination af skattelettelser, udskudte pensionsindbetalinger og fremrykkede investeringer, der er faldet i god jord hos vælgerflertallet. Men der er også en anden ting på spil:

Regeringen har været igennem en af de mareridtsperioder, som regeringer i Danmark åbenbart skal igennem nu om dage. En periode, hvor der ikke er de store sager på den politiske dagsorden, men hvor selv de mindste sager blæses op til alvorlige problemer. Eksempler:

Regeringens indsats for at få EU's udvidelse på plads druknede i opskruede historier om nogle ligegyldige fraklip fra det famøse TV-program "Fogh bag facaden".

Der blev også pludselig voldsom ballade om, at Fogh ganske ligesom andre statsministre hentede inspiration udefra til sin nytårstale.

På samme måde udløste Foghs ikke særligt opsigtsvækkende bemærkninger om våbenembargoen mod Kina en orkan i et glas vand.

Oppositionen søger at gøre det størst mulige postyr ud af den slags sager. Det gælder vel at mærke ikke bare den nuværende opposition. Venstre gjorde således også flittigt brug af denne "larmens strategi" over for Nyrup-regeringen.

Problemet er, at medierne i for høj grad giver den siddende opposition ukritisk medløb, når den skruer op for larmen. Det giver jo noget ramasjang i en stille politisk tid.

Tilbage sidder en del danskere og tænker: »Der er altså noget galt med den regering. Der er jo hele tiden ballade med den.« Larmens strategi gør det sværere at regere - uanset hvem der gør det.

Med forårspakken har regeringen imidlertid fået sat en ny dagsorden. Det gør den mindre sårbar over for larmens strategi.

Men det er forhastet at konkludere, at regeringen nu har fat i den lange ende. Der hænger fortsat nogle store spørgsmålstegn over dens videre skæbne.

Ganske vist kan regeringen se frem til, at perioden frem til næste valg rummer flere tunge politiske sager, så den ikke igen drukner i larmen fra småsagerne. Men disse tunge sager hører ikke ligefrem til dem, der trækker stemmer hjem.

Den ene er kommunalreformen. Sikkert ingen vindersag hos vælgerne. Men da regeringen næppe gennemfører en kommunalreform uden om Socialdemokratiet, behøver den nok ikke ligefrem at frygte større stemmetab, hvis ellers reformen bliver til noget.

EU kan til gengæld give regeringen mere besvær med vælgerne. I første omgang drejer det sig om valget til Europa-Parlamentet den 13. juni.

Sandsynligheden taler for, at i hvert fald Venstre vil få et sløjt valg. Den slags plejer ikke at få nogen større indenrigspolitisk betydning. Men i år kan det få en psykologisk generende effekt for regeringen, fordi det kan afbryde stemningen af, at den efter forårspakken er på vej frem igen.

Nok så alvorligt er det imidlertid for regeringen, at den meget vel kan blive nødt til at afholde folkeafstemning om EU's nye forfatningstraktat inden næste folketingsvalg.

Statsministeren står forrest i frontlinjen ved en sådan folkeafstemning. Dermed risikerer Fogh at tirre nogle af de EU-skeptiske vælgere, som han har brug for ved valget. Sporene skræmmer fra Nyrups erfaringer med euro-afstemningen i 2000. Endnu værre bliver det, hvis regeringen siger ja til optagelsesforhandlinger med Tyrkiet.

Regeringen har brug for stærke indenrigspolitiske kort for at opveje dette. Det ene har den allerede spillet med en vis virkning: skattelettelser og angreb på Socialdemokratiet for at ville forhøje skatten. Men det alene er langt fra nok til genvalg.

Mere afgørende er beskæftigelsen. Regeringen må kunne fremvise et mærkbart fald i arbejdsløsheden inden valget. På forhånd har vælgerne på det punkt større tillid til Lykketoft end til Fogh, så Fogh har noget at bevise.

Skulle der kun tegne sig et ringe fald i arbejdsløsheden, vil Fogh være under hårdt pres for at supplere forårspakken med nye initiativer.

Tilbage er endnu et vigtigt kort for Fogh: den fundamentale uenighed mellem Socialdemokratiet og

de radikale i udlændingepolitikken. De radikale kræver en kurs, der igen vil øge indvandringen.

De to partier vil gøre alt for at sløre denne uenighed, men det bliver ikke let, når temaet for alvor kommer på bordet op til valget.

Tre ting skal vinde valget for VK: lavere arbejdsløshed, lavere skat og lav indvandring.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.