Katastrofen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Tsunami kaldes denne form for flodbølge med et japansk ord, som de færreste nok kendte i forvejen. Nu ved vi, hvor meget død, ødelæggelse og lidelse ordet kan dække.

Samtidig har beretningerne og billederne skærpet vores bevidsthed om at være del af et menneskeligt fællesskab. Flere slags fællesskab: Menneskers fællesskab over for naturkræfterne. Det globale fællesskab mellem fattige og rige lande. Det nationale fællesskab.

En katastrofe som denne er en prøve på, hvor godt disse fællesskaber fungerer.

Håndteringen af de voldsomme naturkræfter har langt fra fungeret godt nok. Hvis der havde været bølgemålere og et effektivt varslingssystem over for tsunamier i Det Indiske Ocean - sådan som det findes for Stillehavet - kunne tusindvis menneskeliv sandsynligvis have været reddet.

Med til billedet hører imidlertid, at tsunamier er sjældne i Det Indiske Ocean. Derfor har de berørte lande, som har mange andre problemer at slås med, nedprioriteret beredskabet over for dette naturfænomen.

Men under alle omstændigheder har de pågældende lande brug for et fælles varslings- og beredskabssystem over for en række forskellige naturkatastrofer - et system, som også kunne bidrage ved tsunamier.

Når det ikke findes, skyldes det i høj grad, at områdets regeringer har været for dårlige til at samarbejde. ASEAN, den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation, har siden midten af 1990'erne diskuteret en fælles strategi for at håndtere naturkatastrofer, uden at det er blevet til meget.

Amerikanske eksperter på Hawaii havde registreret, at noget var i anmarch, men manglede de fornødne informationer om, hvem de skulle kontakte i området.

Da katastrofen var en realitet, viste der sig mangler i indsatsen for at hjælpe ofre og pårørende. Det gjaldt også i de rige lande, der havde mange borgere i området, herunder Danmark. Udenrigsministeriet har erkendt, at dets information i første omgang var for dårlig, og at der er brug for et bedre beredskab med mere effektiv koordinering i lignende situationer.

Regeringer i stort set alle lande i samme situation har måttet drage en lignende konklusion efter at have mødt kritik for indsatsen. De seneste dages intense anstrengelser fra både myndigheder og organisationer viser heldigvis, at man har indstillet sig på katastrofens omfang og handler derefter. Det gælder også i Danmark.

Fra hele verden strømmer hjælpen nu ind til de ramte områder. Nutidens tætte mediedækning formidler og forstærker følelsen af et globalt menneskeligt fællesskab over for naturkræfternes hærgen.

Men tsunamien har ikke bare aktiveret det globale fællesskab. Den har også udstillet den globale ulighed. Der er således et skrigende misforhold mellem de mange millioner mennesker, der berøres, og den næsten totale ligegyldighed over for katastrofen på verdens finansmarkeder.

Denne ligegyldighed har ikke noget at gøre med moralske brist hos investorerne. Den skyldes slet og ret den ubarmhjertige kendsgerning, at de fleste af de ramte områder er så fattige, at de er betydningsløse i den større økonomiske sammenhæng.

Fattige mennesker rammes hårdere af sådanne naturkatastrofer, blandt andet fordi boligkvalitet og infrastruktur, herunder varslingssystemer, er så dårlige. Og fattige mennesker lider langt mere under konsekvenserne, fordi de ikke selv har de økonomiske kræfter til at komme ud af elendigheden.

Nødhjælpen strømmer, og det er godt. Men det er afgørende, at hjælpen fortsætter, når de voldsomste følelser har lagt sig og genopbygningen skal sikres. I det hele taget bør tsunamien tages som en dyster påmindelse om vores ansvar for at bekæmpe den globale fattigdom.

En katastrofe som denne ville under alle omstændigheder blive fulgt med opmærksomhed og medfølelse. Men der er ingen tvivl om, at vores engagement er særlig stort, fordi så mange landsmænd er blandt ofrene. Sådan vil det uundgåeligt være, fordi vi har et særligt fællesskab som danskere.

I forfærdelsen over katastrofen blander sig nok hos mange en glæde over, at vi danskere sjældent udsættes for så voldsomme begivenheder. Ikke bare, fordi naturen er anderledes fredelig, men også fordi vi har et fredeligt, rigt og velfungerende samfund. Samfundsansvar, samarbejde og besindig konfliktløsning er afgørende kvaliteter ved dette samfund.

I en ekstrem situation som denne har vi særlig meget brug for disse kvaliteter. Derfor er der stor følsomhed over for tendenser til småligt kævl. Vi skylder ofrene og deres hårdt ramte pårørende at vise sammenhold og værdighed. Vi skylder også os selv det. Vi skulle gerne kunne se os i spejlet som samfund bagefter.

Også på denne front har tingene udviklet sig i den forgangne uge. Oppositionen, dog ikke Det Radikale Venstre, brugte situationen politisk mod regeringen og specielt statsminister Anders Fogh Rasmussen. Den strategi ser man imidlertid ud til at have fortrudt - Socialdemokratiet er begyndt at betone det fælles ansvar.

Formentlig er det nu slut med at føre valgkamp på katastrofen. Meget muligt bliver valget også udskudt.

Det sidste afhænger selvfølgelig af, hvilken valgdato Fogh har haft i hovedet. Men hvis planen var, at udskrive valget tidligt i januar, må en udskydelse på en uge eller to anses for sandsynlig.

De fleste danskere vil nok være enige med Thailands tidligere premierminister og nuværende oppositionspolitiker, den sympatiske Chuan Leekpai, der forleden erklærede: »Dette er hinsides politik.«