Politik med tre fløje

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det tripolære politiske system er den nye virkelighed i mange lande i Europa i dag. Det har jeg allerede beskrevet tidligere på denne plads.

Systemet består, som navnet antyder, af tre politiske poler eller tyngdepunkter. I midten – hvis vi prøver at holde fast i det klassiske politiske koordinatsystem – finder vi de gamle magt- og midterpartier. Til højre findes en række nyere partier, der alle har migration højt på dagsordenen. Ofte også en protest mod den måde, man har forsøgt at gennemføre den grønne omstilling på. Og til venstre den gamle venstrefløj, der i vore dage er allieret med identitetspolitiske bevægelser og islamistiske bevægelse. Her fungerer Palæstina ofte som det samlende symbol.

Den svækkede midte ser man i mange lande. Jeg kan nævne Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Hvor de to gamle magtpartier CDU/CSU og SPD for ikke så mange år siden tilsammen appellerede til 75-80 pct. af vælgerne i Tyskland, er det i dag kun 35-40 pct., der støtter dem.

Midten er blevet svag af mange grunde. Dels gælder det i flere lande, at de gamle magtpartier har været for længe om at tage befolkningens bekymringer om indvandring alvorligt. Dels er der mange steder sket det, at de gamle arbejderpartier har forladt arbejderklassen. I stedet for at koncentrere sig om at skabe gode vilkår for lønmodtagere med jævne indkomster er de begyndt at fokusere på emner, der især optager akademikere: feminisme, identitetspolitik, klima og miljø.

Hvis de gamle magt- og midterpartier ikke vil løse de problemer, som mange mennesker finder vigtige og påtrængende, er det ikke sådan, at vælgerne giver op. De går blot til andre partier, der er mere lydhøre.

Det er sådan, de nye højrepartier er opstået. Fælles for dem er, at de tager bekymringen om immigration, opløsning af det nationale fællesskab og den dybe omstrukturering af erhvervslivet alvorligt.

Endelig er der det nye venstre. En giftig – hvis De spørger mig – blanding af gammeldags venstreorienterethed, moderne identitetspolitik og tilpasning til islamisme.

Det bedste eksempel er La France Insoumise. Her er det lykkedes partiets leder, Jean-Luc Mélenchon, at sammensætte en potent cocktail af modstand mod reformer, krav om højere skatter, endnu flere indrømmelser til identitetspolitikken og en tilpasning til islamistiske dagsordener – herunder en ensidig anti-israelsk linje – som man næppe tidligere har set fra den europæiske venstrefløj.

I alle lande eller organisationer, hvor det tripolære system bider sig fast, står politikerne i et dilemma. Vi kan tage Europa-Parlamentet som eksempel.

Det er i praksis utænkeligt, at én blok opnår flertal alene. Derfor må den største blok tage stilling til, hvem den ønsker at samarbejde med – og hvem den vil fravælge.

I Europa-Parlamentet har det længe været sådan, at centrum-højre-partiet EPP har foretrukket at samarbejde med centrum-venstre-blokken (dog minus det La France Insoumise-dominerede The Left). Dermed har man samtidig fravalgt alle partierne til højre for sig selv.

Hvad fører det til?

Det fører selvsagt til, at de politiske kompromisser kommer til at rumme mange indrømmelser til venstrefløjen. Og at de aftaler, der opnår flertal, samlet set får et udtryk, som mange borgerlige i Danmark ville opfatte som temmelig venstreorienteret.

Det gælder blandt andet kompromisser med vidtgående indrømmelser på den grønne omstilling, indblanding i medlemslandenes social- og arbejdsmarkedspolitik og forsøg på at regulere værdipolitiske spørgsmål som for eksempel ligestilling.

Til gengæld er migrationspolitikken – for nu at være ærlig – kommet til at sejle. I hvert fald frem til og med den forrige valgperiode.

Set fra de gamle magtpartiers synspunkt vil spørgsmålet i et tripolært system ofte være: Hvilken af de to blokke, vi er nødt til at samarbejde med, udgør samlet set det mindste onde?

I mange lande har svaret været, at venstrefløjen udgjorde et mindre onde end højrefløjen. Derfor allierede de gamle magtpartier sig med centrum-venstre og fravalgte højreblokken.

Det er en tankegang, jeg helt generelt – altså hvis vi ser bort fra de enkelte landes særlige forhold – vil advare imod.

I min optik er forskellen ikke først og fremmest, at den ene blok ligger til højre og den anden til venstre. Forskellen er, at højreblokken og midterpartierne fortsat deler den samme civilisatoriske ramme. De er ofte uenige om politikken, men ikke om samfundets grundlæggende institutioner. De prioriterer også i store træk de samme grundlæggende samfundsproblemer, selv om de ofte er uenige om løsningerne.

Hvad angår den moderne venstrefløj, stiller sagen sig anderledes.

På en lang række områder ønsker de moderne venstrefløjspartier ikke blot en anden politik, men et samfund, der er radikalt forskelligt fra det, vi kender.

De ønsker mere indvandring – også fra problemlandene i Stormellemøsten. De ønsker lettere adgang til statsborgerskab for mange af de indvandrere, der allerede opholder sig i Europa. De ønsker en langt mere radikal grøn omstilling og går derfor ofte ind for at opgive forestillingen om økonomisk vækst. De ønsker at opløse det klassiske begreb om køn og erstatte det med intersektionelle og identitetspolitiske fortolkninger. Og de er besatte af Palæstina, som desværre ofte fungerer som et skalkeskjul for islamistiske dagsordener, som den moderne venstrefløj accepterer eller undlader at tage et principielt opgør med.

Det korte af det lange er, at den moderne venstrefløj – hvad enten den siger det højt eller ej – ønsker at erstatte den civilisatoriske ramme, som de europæiske samfund bygger på, med en ny.

En politisk blok med så vidtgående ambitioner kan jeg ganske enkelt ikke se, at det giver mening for centrum-højre at samarbejde med. Hvad mig selv angår, er der knap nok et eneste programpunkt, hvor jeg er enig med den nye venstrefløj.

Den moderne venstrefløj kan efter min opfattelse sammenfattes ved sin oikofobi. Det vil sige ved en grundlæggende mistillid til eller afstandtagen fra de nationale, kulturelle og institutionelle traditioner, som de europæiske samfund bygger på.

Sådan har jeg det ikke.

Jeg elsker Danmark og de vestlige traditioner. Derfor mener jeg ikke, at de skal nedbrydes. Tværtimod. De skal styrkes og beskyttes mod enhver form for politisk underminering.