Vi taler om børn, som om de er et problem
Det er dybt frustrerende – og bekymrende, at flere og flere betragter børn som noget, vi skal kontrollere. Engang sagde man, at børn skal ses, ikke høres. Der skulle vi nødig ende igen. Vi skal opdrage og støtte vores børn – ja, men kontrollere dem fuldstændig kan vi ikke.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
»Uopdragen,« vrissede en forbipasserende dame på Ahlgade af mit barn – eller måske nærmere af mig, faktisk.
Et af mine børn svingede på en barre uden for en forretning og havde temmelig svært ved at løsrive sig fra legen. Jeg sagde: »Så, søde børn, vi skal videre.« Ingen reagerede. I samme øjeblik kom den forbipasserende og vrissede sit »uopdragen«. Jeg blev helt stum. Hvad bildte en fremmed sig ind?
»Mor, hvad sagde hun til os?« ville børnene vide, der aldeles ikke er uopdragne – tværtimod faktisk – men bare børn, der svingede på en barre. Som børn altid har gjort.
Men der findes altså mennesker, der egentlig helst ønsker børn ude af det offentlige rum, som også Ida Werner Larsen forleden skrev i et ikke så lidt unuanceret opstød i JP.
Jeg blev så træt, da jeg læste det, for debatten om børn i det offentlige rum, i busser, på bænke, på restauranter, på toiletter, på barrer på Ahlgade og alle mulige andre steder er, som også familievejleder Lola Jensen udtaler, kørt fuldstændig af sporet. Der bliver pisket en stemning op, som om børn er et samfundsproblem, der hærger det offentlige rum, og som forældrene helst skal holde derhjemme.
Ja, det er belastende, hvis forældre ikke formår at sætte rammer for deres børn, der smører mayonnaise ud på togsæderne og leger fangeleg op og ned ad kirkegulvet under en gudstjeneste.
Og ja, børn skal have grænser og lære at opføre sig ordentligt. Men det er de færreste børn og deres forældre, der mangler så meget pli, som der bliver beskrevet. Det er bare en nem debat at sætte ild til, nemme argumenter at sætte på spidsen – måske især hvis man ikke selv har småbørn.
Jeg kunne for eksempel ikke lade være med at opholde mig ved Ida Marie Werner Larsens udfald mod forældre, der »ikke ønsker at sætte grænser for sit barn eller tage ansvar for den adfærd, barnet har i vores fælles rum blandt andre mennesker, så må konsekvensen være, at man lader være med at tage barnet med«, og at man møder den mangel på hensyn »i den offentlige transport, på restauranter og andre steder, hvor mennesker opholder sig sammen, og hvor man ofte også har betalt for en oplevelse«.
Bare lige: Ofte har man jo også betalt for børnene, men lad det nu være. Pointen eller problemet er, at der bliver skelnet mellem »det fælles rum blandt andre mennesker« og så »børnene«. Børnene er altså også en del af det fælles rum. Vi lever gudskelov ikke længere i en tidsalder, hvor børn skal ses, men ikke høres – børn skal have lov at være med. Og forældre skal have lov at have deres børn med, der, hvor de voksne er – børn er små mennesker i samme verden som os voksne.
Men børn er anderledes end voksne, for med børn følger også det ukontrollerbare. Og dét, der forstemmer mig ved denne debat, er, at den måde, vi taler om børnene på, afspejler sig i den lave fødselsrate. Hvis man som selvvalgt barnløs eller med stor ængstelighed er i færd med at overveje, hvorvidt man skal have børn, så mister man den sidste lyst til småfolk, når man læser den unge borgerlige debattørs indlæg om de belastende børn. Fordi man får opfattelsen af, at børn er små terrorister – og ikke mindst efterlader kommentaren én med fornemmelsen af, at man skal bevæge sig i det offentlige rum med tilbageholdt åndedræt, hvis man får den skøre idé at tage sine børn med.
Forleden bragte Frankfurter Allgemeine en artikel med overskriften ”Tyskland behandler sin tilvækst som en belastning”, hvor det netop handlede om de børn, alle politikere skriger op om, at vi mangler, for at samfundets generationskontrakt kan hænge sammen, samtidig bliver betragtet som en belastning. Det er jo helt vildt paradoksalt.
At være ”børnefri” er også et udtryk, vi kender fra den danske debat – enten om folk, der har valgt ikke at få børn – eller fordi man har ”børnefri” (børnene passes), og man kan gøre, hvad man vil. Men som Frankfurter Allgemeine rigtigt påpeger, så betegner ”fri” normalt noget, man betragter som en belastning – noget, man gerne vil af med. Den, der ikke grubler, er sorgløs. Den, der ikke ryger, er nikotinfri. Og den, der har afbetalt sit lån, er skyldfri. Og som den tyske avis skriver, tiljublede man i 1933 over det nationalsocialistiske udtryk ”judenfrei” – jødefri.
Jeg er bekymret over det paradoksale samfund, vi er ved at skabe, hvor børn enten er en eksistentiel byrde (ligesom ”ældrebyrden”) eller noget, mange ønsker sig, men ikke kan få. Det er et ret kedeligt offentligt rum uden børn – men det er et rum, der er kontrollerbart.
Jeg tror i virkeligheden, det er kontrollen og tabet af samme, det handler om. For børn er ukontrollerbare – børn er emotionelle. Og når man får børn, fødes også ukontrollerbare emotioner hos én som forælder – og man konfronteres med afmagt over alt det, man ikke kan være for sine børn – alt det, man ikke kan skåne dem for. At man ikke kan hente himlen ned til dem, ikke kan være med barnet alle dage og alle steder. Med at blive forælder følger en skyld, fordi helt fra de små er spæde, træffer man beslutninger – i håb om at det er de rigtige beslutninger for barnet. Men uden at vide det. At få børn er det absolutte kontroltab – et kontroltab, også vores kontrollerbare samfund har svært ved at rumme. Vi kan styre så meget på plads – i håb om at blive lykkelige.
Vi styrter alle sammen rundt og længes efter livets fylde. Eller at opleve øjeblikke af livets fylde. Det oplever vi bare kun dér, hvor det kontrollerbare bliver brudt. Og det gør det med den kærlighed, der kommer fra evigheden – og det gør det med børn, der svinger sig lystigt og livsglad i en barre ved bageren. Men vores indre ængstelige stemme akkompagneret af samfundets kontrolsyge hvæsen prøver at afholde os fra det.