Europa kan leve med færre forventninger til USA. Spørgsmålet er, om USA kan leve med færre forventninger fra Europa
I sidste ende er det ikke ideologiske forskelle, der rykker USA og Europa fra hinanden. Det er manglende tillid – til USA.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Donald Trump spiller 4D-skak. Det er bare dig, der er for indskrænket til at se det.
Sådan var det forholdsvis almindeligt at udtale sig for et års tid siden.
Jo længere vi er kommet ind i Trumps embedsperiode, jo færre forekommer der at være tilbage, som mener, at Trump er for sofistikeret til, at almindelige mennesker kan erkende det.
Hvis Donald Trump virkelig var den geniale 4D-skakspiller, nogle engang troede, ville det være nærliggende at antage, at han for det første leverede på sine valgløfter, og at han for det andet lagde fundamentet til et stærkere og rigere USA.
Trump gik blandt andet til valg på ikke at starte krige og på at gøre det billigere at være amerikaner. På ingen af disse kriterier har han leveret.
USA er i skrivende stund involveret i en kompliceret krig mod Iran. Kompliceret, fordi det er svært at se en afslutning, hvor USA står stærkere end før krigen. Samtidig er leveomkostningerne for hr. og fru Amerika blevet større. Først og fremmest fordi udgifterne til told i vidt omfang overvæltes på forbrugerne, og fordi prisen på energi er vedvarende høj.
Bemærk, at dette i altovervejende grad skyldes den politik, Trump-administrationen selv har valgt at føre. Alt tyder på, at vælgerne politisk vil afregne med Trump-administrationen ved midtvejsvalgene i november i år.
Men de langsigtede konsekvenser er sandsynligvis mere alvorlige end et midtvejsvalg, hvor midtervælgerne sætter foden ned over for Maga-republikanerne.
Det centrale problem er ikke ideologiske forskelle. Det er tillid.
Set med danske øjne er det mest ødelæggende for tilliden til USA, at Trump-administrationen har truet med at erobre en del af kongeriget. Det kommer tæt på en krigserklæring. Derfor er det ikke mærkeligt, at Danmark er et af de lande i verden, hvor borgerne har mindst tillid til USA.
Et andet land, hvor tilliden til USA er meget lav, er Canada. Her er grunden den samme: vedvarende trusler om at annektere landet som USA’s 51. stat.
Disse tillidsødelæggende politikker bidrager til at svække tilliden til USA i resten af Europa. Dertil kommer, at Donald Trump og kredsen omkring ham gentagne gange har optrådt på måder, der falder sammen med russiske interesser. Det mest tydelige er administrationens håndtering af Ruslands krig mod Ukraine, hvor årsag og virkning vendes på hovedet, og hvor amerikanske fredsudspil ofte fremstår som bemærkelsesværdigt tæt på Moskvas positioner.
Men helt generelt er det ødelæggende for den europæiske tillid til USA, at man ikke længere kan regne med, at en aftale med den amerikanske præsident faktisk er en aftale. Hvad enten det gælder toldsatser eller USA’s forhold til Nato, får man ét svar den ene uge – og det stik modsatte den næste.
I sidste ende er det ikke ideologiske forskelle, der rykker USA og Europa fra hinanden. Det er noget mere basalt: Hvis man ikke kan have tillid til sin samarbejdspartner, vil det rationelle træk være at reducere afhængigheden.
I sidste ende bliver det altså Donald Trumps manglende evne til at skabe og vedligeholde tillid, der splitter den gamle alliance mellem Europa og USA ad.
Hvordan ser fremtiden ud i en ikke-tillidsbaseret relation mellem USA og Europa?
På overfladen behøver den ikke at være dramatisk anderledes end den gamle relation. Men udtrykt med et billede vil alle transaktioner i stigende grad blive enkeltstående og baseret på kontant forudbetaling.
Europa vil gerne stille kapaciteter af enhver art til rådighed for USA – men kun hvis det er aftalt på forhånd, og hvis der foreligger en klar forståelse af modydelsen.
Europa vil ikke længere blive skuffet over USA – fordi Europa vil holde op med at forvente noget.
Vil det svække USA globalt? Selvfølgelig.
Trump-regeringen har travlt med at sige, at de amerikanske baser i Europa ikke betyder noget. Men hvis de ikke betyder noget – hvorfor er den amerikanske regering så ærgerlig over ikke at kunne trække på dem? Det hænger ikke sammen rent logisk.
Trump-regeringen har også travlt med at sige, at europæisk opbakning til USA’s udenrigspolitik ikke betyder noget. Men igen: Hvis den ikke betyder noget – hvorfor så blive forbandet over at mangle den? Stadig ingen logisk sammenhæng.
De lave forventninger vil i sig selv betyde, at Europa forpligter sig mindre over for USA. Køber mindre og træffer færre beslutninger, der er så store, at USA har indflydelse på dem.
Europa kan leve med færre forventninger til USA. Spørgsmålet er, om USA kan leve med færre forventninger fra Europa.