Hormuz er lukket, men i sidste ende er det iranerne, der er spærret inde

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvad nu, hvis Trump godt vidste, at det iranske regime ville lukke Hormuzstrædet?

Faktisk er det svært at forestille sig, at han ikke vidste det. Men han havde formodentlig regnet med at indsætte en marionet i den iranske top, eller at folket ville vælte regimet, så strædet aldrig var blevet blokeret. Det skete ikke. Meget langtfra.

Den dræbte ayatollahs søn blev næste tyran i rækken, en mand, der mistede sin nærmeste familie til Trumps og Netanyahus præcisionsangreb, hvorfor en åbning af Hormuzstrædet har meget lange udsigter.

Iran udskiber naturligvis fortsat olie til Kina og andre skumle importører, og spørgsmålet er, i hvor høj grad blokaden egentlig påvirker iransk økonomi, især med tanke på, at de strandede skibe i strædet skyder oliepriserne i vejret.

Trump forsøger fortsat at bombe regimet til at rette ind, men det er som at puste til ilden og medfører tilsyneladende bare endnu mere desperate modangreb fra Iran på sine olierige naboer.

Det ser ikke godt ud. Der skal handles. Og man kan lige så godt handle nu som om en måned, når energikrisen for alvor sætter ind. Der venter en stor opgave i at beskytte olietransporten og få renset ud i de iranske militser, der ivrigt affyrer raketter fra strædets kyststrækninger.

Trump har ingen ret til at kræve vores støtte efter at have udvist en historisk arrogance over Europa, siden han satte sig i præsidentstolen, men vi er nødt til at få passage i Hormuzstrædet igen, før situationen løber løbsk.

Imens nyder Rusland godt af de høje energipriser og kan finansiere sin krig mod Ukraine. Imens opbruger USA sine våbenlagre, som kunne bruges til at forsvare Ukraine.

Imens kan Kinas Xi Jinping muntre sig over en stadig mere presset Trump. Faktisk er der kun én vinder i det her spil – Israel. Landet er nu den dominerende militærmagt i Mellemøsten, man har tilføjet den iranske ærkefjende et skæbnesvangert stød og kan ikke mindst kvittere for terrorangrebet 7. oktober, der næppe havde været muligt uden præstestyret som bloddryppende sponsor.

Kritiske stemmer hævder, at Netanyahu har manipuleret Trump til at bombe Iran, det finder vi nok aldrig ud af, mere interessant er det, at mens folkestemningen i USA generelt er imod Irankrigen, så støtter et flertal af republikanerne angrebet, mest markant Maga-bevægelsen, på trods af løfterne om en national America First-linje.

Man var også begejstret for lynindsatsen i Venezuela, og det er heller ikke svært at forestille sig, at de riffelglade Maga-mennesker nyder at se verdens stærkeste militær i overlegen aktion.

En stribe lande melder sig klar til at beskytte Hormuzstrædet, primært Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Japan. Det bliver ikke kønt.

Irans Revolutionsgarde tæller over 250.000 kampklare soldater, der har alt at miste, intet at vinde. Hvordan man overhovedet vil løse problemet uden tropper på jorden, er vanskeligt at se, og mens internationale styrker skal kæmpe for benzinpriserne, så slås de iranske soldater for deres overlevelse.

De elendige eventyr i Irak, Afghanistan og Libyen lurer, og man må igen sige, at det hele kunne være undgået, hvis Donald Trump ikke havde buldret amok, hvis amerikanerne ikke havde valgt en ustyrlig præsident, hvis USA ikke var på vej i en rystende retning.

De utaknemmelige allierede i Europa burde takke Amerika, ifølge krigsminister Pete Hegseth.

Well, verden er bestemt et bedre sted uden det iranske regime, problemet er bare, at regimet stadig sidder hårdt på magten. Det iranske folks modstand er beundringsværdig ud over alle grænser, men det er en lang og blodig kamp, når modstanderen er et omfattende militærdiktatur.

Regimeskiftet i Syrien lykkedes i høj grad, fordi den nationale hær var ødelagt og udmattet efter flere års borgerkrig, det samme kan ikke siges om Revolutionsgarden, der næppe har været mere motiveret for at fastholde grebet om det iranske folk.

Titusinder af unge mennesker blev dræbt under demonstrationerne mod styret i starten af året.

Jeg kender flere herboende iranere med familie i landet, og de er enten meget forsigtige med deres håb og drømme for Iran eller ekstatisk optimistiske på vegne af deres landsmænd.

Man forstår begge positioner, frygten for at blive fælt skuffet og den berusende tanke om mange millioner frihedselskende iranere og deres flammende kamp for at bestemme over deres eget liv. Før eller siden skal det nok lykkes. Et så drakonisk diktatur består ikke.

Sandheden er, at folk er trætte af frihed, sagde Mussolini. Han var bindegal. Selv mullaherne i Iran vil have frihed, forstået som manøvrerum til at gøre, hvad der passer dem.

Den tidligere leder Ali Khamenei var mangemillionær, og hvis storayatollahen prædikede islamisk sparsommelighed og zakat, så blev det ved de flotte vendinger. Således intet nyt i kataloget over ypperstepræster og islamiske ledere, der i reglen kan reduceres til simple slyngler.

Det iranske folk fortjener vores støtte. Det iranske folk fortjener verdens øjne og opmærksomhed. At få ryddet op i Hormuzstrædet er en start.

Det bliver ingen smal sag at sikre transporten af supertankere fyldt med brandbart materiale, men vi har intet valg – af hensyn til verdensøkonomien, af hensyn til iranerne, der ikke må blive glemt i spektaklet over blokaden.