Her er den: Selsings kæmpestore, borgerlige valgguide

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg kan ikke fordrage valgkampe. Når man som jeg interesserer sig brændende for vores samfund og kultur, er en valgkamp som at opholde sig i et mørkt rum i to uger med en hjernerystelse. Al livskraft og intellektuel spændstighed bliver suget ud af den offentlige samtale og efterlader en tom betonbygning med slogan-graffiti på facaden.

Men vi skal jo stemme alligevel, og jeg er langsomt kommet til den erkendelse, at det vigtigste ved valget er at tage stilling. Respektere magten i den »kvalfuldeste folkeregering«, som vores største filosof engang kaldte demokratiet, ved at sætte os ind i det.

Derfor kommer her min borgerlige valgguide. For en god ordens skyld: Jeg betragter ikke Moderaterne som et borgerligt parti. Faktisk gør det mig trist på fædrelandets vegne, at det er lykkedes et sådant rent magtparti at opstå. Mekanikken er, at almindelige, fornuftige mennesker, der ikke følger med i politik, har en ufortjent tillid til Løkke, fordi han er tidligere statsminister og kendt fra tv. Når nullernes historie skal skrives, vil Lars Løkke blive symbolet på den åndløse teknokratisme, der stille og roligt gjorde Danmark til et dårligere land.

Nordjyllands storkreds: Min store fordom (og erfaring) om Nordjylland er, at de ikke lukker fremmede ind. Alt syd for Limfjorden er København for at nu at overdrive mildt.

Måske var min fordom sand engang, men at dømme efter kandidaterne er det ikke tilfældet længere. Venstre stiller med Marie Bjerre, der stammer fra Nordsjælland (Viborg), og Torsten Schack Pedersen, der oplyser på sin hjemmeside, at han er født i Farsø og opvokset i Thisted og er »Nordjyllands stemme«.

Så står der også noget om, at Mors er Danmarks skaldyrshovedstad, noget om Hanstholm Havn og et stærkere Thy.

Der mangler noget, Torsten: Du bor i Sorø! Og har vist ikke reelt boet i Nordjylland siden 1996.

Det synes jeg ikke fremgår af hjemmesiden? Kender i øvrigt både Marie og Torsten fra min ungdom, og de er begge søde og rare mennesker.

Nå ja, men Dansk Folkeparti stiller med Anders Vistisen, og han er overhovedet ikke fra Nordjylland. Vokset op i Vridsted og bor i Vridsted. Respekt for det i øvrigt. Vistisen er en modig, reel og begavet politiker og en sikker stemme.

Da jeg for 10 år siden var medvært på et program på Radio24syv, forsøgte min hustru temmelig aggressivt at få Inger Støjberg med. På Folkemødet lykkedes det hende at fange Støjberg på et dametoilet – og hun sagde faktisk ja til at medvirke.

Spindoktor Mark Thorsen havde dog lugtet lunten og sagde efterfølgende nej på sin chefs vegne. Vores formål var da også at udstille Støjbergs uhæmmede populisme. Skinger retorik, men blid som et lam i den konkrete politik. Danmarksdemokraterne er bygget på samme gustne fundament.

Tilsyneladende kan hun leve evigt på det martyrium, som Folketinget gav hende. Den dom var en historisk uretfærdighed, som Folketinget stadig ikke har erkendt sit ansvar for, men derfor er Danmarksdemokraterne stadig et parti uden nogen som helst ambitioner for Danmark.

Jeg kan ikke se, hvordan man kan stemme på det. Derfor kommer jeg heller ikke til at nævne deres kandidater.

Kender absolut ingen af de konservative kandidater, så de er velsagtens alle sammen stillet op alene, fordi de er lokale.

Solbjørg Jakobsen stiller op for Liberal Alliance, og der er noget kraftfuldt og alligevel udogmatisk over hende. Solbjørg er den eneste anden kandidat, der er værd at stemme på i Nordjylland, men Vistisen tager en sikker førsteplads.

Københavns storkreds:

Liberal Alliance stiller med A-kæden her. Ole Birk Olesen er spidskandidat, og den fortabte datter Merete Riisager er nu tilbage på stemmesedlen, men denne gang i København. Derudover stiller de med partiets måske største talent Mads Strange, der nok desværre bliver klemt i den kamp. Ole bliver mere og mere fornuftig med alderen.

På hans busreklamer står der »både frihed og grænser«, og det er jo en 50 pct. forbedring fra udgangspunktet. Strange er som sagt et stort talent, men lad mig alligevel pege på Riisager. Hvis vi skal redde Danmark, skal vi også redde vores uddannelser, som er blevet smadret af både politikere og tidsånden.

Faktisk er jeg rystet over niveauet i både grundskolen og gymnasiet, og det virker som en umulig kamp mod projektuger og tværfaglighed. Riisager er én af de eneste politikere i Danmark, der måske kan gøre skolen en lille smule mindre håbløs.

Hos De Konservative stiller Nikolaj Bøgh op for fjerde, eller er det femte gang? Han er en måske lidt for forsigtig konservativ meningsmager, der ikke desto mindre forfølger nogle af de kulturelle dagsordener, som andre glemmer. Hvis der var retfærdighed til, var han kommet i Folketinget for længst.

Der er også en ung mand ved navn Anders Storgaard, som af alle spørgsmål har gjort kampen mod Kina til sit livsprojekt. Lidt ærgerligt for ham, at den frie verdens nye leder, den canadiske statsminister, Mark Carney, netop har holdt en brandtale til fordel for samarbejde med kineserne.

Dansk Folkeparti stiller med den 62-årige (velklædte) iværksætter og far til syv børn Allan Feldt. Det er ham, der er manden bag Aqua d’Or og derfor mangemillionær, og det burde være en stor historie, at sådan én som ham vælger at stille op for Dansk Folkeparti. Han er en oplagt stemme.

I Venstre er Jan E. Jørgensens mandat stærkt truet af vestjyden Linea Søgaard-Lidell. Jan er Venstres eneste autentiske københavner, men da autentiske københavnere ikke stemmer på Venstre, ser det sort ud for ham. Man skal ikke stemme på nogen af dem.

Det er et tæt opløb mellem Merete Riisager, Nikolaj Bøgh og Allan Feldt. Hvis det bliver endnu en uge, hvor mine børn har set film i stedet for at modtage undervisning, går min stemme til Riisager.

Vestjyllands storkreds

De Konservative stiller med den tidligere kristendemokrat Marianne Karlsmose. Jeg er kristen, men jeg forstår ikke det her.

Jeg kender ingen af Liberal Alliances kandidater og måtte simpelthen slå op, hvem der vandt kredsen sidst. Det gjorde en Carsten Bach, som jeg simpelthen aldrig har hørt om. På sin hjemmeside skriver han, at han er liberal, fordi han gerne vil have mere frihed, og det er jo ikke vildt informativt.

Moderaterne stiller Morten E.G.J. Brautsch, som jeg kendte i mine unge dage som en underspillet, men utrolig kompetent personlighed. Vi har ikke talt sammen i mere end 10 år, men jeg har et spørgsmål: Hvad i alverden laver du i Moderaterne, Morten?

Lone Langballe stiller op for Dansk Folkeparti, og som navnet indikerer, er hun en del af den næsten-adelige langballeske slægt. Godt nok giftet ind i den, men det er da også noget. Hun går vist mest op i sygehuse, og det er ét af de emner, jeg egentlig hellere vil overlade til teknokrater.

Venstre stiller med Søren Gade, som bestemt er én af de mest fornuftige i det parti, men der er alligevel noget ligegyldigt over Venstre i disse år. Det er mere end 20 år siden, at EyeQ vandt ”Popstars” på TV 2, men nu kaster det endelig noget af sig i form af folketingskandidat Trine Jepsen. Det var min bedre halvdel, der gjorde mig opmærksom på popstjernens kandidatur, og jeg kvitterede med at synge nogle strofer fra ”The World Outside My Door”, som åbenbart sad fast i mit sind.

Øhm, så hvem skal man egentlig stemme på i Vestjylland? Jeg må simpelthen trække i land og indrømme, at Danmarksdemokraterne har den bedste kandidat i form af Mads Fuglede. Han har altid været fornuftig og har i de seneste år kæmpet en kamp med nogle lokale politikere, der vil lave Vestjylland om til et solcelle-Mordor. Respekt for det.

Er glad for, at jeg ikke bor i Vestjylland og bliver nødt til at stemme på Danmarksdemokraterne.

Københavns omegns storkreds

De Konservative stiller med partiets stortalent Christian Vigilius, der er en ung sympatisk og højtbegavet fyr. Ham har partiet tydeligvis også fået øje på og derfor givet ham en god kreds. Tænk, hvis der alligevel er en fremtid for De Konservative? Vi skal vel tilbage til Poul Møller (Per Stigs far), før vi sidst havde en helstøbt konservativ politiker.

Hos Venstre stiller den tidligere radikale politiker Marie Brixtofte op, og det siger jo desværre noget utroligt trist om Venstre, at de er i stand til at tiltrække hende.

Dansk Folkeparti stiller her med den uforlignelige Mikkel Bjørn Sørensen. Jeg har ladet mig fortælle, at da han var til debat på Øregaard Gymnasium i Hellerup, fik han de største bifald. Her taler vi om det gymnasium, hvor både kong Frederik og prins Joachim blev studenter fra. Det er nye tider, vi lever i.

Liberal Alliances spidskandidat er en Freja Brandhøj, der vil have »mennesker før systemet«, og det er simpelthen for svagt og fortærsket. Én eller anden dag kunne jeg godt tænke mig, at nogen forklarede det saglige indhold af det slidte budskab. Ikke engang Enhedslisten vil have »systemet før mennesket«.

Her kan man trygt stemme på enten Christian Vigilius eller Mikkel Bjørn Sørensen, der begge er fantastiske kandidater.

Østjyllands storkreds

Lars Boje stiller op her, men jeg kan simpelthen ikke se pointen med Borgernes Parti. Det er en fusion af Liberal Alliances kliché med »mennesket før systemet« og Inger Støjbergs kliché med politikerne som nogle andre end hende selv. Historien om Moderaterne er alene, at ingen vil have Lars Løkke, og derfor var han tvunget til at stifte sit eget parti.

Der var heller ingen, der ville have Lars Boje, og derfor fik vi andre Borgernes Parti. Det eneste positive, der er at sige om partiet, er, at det giver stemme til et overset og forhånet prækariat af vrede, borgerlige mænd. Der burde være en plads til dem i de andre borgerlige partier.

Mona Juul gør det egentlig på mange måder væsentligt bedre end Søren Pape, men det er stadig svært at finde en god grund til at stemme på De Konservative. De mener lidt af hvert af, hvad de andre borgerlige partier mener, men bare lidt mindre. Hvorfor?

Liberal Alliance stiller både med Alex Vanopslagh og Chris Hvidberg, som mange vil kende fra Jyllands-Postens spalter. Chris har dog hverken hjemmeside eller mærkesager, og det er alligevel for mærkeligt.

Med Vanopslagh i spidsen for Liberal Alliance er det svært at opdrive nogen grund til at stemme på Venstre. Han mener grundlæggende alt det, som Venstre burde mene, mens Venstre ikke reelt mener noget. Siden Poul Hartling overtog formandsposten i 1965, har Venstre ikke handlet om andet end at få magten. Partiet Højre valgte at nedlægge sig selv. Her er måske noget at blive inspireret af?

Ikke at man skal stemme på Moderaterne, men det er interessant, at de har valgt at opstille forskningsminister Christina Egelund og chefmobber Caroline Stage i samme kreds. Hvorfor stiller Egelund ikke op i Nordjylland, hvor hun er kendt fra Jambo Feriepark? Der ligger fantastiske mængder intriger begravet her, og jeg vil gerne købe bogen om det, når den udkommer.

Dansk Folkeparti stiller med en vaskeægte arbejder, nemlig Nick Zimmermann. Han er mest kendt for nogle lidt besynderlige angreb på socialdemokraternes Frederik Vad, og det er altså det forkerte fjendebillede. Så hellere gå efter nogen fra Venstre.

Hvis jeg boede i Østjyllands Storkreds, ville jeg måske overveje at høre en episode af ”Literature and History Podcast” i stedet. Den kan i hvert fald anbefales! Ej, stem på Alex Vanopslagh! Der er alt muligt godt at sige om ham, og den moralsk opbyggelige kulturændring, han har skabt blandt især unge mænd, er decideret enestående. Vidste I, at unge mænd trives i disse år, mens unge kvinder har det forfærdeligt? Det er forskellen på Vanopslagh og feminisme.

Nordsjællands storkreds

Liberal Alliance har opstillet en kendt debattør Christopher Arzrouni. Jeg kender ham nu bedst fra dengang, han var min chef for 20 år siden. På det tidspunkt var han kendt som en slags mørkets fyrste, der i dybeste hemmelighed skrev Anders Foghs nytårstaler, og dengang var det små-suspekt at være liberal.

Vi har ikke talt sammen længe, og han er sikkert skuffet over, at jeg forlod dogmatikken. Jeg håber, at han sammen med Ole Birk er nået frem til en mere nuanceret liberalisme. Jeg så i hvert fald et kort klip på Facebook, hvor Arzrouni gjorde sig til talsmand for sindelagskontrol, og det er jo gode takter.

De Konservatives kandidat, Mette Abildgaard, kunne lige så godt være medlem af Venstre, Moderaterne eller Det Radikale Venstre. Og pudsigt nok stiller netop Venstre den tidligere konservative kandidat Katarina Ammitzbøll op. Eller skulle man sige tidligere Moderaterne?

Ammitzbøll har nemlig inden for en periode på blot halvandet år formået at være medlem af alle de tre partier. I virkeligheden er hun nok radikal, men der er så mange radikale partier nu om dage, at man godt kan forstå forvirringen.

Mette Thiesen stiller op for Dansk Folkeparti, og hun er på mange måder en beundringsværdig person. Lad mig dog også fremhæve en anden af partiets kandidater, nemlig geologen Ulla Kokfelt, der ligesom Thiesen først var aktiv i Nye Borgerlige. En kompetent og samvittighedsdrevet politiker, der har fortjent en stemme. Begge er sikre valg.

Sydjyllands storkreds

Steffen Larsen fra Liberal Alliance har gjort det forrygende som udogmatisk integrationsordfører. Han har altid været fornuftig, men lidt ligesom Joachim B. Olsen bliver han hele tiden dygtigere og har det seneste års tid gjort det decideret fremragende. Eneste minus er, at han risikerer at trække Carl Andersen med ind, som jeg primært kender, fordi det lykkedes ham at få skandaliseret en ung kvinde fra et andet parti. Usselt.

De Konservatives Frederik Bloch Münster har noget polemisk schwung over sig og er klart den stærkeste af de nuværende folketingsmedlemmer. Jeg mindes dog ikke, at han har sagt noget, de ikke lige så godt kunne have sagt i Liberal Alliance. Det er stadig mærkeligt, at der i en konservativ tid er så få konservative holdninger i Det Konservative Folkeparti.

Dansk Folkeparti stiller med ægteparret Peter Kofod og Josephine Alstrup Kofod. Jeg har noget indbygget sympati for ægtefolk, der kæmper samme kamp, men jeg savner noget livskraft hos Peter. Han er bestemt blevet bedre i det nye Dansk Folkeparti, men jeg savner stadig noget vilje til at gøre en reel forskel.

Stephanie Lose fra Venstre lærte jeg at kende for to årtier siden. Dengang var hun ikke kedelig, men det er hun nu. Hun tilhører dog den del af Venstre, der ikke er på nippet til at fusionere med De Radikale, og det er vel også noget. Men først og fremmest skylder vi hende alle tak for at være den politiker, der nakkede Lars Løkke.

»Mayonnaisen er ude af tuben,« som hun elegant erklærede, da han desperat forsøgte at lukke diskussionen om et nyt formandskab. Mayonnaise-metaforen var en iskold henvisning til dengang, Løkke forsøgte at lukke regionerne, hvor Lose har været formand. Der er noget shakespearesk retfærdighed over det forløb.

Måske skal man overveje den bedre halvdel af Kofod-parret, men jeg kender hende ikke. Min stemme ville nok gå til Steffen Larsen.

Fyns storkreds

Dansk Folkeparti stiller heldigvis med Alex Ahrendtsen, der stadig er en fantastisk kulturpolitiker. Talte dog på et tidspunkt med ham om min store interesse for den sjællandske biskop 1864-1884, Hans Lassen Martensen. Han mente, at det var alt for tørt og usexet. Troede ellers, jeg havde en åndsfælle! Kom ikke og sig, at Ahrendtsen er ufolkelig! Derover stiller den lovende Tobias Weische op, så mandat nummer to bliver brugt godt.

Det er ret utroligt, hvad der sker i Venstre, men de har simpelthen stillet Sofie Mosgaard op. Hun er kendt som yderligtgående woke og befinder sig kulturelt set et sted omkring Enhedslistens venstrefløj. Så måske er det alligevel ikke en fusion med De Radikale, men længere ud, vi skal?

Det er desværre for uspændende med De Konservatives kandidater.

Liberal Alliance stiller med tidligere grandprix-sangerinde Katrine Daugaard, der har gjort det OK, men ikke reelt formået at flytte nogen dagsordener. De stiller også med den unge Malte Jäger, der er kerneborgerlig. Det er interessant, at så mange af den slags lovende unge mænd vælger Liberal Alliance.

På trods af Ahrendtsens hårde ord om mit forbillede fra 1800-tallet må stemmen her entydigt gå til ham.

Sjællands storkreds

Tak til Det Konservative Folkeparti for at give Marcus Knuth den rigtige opstillingskreds. Han kommer til at vælte tilbage ind i Folketinget. Desværre tror jeg, at opstillingen er en belønning for ikke at have sagt noget som helst sprælsk de sidste mange år. Håber, han finder modet tilbage, men jeg ville nok ikke turde satse på det.

Pernille Vermund er nu opstillet for Liberal Alliance og er blevet belønnet med et spidskandidatur i landets største og sikreste kreds. Hun har heller ikke sagt noget spændende siden sit skifte og lyder faktisk på mange måder som Lars Boje, der dog også har modereret sig selv.

Ironisk nok indledte han sin karriere i netop Liberal Alliance, men havde også ”samarbejdsvanskeligheder” dengang. Det siger vel noget godt om Liberal Alliance, at de har plads til Vermund, men det hele har en smag af professionel politikerisme.

Venstre stiller med hele to tidligere radikale politikere, nemlig Christian Friis Bach og Rasmus Hylleberg. Det er jo oprindeligt husmændene, der forlod moderpartiet, og eftersom der ikke er flere af dem tilbage, er det vel passende, at de to partier fusionerer igen. Jovist er der også mere fornuftige politikere som Morten Dahlin, der også er opstillet her. Han ville passe perfekt i Liberal Alliance.

Dansk Folkeparti har valgt at opstille Morten Messerschmidt her. De seneste år har han gjort det enestående godt, og på grund af ham bør man ret beset overveje en listestemme på Dansk Folkeparti, uanset hvor i landet man bor.

Danmark burde have en regering bestående af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance og måske med De Konservative. Morten trækker måske endnu en kandidat ind, og her er to fantastiske muligheder i Malte Larsen og Michael Pihl.

Afslutningsvis: Jeg ved godt, at jeg har skuffet mange med min valgguide. For hvor blev alle de sædvanlige perfiditeter af? Her må jeg bekende, at jeg prøver at blive et bedre menneske, og det går desværre ud over mine teksters underholdningsværdi.