Vi har brug for åndelig oprustning, fordi vi er blevet åndeligt afrustede
Vi har brug for åndelig oprustning for at genskabe vores forsvarsvilje, for de seneste mange år har vi gradvist glemt, hvad det vil sige at være dansk. Og uden at vi holder af det danske, så bliver det svært at forsvare landet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Åndelig oprustning er et udtryk, der fylder noget i tiden, og nogen slår sig lidt på det. Enten på grund af rygmarvspacifiscme, hvor de instinktivt tager afstand fra al form for oprustning – fysisk eller åndelig – eller fordi de oplever, at man med begrebet instrumentaliserer kultur og danskhed til at skabe forsvarsvilje.
Men hvad nu, hvis den åndelige oprustning simpelthen bare minder os om noget, vi helst skulle kunne huske, men ser ud til at have glemt?
I begrebet åndelig oprustning ligger der ganske rigtigt en større bevidsthed om vores fælles værdier, kultur og historie. Om alt det, vi som danskere står på skuldrene af, og som til syvende og sidst er med til at definere os som et folk. Men det er ingen dårlig ting at blive mindet om, tværtimod. Og åndelig oprustning er i grunden synonym med almen dannelse. Eller folkeoplysning, som har været en vigtig dansk værdi og prioritet gennem masser af år.
For der er ingen tvivl om, at vi er blevet åndeligt afrustede gennem de seneste årtier. Uden at nogen egentlig aktivt har besluttet det, er viden om danmarkshistorien, om dansk litteratur, kunst, arkitektur, kristendom og meget andet efter alt at dømme skrumpet betydeligt ind hos mange danskere.
Undersøgelser af folkeskoleelevers historiske paratviden viser tydeligt, at den er temmelig hullet, for ikke at sige stærkt mangelfuld og forvirret, og fra dansklærere – selv på universiteterne – der forlyder det, at det kan være særdeles vanskeligt at få studerende til at læse danske klassikere.
Præster kan ofte fortælle om meget grundlæggende ting i kristendommen, som konfirmander synes lykkeligt uvidende om. Vi besidder simpelthen ikke den viden om vores fælles rødder, som var en selvfølgelighed for blot et par generationer siden.
Årsagerne kan være mange. Årtiers dekonstruktion af det nationale, både under det venstreorienterede autoritetsoprør fra 1970’erne og frem og efter Murens fald, hvor nyliberalismen prædikede grænseløshedens evangelium.
Og oven i venstrefløjens og liberalisternes knibtangsmanøvre mod nationalstaten kom den identitetspolitiske bølge, som navnlig i det seneste årti har lagt en stor del af den europæiske historie for had og fortalt os, at vores samfund bygger på en stærkt problematisk kombination af patriarkat, undertrykkelse og slaveri. Hvem har lyst til at identificere sig med det eller dykke dybere ned i fortidens tilsyneladende så dunkle og ildelugtende svovlpøl?
Men det er generelt uhyre sundt og vigtigt at kende sine rødder. Har man god kontakt til dem, så står man sikrere på Jordens overflade, når det blæser ude fra den store verden.
Og lige nu blæser det mere end i mange år. Den tryghed, som USA’s beskyttelse af os gennem Nato-samarbejdet har betydet lige siden Anden Verdenskrig, ser nu pludselig ud til at være alvorligt udfordret. Eller den kræver i hvert fald en helt anderledes indsats fra os selv med mange milliarder i ekstra udgifter til vores forsvar.
Men hvad nytter det alt sammen, hvis ingen vil bemande kanonerne, flyve i flyene og sejle i skibene? Hvis man skal forsvare sit land, hvilket ultimativt kan betyde, at man sætter livet til, så skal man vide, hvad man slås for. Frihed eller andre abstrakte værdier er ikke nok. Familien måske, men også her betyder det meget, hvad det er for en ramme, familien skal eksistere indenfor. At ville forsvare sit land kræver i sidste ende fædrelandskærlighed, og kærlighed kræver, at man kender genstanden for det elskede. Man kan kun elske det, man kender.
I flere europæiske lande viser undersøgelser, at kun en lille del af de unge vil forsvare deres land, selv hvis det bliver angrebet. Forhåbentlig står det bedre til i Danmark, hvilket de få tilgængelige tal også peger på. Alligevel er der næppe tvivl om, at vi har brug for en ny besindelse på og en ny viden om det danske. At lære alt det igen, der var børnelærdom i vores bedsteforældres tid.
Og sige nej til oikofober, der forsøger at bilde os ind, at vores fortid er befængt og problematisk, selvom den har dannet baggrund for et af verdens mest lige, velstående og oplyste samfund – hvilket med sikkerhed ikke er noget tilfælde. Skal vi blive et robust og modstandsdygtigt land, så er det ikke tilstrækkeligt med den militære oprustning alene, så skal vi have ånden og kærligheden til vores land med.