Danmarkshistorien er ikke slut: Statuedebatten er et godt eksempel
Når vi taler om, at der skal stilles flere statuer op af kvinder, så er det udtryk for, at vores fælles historie bestemt ikke er slut, men hele tiden udvikler sig og er til diskussion. Det er en god og sund ting for et samfund.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Kulturministeren har foreslået, at der kommer flere statuer af kvinder op i vores byrum, og har tilmed også afsat lidt penge til det, selvom det er et relativt beskedent beløb. At sætte flere statuer af kvinder op er en god idé, hvis det vel at mærke er kvinder, som har udrettet noget væsentligt i danmarkshistorien, og hvis man ikke forventer, at der skal være et lige antal mænd og kvinder på statuefronten, for det kommer der aldrig.
Hovedparten af de statuer, vi i dag ser i de danske byer, er rejst i perioden ca. 1870 til ca. 1925, en tid, hvor der var et behov for at styrke den nationale identitet, ikke mindst i kølvandet på 1864-krigen, og de mennesker, der dengang var i fokus, det var nu engang mest mænd. Vi skal ikke forsøge at omskrive historien for at postulere et ligestillingsideal, som ikke gav mening dengang.
Statuedebatten er interessant, for den handler om vores fælles historie og kollektive erindring, og det er altid vigtigt at tale om. Når vi taler om flere statuer af kvinder, så viser det netop, at der er engagement i vores fælles historie, og at den hele tiden er genstand for ny fortolkning og får tilført nye nuancer. Det er en god ting. Den tid, hvor man mente, at verdenshistorien eller blot danmarkshistorien var slut, er endegyldigt forbi.
Efter Murens fald i 1989 var det ellers på mode at hævde, at såvel danmarkshistorien som verdenshistorien var slut. Den amerikanske politolog Francis Fukuyama skrev en kolossalt indflydelsesrig bog med titlen ”Historiens afslutning og det sidste menneske”, som hævdede, at de vestlige samfund havde fundet den perfekte samfundsmodel med kombinationen af liberalt demokrati og markedsøkonomi, og den ville alle andre lande i verden nu forsøge at efterligne.
I Danmark skrev historikeren Søren Mørch ”Den sidste Danmarkshistorie”, hvor påstanden var, at nationalstaten var død og havde været det længe, og at det derfor ikke længere gav mening at fortælle dens historie. De tog begge grundigt fejl.
Andre kulturer i verden så bestemt ikke Vesten som et ideal, selv ikke – eller navnlig ikke – da vi kom med våben i hånd for at omvende dem til det, og i de senere år er nationalstaten gradvist i højere og højere grad blevet set som den absolut mest meningsfulde ramme om menneskers liv, kultur og fællesskaber.
Det er en sund og moden erkendelse, at historien aldrig er slut. Den giver mening for os og er afgørende i forhold til at definere det fællesskab, vi har med hinanden, og er til syvende og sidst den lim, der binder vores samfund sammen. Det er der kommet, og det vil der komme mange gode samtaler ud af, og debatten om de kvindelige statuer er kun den seneste i rækken.