Vi troede, at vores institutioner ville civilisere barbarerne. Sådan gik det ikke

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er næsten 10 år siden, daværende undervisningsminister Merete Riisager begyndte at italesætte, at folkeskolen havde et problem med vold.

At problemet eksisterer og kræver politiske initiativer, ved vi nu – i 2026. Men hen ved 10 år er spildt, fordi både Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen i første omgang valgte at afvise problemets karakter og omfang. Hvis problemerne overhovedet fandtes – måtte man forstå dengang – skyldtes de fejlslagen inklusion. Ikke at der kunne være normer og værdier i visse miljøer, som trak i en anden retning end skolens.

I mellemtiden er der offentliggjort solid forskning, der viser, hvad problemet er. Jeg tænker først og fremmest på sociologen Hakan Kalkans bog ”Veje til Respekt” fra 2021. Den bygger på empirisk forskning og en ph.d.-afhandling, der er næsten lige så gammel som Riisagers første advarsler.

En vis andel af drenge fra ikkevestlige miljøer vil på ethvert givet tidspunkt være på vej ind i en såkaldt shababs-kultur. Det er en kultur præget af normer og værdier, hvor status, ære og respekt håndhæves gennem dominans, materielle statussymboler, intimidering og i mange tilfælde kriminalitet og vold. Kalkan dokumenterer dette med forbilledlig klarhed. Selvom han ved lanceringen hævdede, at shababs ikke opførte sig anderledes, end bondeknolde fra landet gjorde i gamle dage. Som en person sidst i 60’erne, der er vokset op på landet, kan jeg roligt sige, at den sammenligning ikke holder.

Kalkan er imidlertid ikke alene. Geeti Amiri har offentligt beskrevet præcis den samme type adfærd på baggrund af sine erfaringer som lærer og lærervikar på den københavnske vestegn.

Den vold og truende adfærd, der kommer fra unge på vej ind i denne kultur – lad os kalde dem proto-shababs – har ikke noget med skolernes målsætning om inklusion at gøre. Den er et definerende træk ved det normsystem, de socialiseres ind i. Det er ikke en beklagelig fejl i systemet. Det er, for nu at bruge den engelske vending, a feature – not a bug.

Til dette vil det sædvanlige kor spørge: Har du kontrolleret for socioøkonomisk status?

Det bør man naturligvis altid gøre i forskning. Men fattigdom i sig selv producerer ikke vold. Man bliver ikke kriminel af at være fattig. Man bliver – som den svenske kriminolog Per-Olof Wikström har vist – kriminel, hvis man personligt har en dårlig moral, og hvis man lever i et socialt miljø, der tolererer eller ligefrem belønner dette. Socioøkonomiske forhold kan påvirke miljøer, men de ophæver ikke betydningen af normer.

Og dermed er vi fremme ved mit egentlige anliggende: danskernes naive tro på egne institutioners fortræffelighed og selvvirkende kraft.

I generationer troede mange, at gode og solide danske institutioner automatisk ville civilisere dem, der flyttede hertil fra kulturer med andre normer. Man kunne være fristet til at spidsformulere sagen: Institutionerne skulle have civiliseret barbarerne. Men barbarerne barbariserede institutionerne.

Det bliver lidt for hårdt, hvis det ikke ledsages af en uddybende forklaring. Så den kommer her. Det, der reelt er sket, er, at normer fra stærke subkulturer i visse tilfælde har vist sig mere robuste end de institutionelle normer, de mødte. I en direkte styrkeprøve mellem konkurrerende normsystemer er det ikke givet, at de formelle institutioner vinder.

At folkeskolen – i hvert fald nogle steder – har haft vanskeligt ved at fastholde sine egne normer, bør tjene til advarsel. Institutioner er ikke stærkere end den vilje, der håndhæver dem, og de normer, der bæres ind i dem.

Vores kultur og vores institutioner er ikke automatisk de stærkeste. De vinder ikke pr. definition i en konfrontation med modnormer. Tværtimod ser det i disse år ud til, at visse modnormer har fået overtaget på en række områder. Det gælder i dele af skolesystemet. Det gælder oplevelsen af tryghed i det offentlige rum. Og det gælder brancher, hvor professionelle standarder er under pres.

Tag taxibranchen. Den er i dokumenterbart forfald – strukturelt, reguleringsmæssigt og professionelt. Mange chauffører har ikke længere det lokalkendskab, der tidligere var en selvfølge. Selv når det gælder helt centrale landemærker i f.eks. København, kan chaufføren finde på at bede kunden indtaste f.eks. ”Tivoli” eller ”Amalienborg” på sin gps. Det er ikke alene et kulturspørgsmål. Men det er et eksempel på, at professionelle normer ikke opretholder sig selv.

Det er snart 10 år siden, Danmark havde en undervisningsminister, der påpegede, at skolerne tabte terræn i mødet med stærke modnormer.

Det blev afvist af en profession præget af berøringsangst og en stærk tro på institutionernes egen civiliserende kraft.

Der er kort og godt spildt 10 år, hvor vi som samfund kunne have forholdt os mere realistisk til et alvorligt problem. Det er på tide at gøre op med forestillingen om institutioners automatiske styrke og i stedet genopbygge deres normative bæreevne. Konsekvent, uden berøringsangst og uden illusioner.