Alder betyder noget, når man står i en krise. Det gør det også for et gammelt kongehus som det norske
Det er ikke et hvilket som helst monarki, der i øjeblikket er ramt af en stor krise. Det norske monarki er et af verdens ældste og omtrent lige så gammelt som det danske. Dette har betydning for, hvordan krisen bedst løses.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det norske monarki er ganske særligt. Norge har nemlig haft konger i mere end 1.100 år og har aldrig været en republik.
Dette gør landet, hvis kongehus i øjeblikket gennemlever en stor krise, til et af verdens ældste stadigt eksisterende monarkier. Nøjagtigt ligesom det danske, der har fandtes i nogenlunde lige så lang tid – lidt afhængigt af hvordan man vælger at gøre det op.
Monarkiet er derfor formentlig heller ikke en statsform, som nordmændene vil give sig til at afskaffe fra den ene dag til den anden – blot på grund af nogle nutidige enkeltpersoners handlinger.
Dertil knytter der sig for nordmændene alt for mange traditioner og al for megen national historie og identitet til kongehuset.
Norge blev samlet til én samlet, stor stat på et tidspunkt omkring 880, da Harald Hårfager, som var konge i den sydvestlige del af det nuværende Norge, overvandt en række småkonger (herunder muligvis en dansk), som regerede over nogle områder lidt længere mod øst – i et strøg på tværs af Sydnorge over til området omkring Oslofjorden.
Danmark blev samlet på ca. samme tidspunkt. Vi kender navnet på en enkelt danerkonge fra 500-tallet (uden at vi dog ved noget som helst om, hvor stort hans rige var) og på flere fra 700- og 800-tallet, herunder kong Godfred (eller Gudfred), som formodentlig regerede over hele det nuværende Danmark – og lidt til – i årene ca. 804-810. Vi kender også til flere af hans efterfølgere på tronen i den første halvdel af 800-tallet.
Men på grund af den relativt store tavshed i de udenlandske skriftlige kilder, som vi ellers baserer os på, om, hvad der foregik i Danmark i slutningen af 800-tallet og de første år af 900-tallet, ved vi ikke præcis, om landet var samlet i hele denne periode. Og dermed heller ikke præcis, hvornår det nuværende samlede Danmark blev skabt i forhold til, hvornår Norge blev samlet.
Dertil kommer, at man kan diskutere, hvad der skal til, for at et land er samlet. Det vil altid være et definitionsspørgsmål.
Men uanset hvad er både Danmark og Norge nogle af verdens ældste monarkier. Og det er derfor, at tanken om at afskaffe monarkiet er omtrent lige så fjern for mange nordmænd, som den er det for langt de fleste danskere. Eller rettere sagt: Det har den i hvert fald været indtil nu. Ifølge meningsmålingerne er opbakningen til monarkiet som statsform faldet fra ca. 73 pct. i sommer til ca. 66 pct. for få dage siden og ca. 54 pct. i dag. Det er meget dramatisk.
Hvordan tallene vil udvikle sig i de kommende dage og uger, vil derfor i høj grad afhænge af, hvordan kongehuset vælger at håndtere krisen i den allernærmeste fremtid.
Norge har som sagt haft konger i mere end 1.100 år. Og ganske vist har de norske konger ikke altid været rent norske. Danske konger underlagde sig således Norge i en del af vikingetiden, blandt andet under Harald Blåtand i slutningen af 900-tallet.
En norsk konge, Magnus den Gode, regerede i øvrigt også over Danmark i perioden 1042-1047.
Og Norge havde fælles konge med Sverige fra 1319 til 1355 og derefter fælles konger med Danmark i mere end 400 år, fra 1380 til 1814 – og derpå igen med Sverige frem til den svensk-norske unionsopløsning i 1905.
Men monarkiet i Norge har – som det fremgår – så lange og dybe rødder, at det vil være svært for mange nordmænd at gå ind for dets afskaffelse.
Det vil nordmændene helst undgå. Men mange af dem har på den anden side ifølge meningsmålingerne mere eller mindre mistet tilliden til kronprinsesse Mette-Marit. Ifølge norsk TV2 er det ca. 48 pct., der ikke mener, at hun ville kunne være dronning, mens kun ca. 29 pct. siger det modsatte. Og når det gælder NRK’s lignende måling, er tallene ca. 44 pct. mod ca. 22 pct.
Hvis kongehuset vil løse den øjeblikkelige krise og undgå, at antallet af republikanere – trods monarkiets lange historie – vokser endnu mere i den nærmeste fremtid, må det således foretage sig én eller anden konkret handling, som lægger op til, at selve monarkiet skal bevares, men at der bliver flyttet rundt på, hvem der i praksis er mest med fremme i forreste række med hensyn til at repræsentere kongehuset i det daglige.
Alle nyere erfaringer fra europæiske kongehuse, f.eks. det britiske, det belgiske og det spanske, tyder i hvert fald på, at taktikken med at forsøge at tie problemerne ihjel ikke længere virker – som den tilsyneladende i vid udstrækning gjorde det indtil for 30-40 år siden. Derfor må der noget andet til.
Men præcis, hvad dette ”andet” skal være, må det være op til det norske kongehus at vurdere. Og mon ikke også det bliver drøftet intenst på de indre linjer i øjeblikket.