Ice, ice, baby: Donald Trump burde lytte mere til Vanilla Ice end Stephen Miller

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Drabet på Alex Pretti har på få dage udviklet sig til et symbol på noget langt større end endnu en tragisk hændelse i Minneapolis. Ikke fordi Prettis død i sig selv markerer et vendepunkt i Donald Trumps immigrationspolitik eller i brugen af ICE, men fordi drabet på ubehagelig vis blotlægger den politiske situation, præsidenten befinder sig i.

Trump er under pres, fordi han i sit første år tilbage ved magten systematisk har forsøgt at skubbe til amerikanernes grænse for det acceptable. Konsekvensen af de rabiate metoder har været faldende opbakning til Trump, og ICE-drabene i Minneapolis kommer sandsynligvis kun til at forstærke denne udvikling.

Alex Pretti var amerikansk statsborger. Han stod ikke til at blive deporteret, var ikke anklaget for alvorlig kriminalitet og udgjorde efter alt at dømme heller ikke nogen trussel mod ICE-betjentene. Det ændrer en ældre video, der viser bølleagtig adfærd og vandalisme fra Prettis side mod myndighederne ikke noget på.

Alligevel blev Alex Pretti dræbt under en ICE-indsats, som Trump-administrationen indledningsvis forsøgte at bortforklare som selvforsvar. Pretti blev tilsværtet som en angivelig snigmorder, selvom offentligheden med egne øjne kunne se, hvad der var sket. Det var rendyrket George Orwell og ”1984”: »Partiet sagde til dig, at du skulle afvise det, dine øjne og ører fortalte dig. Det var deres sidste, vigtigste ordre.«

Drabet er en politisk lakmusprøve: Hvor langt er amerikanerne villige til at gå for at deportere illegale indvandrere? Svaret er ikke overraskende, at drab på landsmænd begået af føderale myndigheder er uacceptabelt. Et flertal af amerikanerne ønsker kontrol med, hvem der kommer ind i landet.

Næsten alle amerikanere mener, at illegale indvandrere, der har begået voldelige forbrydelser, bør deporteres. Og mange mener, at der venter et oprydningsarbejde efter fire år med Joe Biden, hvor millioner af illegale immigranter kom til USA. Men viljen til stram håndhævelse stopper brat, når amerikanske statsborgere som Renée Good og Alex Pretti bliver skudt af staten.

For USA’s præsident markerer drabene et nyt lavpunkt, der er fremkaldt af skæve prioriteringer og ekstreme metoder. Det illustreres tydeligt af en YouGov-måling i denne uge, hvor 51 pct. af amerikanerne støtter målet med Trumps immigrationspolitik, mens blot 27 pct. bakker op om de midler, præsidenten anvender. Med andre ord: Målet helliger ikke midlet, Mr. President.

Resultatet er en administration, der kæmper med at håndtere konsekvenserne af sin egen ageren. Trump blev genvalgt på løfter om kontrol og styrke: kontrol med grænsen, migrationen og inflationen. Det var områder, som mange amerikanere oplevede var løbet landet af hænde under Biden.

Men på blot ét år har Trump formået at formøble dette fine politiske udgangspunkt. USA’s præsident har overstyret og kørt bilen i grøften.

Forklaringen på dette kontroltab skal blandt andet findes i Trumps forkærlighed for at projicere styrke. I stedet for forudsigelighed, klare kommandoveje og proportional magtanvendelse har hårdhed udviklet sig til et politisk mål i sig selv for Trumps administration. Styrke måles ikke længere i systemets funktionalitet, men i hvor synlig og konfrontatorisk magtanvendelsen er.

Det skaber et klima, hvor ICE-betjente i praksis belønnes for eskalation frem for tilbageholdenhed, og hvor signalet oppefra er, at tøven er lig med svaghed. I den optik fremstår selv hardlinere som Trumps grænsetsar Tom Homan næsten som halalhippier og afdæmpede sammenlignet med topkommandøren og stilikonet Greg Bovino.

Drabet på Pretti understreger netop denne dynamik. I bestræbelserne på at demonstrere handlekraft mister betjentene overblikket og dermed også kontrollen. Det ender med at koste menneskeliv, og nu står USA’s præsident forpjusket tilbage på perronen.

»Han bryder sig ikke om kaos på sin vagt,« sagde en anonym embedsmand i denne uge til NBC News. Jeg bryder mig heller ikke om, at det er pissekoldt i januar, men det følger med årstiden. På samme måde følger kaos Trump som en trofast følgesvend.

Præsidenten støder dermed ind i en politisk realitet, som hans inderkreds tilsyneladende har undervurderet. Flertallet af amerikanere ønsker lov og orden, men ikke for enhver pris. De accepterer hårde midler mod kriminelle migranter, men er langt mindre villige til at acceptere, at føderale betjente skyder amerikanske statsborgere.

I den forstand er drabet på Alex Pretti ikke et vendepunkt, men et lavpunkt. Den politiske analytiker Amy Walter har præcist indfanget forskellen: »Et vendepunkt antyder, at den offentlige mening pludselig vendte sig imod præsident Donald Trump. I virkeligheden havde vurderingerne af Trumps håndtering af immigration – og især ICE’s handlinger – allerede været negative i flere måneder.«

Trumps større frygt må være, at hans politiske projekt mister legitimitet. Ikke blandt de mest loyale støtter, men i den brede midte, der afgør valg og skaber politisk bæreevne. Ruy Teixeira fra American Enterprise Institute har rammende beskrevet denne dynamik:

»Det er ikke længe siden, at aktiv og aggressiv modstand mod immigrationshåndhævelse hørte hjemme på den yderste venstrefløj. Sådan er det ikke længere. Takket være Trump-administrationens overdrevne magtanvendelse er modstanden blevet mainstream og nyder stiltiende opbakning – også blandt vælgere, der fortsat støtter målet om at slå hårdt ned på illegal indvandring.«

Præsidenten står nu i et strategisk dilemma, han selv har skabt. Justerer han kursen og dæmper ICE’s aggressive fremfærd, risikerer han at skuffe dele af kernebasen og skabe intern konflikt med magtfulde aktører i sin egen inderkreds. For Stephen Miller og andre arkitekter bag den hårde linje er et kompromis ikke pragmatisme, men et tegn på svaghed.

Omvendt er det svært at se, hvordan Trump kan fortsætte uændret uden at betale en stadig højere politisk pris. Renée Good og Alex Prettis død gør fortællingen om lov og orden utroværdig og bliver erstattet af billeder af vold og manglende proportionalitet.

Det forklarer, hvorfor protesterne i Minneapolis hurtigt bredte sig; ikke kun blandt progressive aktivister, men også blandt midtervælgere.

Det, som Trump har brug for nu, er at gå tilbage til 1990 og lytte til klassikeren ”Ice Ice Baby”. For som Vanilla Ice dengang formulerede det – om end i en ganske anden sammenhæng – så handler det nogle gange om at stoppe op, samarbejde og lytte: »Alright stop, collaborate and listen.«

Problemet er, at Trump sjældent gør nogen af delene. Men i disse dage burde USA’s præsident åbenlyst lytte mere til Vanilla Ice end til Stephen Miller.