Skal man tale med børn om alt?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er det samme, det er faktisk obligatorisk, hver eneste gang en ny krise eller krig bryder ud – og det gør den jo altså i en falden verden – hvad skal vi nu stille op med børnene? De såkaldte eksperter har altid svarene: Sådan taler du med dit barn om krigen i Ukraine. Om konflikten i Mellemøsten. Og »den lille klimaangst«, som det bliver kaldt: Sådan taler du med dit barn om klimaforandringer. Sådan taler du med dit barn om Grønland og Trump. Og så videre.

Krige, kriser og verdens skæve gang har fundet vej ind på børneværelset og tager bolig i børnenes bevidsthed. Unicef er den organisation, der giver det bedste råd: »Skån børnene, så længe du kan.« Amen til det. For små børn i særdeleshed behøver ikke vide så meget mere om Grønland, end at julemanden har sin kongsgård der – langt, langt oppe på Indlandsisen (der smelter som en isterning i solskin – lad nu også den bekymring ligge).

Men så snart børn færdes alene på deres skærme, er det faktisk umuligt at beskytte dem mod de blinkende gule breaking news-bjælker, der larmende kommer dem i møde, og alle verdens ulyksaligheder, der kører i båndsløjfe.

Og det er umuligt for et barn at sortere i skidtet, når alt bliver formidlet med allerhøjeste alarmretorik. Og vi får alt at vide. Hver gang Trump siger det mindste kvæk, hver gang Lars Løkke lunter afsted efter smøger, hver gang J.D. med det kødfulde ansigt puster sig op og skælder Europa hæder og ære fra. Vi behøver ikke vide alt – og børnene skal slet ikke vide alt.

Hvad skal de med al den information, der trænger ind gennem sprækkerne og forstyrrer det lille barnesind? Verdens angst skal ikke tynge de små børneliv, der helst skal være så sorgløst som muligt – børn skal helst ikke forholde sig til alvorligere konflikter end dem i skolegården, der kan være ondsindede nok.

Så hvis vi skal tale med vores børn om verdens tilstand, så lad børnene være børn, og lad dem vide, at de voksne klarer paragrafferne. Også Trump. Og lad for Guds skyld være med at nynne med på Bjarne Jes Hansens 70’er-sang om, at »de voksne kan også være bange og synge lange, lange, bange sange« – og dermed bekræfte børnene i deres angst eller bekymring.

De voksne skal ikke være bange – den går ikke. Det overbelaster børnene, og det er ikke at tage ansvar – det står på første side i bogen om at være voksen. Og de voksne skal slet ikke politisere børnenes verden med deres angst, men løfte angstens åg af børnenes skuldre – voksne skal være børnenes tryghed. Børnene skal vide, at de voksne kæmper på fredens og retfærdighedens side – og for at efterlade jorden i lidt bedre stand til vores børn.

Dermed ikke sagt, at voksne skal love børn, at freden i verden snart vil indfinde sig, for det gør den ikke, det gør den aldrig – men børn skal ikke tage sig af verdensfreden eller klimakatastrofen. De skal tage sig af at være børn. De skal lege og lære og leve. De skal forberede sig på at blive voksne – så de på dét tidspunkt kan tage sig af verdens genvordigheder.

Jeg læste forleden en kronik i Berlingske af Michael Feder, adm. direktør ved Have Kommunikation, der skrev, at vi ikke kan afskærme børnene fra virkeligheden, men vi bør oplyse dem – og foreslog besøg på skoler af psykologer og repræsentanter fra medierne, der kan tale med eleverne om, hvad der sker ude i verden, og hvordan de skal se på det. Og etablere et obligatorisk ”mediefag” i undervisningen, der uddanner børn i at analysere og forstå medier, misinformation og vurdere pålidelighed af nyheder.

Bum bum … det skulle så være på bekostning af den faglige grundighed, der i forvejen mangler mange steder – eller hvad? Børn skal lære at analysere medier og misinformation, det kan være svært nok for os voksne – børn skal tilegne sig faglige færdigheder – de skal kunne regne og skrive og kunne den lille tabel udenad. Kunne tale nogle sprog, kende vores historie, forstå vores demokrati og vores kultur – så de en dag kan sætte sig i flyveren over Atlanten, eller hvorhen det måtte være, og forhandle med verdens magthavere. Det er dét, børnene har brug for. Det er dét, samfundet har brug for.

Og så lær børnene, at de aldrig skal være ræd for mørkets magt, stjernerne vil lyse. Med et Fadervor i pagt skal de aldrig gyse. Det hjælper faktisk – det er ikke spor rationelt som alle de mange velmenende forklaringer, eksperterne foreslår, vi skal stikke ungerne, når de er bange for krig i verden. Fortæl børnene, at der findes ondskab og mørke i verden, som mennesker har skabt. Skænk dem et illusionsløst blik på, hvad det vil sige at være menneske, men udstyr dem med håbet, troen og tilliden til, at der findes et lys, mørket ikke kan begribe.