Den regelbaserede verdensorden er bare propaganda
Mark Carneys tale i Davos var først og fremmest et opgør med vestligt hykleri.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der var ingen grænser for jublen over den canadiske premierministers tale i Davos. Endelig gør nogen op med Trumps bølleadfærd, lød begejstringen herhjemme. Og ja, talen var også et opgør med Trump, men den var først og fremmest et opgør med hans forgængere. Måske ikke mindst hykleriet om ”den regelbaserede verdensorden”.
Et udtryk, som er blevet vældigt populært den seneste tid, og vi taler om ”den regelbaserede verdensorden” som noget, der blev skabt efter Anden Verdenskrig.
Det er en fæl misforståelse. Det var noget helt andet, vi fik efter krigen, nemlig FN-pagten, der ophævede de gamle europæiske principper fra Den Westfalske Fred i 1648 til international lov. Først og fremmest, at stater ikke må blande sig i andre staters indre forhold.
”Den regelbaserede verdensorden” er noget ganske andet. Som begreb blev det først udbredt i nullerne som et alternativ til international lov.
Vesten med USA i spidsen havde set stort på international lov, men ville stadig markedsføre sig selv som de gode. Vi havde ingen ret til at bombe hverken Serbien, Afghanistan, Irak eller Libyen, true utallige andre lande med at gøre det eller udsætte dem for alverdens repression.
Derfor var det så rart med det nye begreb om ”den regelbaseret verdensorden”. Den er ikke skrevet ned noget sted. Der er ingen jurister, der kan vurdere, om den er brudt. Et fantastisk dynamisk propaganda-begreb.
Dets essens er, hvad der er i USA’s interesse på et givet tidspunkt. En kuriøs detalje er i øvrigt, at begrebet blev brugt for første gang i Jyllands-Posten for blot 10 år siden i avisens 150-årige historie.
I sin tale sammenlignede Canadas Mark Carney den højtbesungne regelbaserede orden med kommunismen. Noget, hykleriske og underkuede mennesker ytrer støtte til med et lille skilt i vinduet. Den var bekvem for Canada, bekvem for Danmark og bekvem for Europa, og derfor støttede vi den ligesom feje kommunister i østblokken. Vi levede med løgnen.
Vi så stort på de konsekvente og grove overtrædelser af lov og ret, som USA systematisk har begået gennem hele perioden siden 1945.
Ja, Carney udtrykte sig mere vagt, men var til gengæld benhård i sin kritik af nyere tids våbengørelse af de økonomiske institutioner. Trumps tariffer naturligvis, men også våbengørelsen af den finansielle infrastruktur, hvormed han selvfølgelig tænker på SWIFT, sanktioner, dollaren og meget andet. Hele det arsenal, Vesten har aktiveret i sin proxykrig mod Rusland, og som allerede nu ligner den måske største strategiske brøler begået siden Murens fald.
Resten af verden har nemlig reageret på den eneste rationelle måde. De er ved at bygge nye institutioner op. De gør sig uafhængige af Vesten.
Den vestlige såkaldte regelbaserede verdensorden var hyklerisk i sin kerne og tjente først og fremmest amerikanske interesser. Det er ikke noget, Trump har skabt. Det er noget, Trump har gjort så synligt, at det er umuligt at have sit lille kommunistregimeskilt stående fremme.
Carney har derfor draget samme konklusion som Kina, Rusland, Indien og mange andre. Som en del af ansvarlig risikostyring af sit land er det nødvendigt at gøre sig uafhængig. Det kaldes også ”diversifikation” og er kernen i den disciplin, nationaløkonomer kender som ”risk management”.
Carneys tale var ikke et farvel til USA. Det var et goddag til Kina. Et goddag til Qatar. Og en eftertrykkelig afvisning af opdelingen i verden af gode demokratier over for onde autokratier. Den pointe synes ingen af hans europæiske proselytter at have registreret: at talen først og fremmest var et forsvar for Canadas nye strategiske partnerskaber med dem, det liberale Vesten ellers betragter som fjenden.
Vi skal selvfølgelig gøre det samme. Handle med resten af verden. Bygge strategiske partnerskaber. Også med dem, som ikke deler vores værdier.
Hertil bør vi kun glæde os over, at den tyske kansler, Friedrich Merz, for nylig har sagt, at vi skal genoptage samarbejdet med Rusland efter afslutningen af krigen. Den eneste måde at gøre os mindre sårbare over for stormagters luner er ved at handle med så mange af dem som muligt.