Nick Zimmermann og Frederik Vad skal hurtigst muligt på en fælles tur til Nakskov

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De fleste kender situationen, hvor en mand står mageligt for enden af svømmebassinet og råber efter sin kone, at hun bruger arme og ben helt forkert, mens hun pisker frem og tilbage.

Selv får han aldrig svømmet en meter, før han efter råberiet vralter ud i saunaen.

Man skulle ikke tro, de var i samme familie.

Lige nu er vi i en råbende tid, hvor vi i vores del af verdenshavet rykker sammen mod en fælles ydre fjende, som vi egentlig troede var en ven. Det har været dejligt at opleve, hvordan resten af Europa og tilmed lande uden for EU har bakket op om Danmark og Grønland, mens den unævnelige præsident i USA står og brøler i vandkanten. Demokrati, diplomati, fælles spilleregler og forpligtende alliancer står for fald.

Imens vi rykker sammen i modstanden mod den unævnelige i vandkanten, skal vi også lige huske at vende blikket indad. Er vi selv, i ord og handling, gode eksempler for de opvoksende generationer? Viser vi dem, at det kræver øvelse og selvbeherskelse at lære demokratiets svømmetag, og at der er regler, der skal følges, hvis vi skal undgå at synke til bunds?

Forleden havde en lærer fra Nakskov taget sin 9. klasse med til Christiansborg, så de kunne opleve det arbejdende folkestyre. Det er klassisk anskuelighedsundervisning. Men det gik så rivende galt, at læreren måtte sætte børnene i redningsbådene og få dem ud fra tilhørerrækkerne i en fart.

Det, børnene oplevede, var en grusom diskussion mellem Frederik Vad (S) og Nick Zimmermann (DF). De råbte og brugte sprogets værste gloser i folketingssalen.

Zimmermann kaldte Vad for en løgner og anklagede ham for at være et af de mest moralsk fallerede mennesker, han nogensinde havde mødt. Vad beskyldte rasende Zimmermann for at opdigte tal og trykke penge ud af systemet. Alt sammen foregik i et sprog, der ikke lader sig gengive i en sober avis.

Den forfærdede lærer fortalte efterfølgende til Altinget, at en af hans elever efterfølgende havde spurgt, om ikke de var blevet sendt uden for døren, hvis de i klassen havde talt sådan til hinanden i en ægte bitch-fight, som det hedder. Eleverne var rystede, og det blev en grim oplevelse, der satte sig i dem.

Tænk, at det foregik i Danmark og ikke kun på den anden side af Atlanten. Folkevalgte skal være forbilleder for den demokratiske samtale. Sker der et skred i folketingssalen, kan vi ikke forvente, at den opvoksende generation nogensinde lærer at svømme selv, og dermed drukner demokratiet.

Jeg havde for mange år siden en anden oplevelse, der heller ikke var god. Jeg tog min unge datter med til en debat i byrådssalen i Horsens, så hun kunne opleve det levende, lokale folkestyre.

Det skulle jeg aldrig have gjort. For byrådsmødet tog under fem minutter, selvom der var 17 punkter på dagsordenen. Det var en ren ekspeditionssag.

Det tog sin tid at forklare min datter, hvad det egentlig var, jeg gerne ville vise hende. Hun blev i hvert fald ikke klogere på det arbejdende demokrati. Hun mødte dengang ligegyldighed, mens eleverne fra Nakskov forleden mødte modbydelighed.

Jeg er komplet ligeglad med, hvilke partier de to kamphaner i folketingssalen repræsenterede. Men de opførte sig som råberne, der står ved bassinkanten og aldrig selv gør det, de råber op om, at andre skal gøre.

Der er al mulig grund til at gå i redningsbådene og yde massiv modstand mod den unævnelige stenaldermand fra USA, der helt åbenlyst nedbryder alt det, der kendetegner et demokrati. Men der er også grund til at gå op imod vore hjemlige banditter, der ikke kan finde ud af at opføre sig på en måde, der viser de unge, hvordan man behandler hinanden i et demokrati.

Det er en ommer, Zimmermann og Vad. Er I gjort af det rette stof, så tager I hurtigbåden til Nakskov og møder ansigt til ansigt med de elever, der måtte føres ud af folketingssalen forleden. I skylder dem en forklaring. Og en undskyldning.