Ældreplejens problemer løses ikke med udenlandsk arbejdskraft
Ringe arbejdsforhold, nedslidning og ringe normering kan en inder og en filippiner ikke afhjælpe.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Om 10 år vil vi i Danmark mangle op til 24.000 ansatte i ældreplejen, anslår ældreministeren. Og for at løse det problem vil ministeren straks åbne dørene på vid gab for folk så langt væk som fra Indien og Filippinerne.
Det er ministerens egen, fuldstændig idefattige løsning på den udfordring. Og med arbejdsindvandring ved vi erfaringsmæssigt, at vi samtidig genererer reelle indvandrere til landet, for efter en årrække her har de selvfølgelig ingen lyst til at vende hjem til det, de egentlig rejste fra: nemlig mangel på arbejde i deres eget hjemland.
Der er fra ældreministerens side ingen ambition om at se på, hvad der reelt gør sig gældende for, at det er så svært at rekruttere ansatte til ældreplejen.
Der er ingen forståelse for de generelle arbejdsforhold, nedslidning, lønnen og ikke mindst de dårlige normeringer, som selvfølgelig er medvirkende til, at det er svært at rekruttere nok ansatte. Og herunder at fastholde dem, der allerede er der. For arbejder man i ældreplejen, bør arbejdet også handle om tid til at drage egentlig omsorg for den enkelte – herunder basal omsorg som tid til at sætte sig ned med en kop kaffe og høre, hvordan den ældre har det.
Hvornår har vi sidst hørt de positive historier om ansatte i ældreplejen, der har storrost deres arbejde, netop fordi der hver dag er tid til at sætte sig ned med den ældre og give den omsorg, som faget bør indeholde? I stedet hører vi om den nedslidte sosu, medarbejderflugt og rekrutteringsproblemer– frem for at finde ud af, hvad der nedslider dem, hvorfor arbejdsglæden forsvinder, og hvorfor det er så svært at skaffe de nødvendige ansatte.
Og ingen virker til at ville løse det problem. Heller ikke den øverste ansvarlige, nemlig ældreministeren. I stedet søsætter ministeren bare initiativer om at rekruttere folk fra den anden side af verden. Som et naivt quickfix med et plaster på et blødende benbrud.
Det har altid undret mig, hvorfor det altid er til sundhedsfagene, at man straks kigger mod udlandet, når man mangler arbejdskraft – i stedet for at få løst de bagvedliggende forhold, som ligger bag de manglende hænder og flugten fra faget.
Jeg tør godt garantere, at uanset hvor meget udenlandsk arbejdskraft det lykkes ældreministeren at rekruttere, så ændrer normeringen i ældreplejen sig ikke det mindste. Der vil være præcis lige så lidt tid til omsorg og tid til den ældre, som der hele tiden har været.
I andre fag, hvor man jævnligt mangler arbejdskraft, kigger man på uddannelsen og arbejdsforholdene generelt – netop fordi det er mere langsigtet og reelt løser problemerne. Også på sigt. Bare se på politifolk og ansatte i daginstitutionerne, som jævnligt lider under mangel på kollegaer, men hvor man forsøger at løse problemerne anderledes end ved at rekruttere fra udlandet.
Men når det handler om ældreplejen, giver man bare op. Man konkluderer, at vanskelighederne ved at ansætte må handle om, at hænderne ikke findes i Danmark, og så kigger man så langt væk som muligt – nu til Indien og Filippinerne. Men forholdene for den enkelte ansatte forbliver uændrede.
Og dermed svigter man ikke blot faget og dets ansatte, men også de mange ældre, der i fremtiden vil mangle de omsorgsfulde og varme hænder, vi alle ønsker skal præge ældreplejen.
Det er ikke kun en politisk fejltagelse og en rystende ideforladthed fra ministeren – det er et svigt over for både de ældre og de ansatte i ældreplejen, der meget gerne vil gøre en forskel, hvis bare de fik ordentlige vilkår.
Løsningen handler ikke om hænder udefra. Det handler om vilje indefra.