Mens kvinder kæmper for at slippe fri af islamisk tvang, pakker vi os frivilligt ind i den

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er noget næsten ubærligt smukt over de billeder og videoer, der lige nu strømmer ud af Iran. Kvinder og mænd, der står i gaderne og sætter ild til deres tørklæder, billeder af Ali Khamenei og det iranske flag.

Det er iranere, der kæmper på livet løs for at vælte et præstestyre, der alt for længe har stået til. Selvom det hele startede som et oprør mod den dårlige økonomi, udviklede det sig nemlig også til et oprør mod noget så essentielt som menneskerettigheder. Men på mange måder er det ikke bare en kamp for de rettigheder, vi kender i dag, men også en kvindekamp.

De iranske kvinder kæmper også for retten til selvbestemmelse, for retten til at vise deres hår, deres ansigt, deres krop uden at skulle frygte konsekvenserne.

De gør det, vel vidende at det kan koste dem alt. Alligevel står de der. Rankere end det system, der forsøger at knække dem.

Og netop derfor føles det så forkert, når jeg ser, hvad der sker herhjemme.

Det er ikke længe siden, jeg så en influencer på sociale medier, der skulle til et muslimsk bryllup. Hun stod foran kameraet og spurgte sine følgere, om hendes kjole var halal nok. Om den var for haram. Om den dækkede nok. Hun forklarede selv, at når mændene var til stede, måtte hun dække sine arme og sin krop mere til. Og når mændene forlod rummet, så kunne hun tage noget af igen.

Hun sagde det helt neutralt. Som om det var det mest naturlige i verden.

Men det er jo netop det, der er så afslørende. At en kvinde i det 21. århundrede med fødderne på dansk jord står og justerer sit tøj efter, hvilke mænd der befinder sig i lokalet. At hendes krop pludselig bliver noget, der skal reguleres, fordi nogen andre ikke kan håndtere at se den.

Og at det ovenikøbet bliver solgt som respekt og kulturel følsomhed.

Man må tro, hvad man vil. Man må leve, som man vil. Hvis en kvinde selv vælger at dække sig til af religiøse grunde, skal ingen tage det valg fra hende. Tro er personlig. Overbevisning er fri. Men det valg er bare sjældent så frit, som det bør være alle steder.

Det er naivt at lade som om, det her altid er et frit valg, når kvinder dækker sig til. For mange er det ikke et valg, men et krav. Et krav håndhævet af familie, miljøer og social kontrol. Et krav, der ikke står skrevet i loven, men som mærkes i hvert et blik, i sladderen, i frygten for at blive udstødt.

Og når vi i Vesten begynder at indordne os de samme normer for ikke at virke stødende, så er vi ikke bare høflige. Vi er med til at legitimere dem.

Når kvinder, der kalder sig feminister, bøjer sig for regler om, at de skal dække deres kroppe for ikke at provokere eller friste mænd, så forråder de alt det, feminisme egentlig burde handle om. De sender et budskab til kvinder verden over om, at det er rimeligt, at deres frihed afhænger af andres religiøse følelser.

Nogle vil hævde, at andre religioner også har kvindesyn, der er lige så snærende og undertrykkende. Det er formentlig også sandt. Og det gør det ikke bedre. Undertrykkelse bliver ikke acceptabel, bare fordi den prædikes i flere varianter. Men statistisk set er der bare en stor forskel på kvindesynet og ligestillingen i kristne lande og så i mellemøstlige lande.

Når iranske kvinder i disse tider risikerer fængsel, tæsk og død for at tage et stykke stof af hovedet og for at kritisere systemet, er det en hån, at vi i Vesten samtidig diskuterer, om vi bør tage det samme stykke stof på af hensyn til andres følelser. De kæmper for frihed. Vi diskuterer høflighed.

Der er kvinder i Iran, Afghanistan og Saudi-Arabien og andre lande, som drømmer om den frihed, vi har i Vesten. Det er begrænset, hvad de kan sige, og hvad de må uden at blive straffet. Det mindste, vi kan gøre, er ikke at gøre deres undertrykkelse til noget pænt og kulturelt herhjemme.

Mens de iranske kvinder sætter ild til deres tørklæder, burde vi have modet til i det mindste ikke at tage dem på i solidaritetens navn.