Et land uden postkasser er et fattigt land
Danskerne er blevet så digitale, at vi har vendt brevskriveriet ryggen. Det er også omhyggeligheden, der har tabt et slag, da brevposten døde.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Før sommerferien fik min datter, Inger, sit første og sidste brev sendt med PostNord. Til Inger Høgh Piekut.
En menneskehånd havde sirligt klæbet en række fine danske frimærker på kuverten. 29,00 kr. havde forsendelsen kostet, og det lille brev havde sikkert været en uges tid undervejs.
Brevet var fra Bjergmarksskolen i Holbæk, vores lokale distriktsskole, med en indbydelse til første skoledag, et lille infohæfte og et lille papskilt med påskriften 0.B. Klar, parat, skolestart – og alt sendt personligt til lille Inger. Hurtigere, billigere og mere effektivt havde det været at sende samme ord digitalt til min e-Boks.
Men den lykke, det er at åbne postkassen og finde et brev med sit eget navn på, med frimærker og stempel, som nogen har gjort sig umage med at frankere og forsende – dét kan digitalisering og effektivisering ikke hamle op med. Brevet ligger i erindringskassen fra 2025 sammen med billedet fra første skoledag af en lille pige uden fortænder, fordi mælketænderne var rokket ud.
Hun vil få kassen med sig, når hun flytter hjemmefra, og engang vil hun finde den på loftet, når hun rydder op, sætte sig midt i rodet, åbne kuverterne med frimærkerne på, som ingen i årtier har kunnet købe, og læse velkomsthilsnen fra Bjergmarksskolen.
Nu er det slut med al den brevromantik. Den 30. december blev de sidste breve delt ud – siden den 18. december har man ikke længere kunnet købe frimærker.
Den 22. december styrtede min kæreste rundt i København med et julebrev til mig for forgæves at finde en rød postkasse. Også forsendelse blev indstillet den 18. december. Det er virkelig en æra, der er slut. Og for mange danskere er det, tror jeg, bedøvende ligegyldigt.
Vi har jo e-Boks, det er jo meget smartere, og vi er fri for al den papirkrams. Og hvem skriver et brev til hinanden? Det er jo problemet. Ingen. Eller få. Siden år 2000 er antallet af breve faldet med over 90 pct. på grund af digitalisering.
Jeg forstår godt, at brevforretningen er urentabel. Men der er alligevel grund til at begræde det, for det er tab af kulturarv. Danmark har haft et postvæsen siden 1624, hvor Christian IV oprettede Det Kongelige Danske Postvæsen. En af vores ældste institutioner. Ældre end folkekirken, folkeskolen, andelsbevægelsen og alt muligt andet.
Ved årsskiftet blev vi en kulturinstitution fattigere – vi blev »Landet uden postkasser«, som overskriften lyder i en artikel i Frankfurter Allgemeine. I Tyskland trækker afslutningen på den 401 år gamle danske brevtradition overskrifter i samtlige medier: Berliner Morgenpost, Tageschau, FAZ, Süddeutsche Zeitung, Bild og alle de andre bringer udførlige småmelankolske artikler og interview om den rystende nyhed. Og med noget ængstelige øjne ser man ikke kun Danmark som et digitalt forbilledligt land, men også som eksempel på, hvor galt det så at sige kan gå.
For i Tyskland er det fuldstændig utænkeligt ikke at kunne købe et frimærke, ikke at kunne smide et brev i en postkasse. »Brevet forbliver vigtigt og er i Tyskland samfundsmæssigt og politisk ønsket,« siger Nikola Hageleitner, talsperson for Deutsche Post, til Berliner Morgenpost.
Ja, indstilling af brevomdeling er så utænkeligt, at Frankfurter Allgemeine Zeitung har gjort sig den ulejlighed at bevæge sig til Hornslet ved Aarhus for at tale med de lokale indbyggere om, hvordan det er at leve i et land, hvor de karakteristiske røde postkasser er blevet afmonteret. En af de lokale adspurgte svarede det, man i Tyskland gerne vil høre, nemlig at digitale medier ikke egner sig til at formidle alle budskaber, for »i en mail ville jeg aldrig have åbnet mit hjerte på den måde«.
Nej, og det undrer mig alligevel, at der ikke er større folkelig dansk opstand over de forsvundne postkasser. For vi er blevet en kommunikationsform fattigere. På en af de karakteristiske gule postkasser i Berlin så jeg i vinter, at en poetisk sjæl havde skrevet med sort sprittusch: »Skriv et kærlighedsbrev. Det er usandsynligt, at De om 40 år finder en WhatsApp-besked på loftet.«
Ja, skriv kærlighedsbreve! For der går noget tabt, hvis vi underkaster os vores kommunikation digitaliseringen – i et brev bliver der kommunikeret noget med, der ikke er ord.
Hvilket brevpapir er der skrevet på? Var papiret dog alligevel for lille, fordi man havde mere på hjerte end forventet – og man må skrive helt ud til kanten. Hvor lang afstand er der mellem ordene. Til hvilken side hælder skriften. Kan man kende afsenderen på skriften. Er der dryppet tårer på papiret, mens man skrev. Er der en rand efter en kaffekop. Er der længsel mellem linjerne.
Langsommeligheden.
Måske har det taget dage at skrive dét brev. Er der streget ud, skrevet forkert – fortrudt og skrevet oveni. I dét øjeblik, brevet bliver læst, forkorter brevet afstanden mellem to mennesker. Man er sjæleligt forbundet med den, der skrev. Breve er personlige – også brevet med glæden på forhånd over første skoledag. Brevet er stilet til dig.
»Kære Inger.« Hun var så glad. Pludselig var skolen personlig, den var konkret. Og nogen glædede sig til at se hende. Tabet af brevet er et tab af forbindelse mellem mennesker. En analog forbindelse, der ikke kan erstattes af sms, WhatsApp, mails eller noget som helst andet, hvor den ene notifikation og kort-besked tager den anden og forsvinder i én stor digital ligegyldighed. Og jeg tror, det har større konsekvenser for vores sjæleliv og for vores evne til at erindre, end vi aner.