Det var så den jul. Nåede du at tænke over, hvorfor vi egentlig fejrer den?
Midt i julemedisteren og udefinerbare forventninger skal vi sætte os lidt i fred og give det mere end en enkelt tanke om, hvorfor vi egentlig gør det her hvert år. For hvis skyld – og hvorfor vi i det hele taget har gjort det i tusinder af år.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Et par dage før jul blev jeg ringet op af en radiostation, der ville lave et indslag om, hvorvidt nissedøre kan give mental load. Jeg bad journalisten gentage spørgsmålet to gange, indtil det gik op for mig, hvad en nissedør er.
Det er en lille trædør, der kan klistres på væggen. Med nissedøren følger små træsko, små juletræer, en lanterne, og hvad der ellers gør et nissehjem beboeligt. Sættet kan købes i omkring 100 forskellige forretninger, og man kan lade nissen flytte ind og i alle de fortravlede decemberdage skabe julestemning, magi og nisseballade til glæde for børnene.
Når børnene sover, skal mor (eller i en ligestillet verden far) finde på nisserier, som nissen har foretaget sig i decembernattens mulm og mørke. Jo, det skaber mental load eller i hvert fald sved på panden, hvis vi skal efterkomme bare en brøkdel af de samfundsskabte forberedelsesskikke, der kun tager til hvert eneste år.
Al denne hurlumhej, Valdekort, og hvad vi ellers har givet en tur i kulturkarussellen, fylder simpelthen alt, men der bliver i den offentlige samtale gennem advents- og juletiden dvælet uendelig lidt ved, hvad julen egentlig er. Hvilken betydning har egentlig den hellige nat, som vi kæmper os frem til gennem nissedøre, ønsker, forventninger, der skal indfris, og julestemning, der skal indfinde sig i ganske få, fortættede timer juleaften?
Nu er juleaften overstået, og gassen er ligesom gået af ballonen. Måske er der blevet lidt stille indeni. Vi skal ikke gå og lægge ansigtet i bedemandsfolder hele december, fordi krigene hærger omkring os, fordi terroren tager livet ud af mennesker, og verdener styrter sammen.
Det er, som om den konstante nyhedsstrøm, vi konstant hvirvles ind i, preller af på os som vand på en velnæret julegås, hvis ikke det lige vedkommer vores eget lille liv – bag vores egen lille ligusterhæk, hvor vi kæmper os gennem julesildene og flæskesylten i dagene inden nytår.
Men mens vi sidder og tygger drøv på de sidste julefrokoster, er det måske på sin plads, at vi besinder os lidt mere inderligt på, hvad julens budskab egentlig lyder – og skal genlyde i alle dage, der kommer, når julelysene er gået ud, og hverdagen går videre.
Lad mig åbne en dør, ikke en nissedør, men historiens dør ind til pigtrådslandskabet og skyttegravens tvivlsomme ly under Første Verdenskrig. Nætterne var isnende kolde, regnen silede, og det langsomt stigende grundvand i skyttegravene skyllede ind over soldaterne, mens lusene plagede de levende, rotterne bed i de døde.
Julenat skrev en fransk løjtnant i sin dagbog: »Du stakkels lille kærlighedens Gud, født i denne nat, hvordan kan du elske et menneske?« En bøn, et spørgsmål og en forundring over den kærlighedens Gud, der elsker sit menneske på trods af alt det umenneskelige og ukærlige, Han ser. Hvordan kan du, kære Gud, elske et menneske?
Det er det spørgsmål, vi skal huske at stille os selv i juledagene.
Også selvom vi ikke selv er ofre for en krig eller kender nogen, som er. Men fordi vi er mennesker, og der bor et mørke i hver en menneskesjæl. Ingen er gået fri – heller ikke dem, som tror, de er.
Det var derfor, Gud var nødt til at sætte alt det i værk, der blev til jul. Alt det, vi indimellem får til at handle om nissedøre, julemedister og mental load over en pakkekalender. Vi trænger til en kærlig, men bestemt påmindelse om, hvorfor det var, at Gud julenat trådte ned fra sin himmelsal – til denne verdens tåredal og blev faldets omfavnelse, lysets fundament, menneskets frelse.
Det er kærlighedens gåde, korsets gåde – troens gåde, at Gud træder ned i vores livs skyttegrav og adler det usle, det lidende, det forfrosne, det forkomne, det forsyndede, det fortabte menneskebarn – og skænker os sin nådige barmhjertighed i syndernes forladelse. Vi skal forstå, at det, der skete julenat, ikke bare er en historisk begivenhed, vi holder en mindefest for hvert år.
Nej, julenatten handler om os, som den tyske mystiker Angelus Silesius skrev: »Hvis Jesus var blevet født tusind gange i Betlehem og ikke i dig – ville du være evigt fortabt.«
Vi skal erkende, at vi bærer fortabelsens mulighed i os, det er dét, han siger. Og først når vi har gjort dét – når vi har erkendt, at vi har brug for frelsen, kan vi i virkeligheden åbne vores hjerte, sjæl og sind for det, julen egentlig handler om.
Først da kan vi linde på døren ind til stalden i Betlehem – først da er passagen til oprindelsen åbnet.