Det går ufatteligt, Trump

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der findes politiske øjeblikke, hvor ordene siger mindst lige så meget om afstanden mellem magten og befolkningen som om den faktiske virkelighed. Donald Trumps tale til nationen i denne uge var et sådant øjeblik.

Ifølge præsidenten går det fantastisk. Inflationen er angiveligt under kontrol, økonomien skulle efter sigende være stærk, arbejdsmarkedet er tilsyneladende sundt, og amerikanerne bør glæde sig over, hvor godt landet klarer sig.

I præsidentens fortælling er USA på 11 måneder gået fra skrot til slot, selvfølgelig takket være Trump. Eller med Poul Schlüters berømte ord: »Det går ufatteligt godt.«

Problemet er bare, at langt de fleste amerikanere ikke oplever det sådan. Ser man på Trumps opbakning i forhold til håndteringen af økonomien, ligger Trump ifølge datajournalisten Nate Silvers opgørelse på gennemsnitlig minus 18 pct.

Tager man inflation specifikt, er det endnu værre: minus 27 pct. Med andre ord er Trumps fortælling et politisk fatamorgana. Og netop her begynder parallellen til Danmark i midten af 1980’erne at give yderligere mening, selvfølgelig med de nødvendige historiske forbehold in mente.

Da Poul Schlüter i 1986 erklærede, at det gik ufatteligt godt, gjorde han det på baggrund af reelle forbedringer i dansk økonomi. Inflationen var blevet bragt ned, statsfinanserne var stabiliseret, og der var økonomisk opsving efter flere kriseår. Schlüter havde faktisk noget at have optimismen i.

Men samtidig var arbejdsløsheden fortsat høj, betalingsbalancen i dyb krise, og Danmark stod med en voksende udenlandsgæld.

For mange danskere dengang var oplevelsen mere negativ, end statsministeren gav udtryk for. I deres optik var 1980’erne snarere “fattigfirserne”. Arbejdsløsheden var høj, trygheden lav, og mange oplevede ikke, at opsvinget nåede dem. Schlüters udsagn blev derfor hurtigt et symbol på kløften mellem statsministerens fortælling og almindelige menneskers hverdag.

»Det går ufatteligt godt,« blev en frase, som oppositionen kunne bruge imod Schlüter, og en sætning, der sidenhen fik et ironisk efterliv i dansk politik.

Det er den samme retoriske kløft, som Donald Trump risikerer at falde i. Hvor Schlüters optimisme i 1986 var tæt knyttet til et konkret politisk projekt, fremstod Trumps tale i denne uge som en øvelse i selviscenesættelse løsrevet fra den økonomiske virkelighed, som mange amerikanere befinder sig i.

Trump talte, som om økonomisk fremgang er noget, man kan erklære sig til, og som om gentagelsen af en usandhed tilpas mange gange kan fjerne diskrepansen mellem fiktionens verden og de faktiske forhold.

Problemet er bare, at fortællingen forudsætter, at amerikanerne allerede oplever den fremgang, Trump beskriver. Det gør de fleste ikke.

I den sammenhæng er det også slående, at Trump begår samme fejl som Joe Biden i sin tid. Ifølge Trumps forgænger gik det også ufatteligt godt – endda så godt, at man kaldte det “Bidenomics” – alt imens flertallet af amerikanere brokkede sig over dyre dagligvarer, høj husleje og kostbar benzin. Ironien er, at Trump nu gentager præcis den fejl, han selv udnyttede politisk. Trump angreb Biden i årevis for at være ude af trit med almindelige amerikaneres hverdag, men lyder nu påfaldende meget som den præsident, han gjorde oprør imod.

Til gengæld var der ingen reel anerkendelse af, at amerikanerne ikke kan genkende Trumps glansbillede. Det er en farlig tilgang, for jo mere skråsikkert magthaveren insisterer på, at det går ufatteligt godt, desto større bliver afstanden til vælgerne, der oplever det modsatte.

Trump forsøgte i talen at udstråle den sædvanlige bombesikre autoritet. Men jo mere Trump insisterede på, at alt går fantastisk, desto mere trængte usikkerheden igennem. Der var noget anstrengt over gentagelserne.

Det er sjældent et godt tegn for en præsident, for når magtens sprog begynder at minde om selvbekræftelse, er det ofte, fordi fundamentet vakler.

Af samme årsag kan det ikke overraske, at der bag kulisserne er uro i både Det Hvide Hus og i Det Republikanske Parti. Midtvejsvalget nærmer sig med hastige skridt, og republikanerne er bange for at få en ordentlig vælgerlussing, ikke mindst på grund af den økonomiske virkelighed.

I mellemtiden løber verdens mest magtfulde mand rundt med et par virtual reality-briller, hvorigennem økonomien ser fantastisk ud. Problemet er bare, at de fleste amerikanere ikke har råd til at leve i Trumps VR-univers, men må klare skærene i den analoge virkelighed.

Talen afslørede dermed et grundlæggende problem for præsidenten. Trump behandler sin politiske akilleshæl, som om den er et spørgsmål om at finde en forkromet fortælling.

Men vælgere lader sig ikke overbevise af, at deres økonomi er sund, hvis den ikke føles sådan. Tværtimod kan gentagen insisteren på det modsatte virke provokerende.

Donald Trump har typisk haft en intuitiv forståelse for, hvordan udpræget utilfredshed i folkets stemme kan omsættes politisk. Netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at han i talen valgte at tale hen over hovedet på den samme utilfredshed i vælgerhavet.

Lærdommen fra både Schlüter og Biden burde være – trods alle forskelle – at økonomiske spørgsmål både handler om tal og tillid. For når politikere siger, at det går ufatteligt godt, og vælgerne svarer, at det føles ufatteligt dyrt, ja, så er det sjældent vælgerne, der ændrer mening.

Eller for at sige det med en gammel vittighedstegning fra Schlüters tid som statsminister, som journalisten Andreas Skadhede Hansen henledte min opmærksomhed til på de sociale medier i denne uge:

Vi er gået fra »Det går ufatteligt godt« til »Det er ufatteligt, at det går«. Glædelig jul!