Kongehuse og historie skaber stabilitet og kontinuitet i en urolig tid

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For nylig har der – igen – været grænsekampe mellem Thailand og Cambodja, og samtidig er der netop blevet udskrevet nyvalg i Thailand til afholdelse i februar. Men midt i dette indenrigs- og udenrigspolitiske kaos står det thailandske kongehus og dets historie langt tilbage i tiden som en stabil påmindelse til thailænderne om, at det hele nok skal gå. At der har været kriser før – og at de er blevet overvundet.

Og noget tilsvarende gælder i nabolandet Cambodja, som thailænderne i øjeblikket udkæmper de væbnede kampe med. I Thailand har der eksisteret forskellige kongedømmer lige siden omkring 1250, og det nuværende samlede kongerige har eksisteret lige siden omkring 1770 (med det nuværende dynasti på tronen siden 1872).

I Cambodja fandtes det første store, samlede kongerige (med navnet Funan) allerede i perioden ca. 100-550, og siden har der været adskillige statsdannelser og kongeslægter, som har regeret området.

Indimellem var Cambodja imidlertid under Thailand i en lang periode fra 1594 til 1800 og senere under Frankrig (1863-1953) – samt besat af Japan 1941-1945.

Den førstnævnte periode under Thailands overherredømme er en stor del af forklaringen på Cambodjas befolknings store skepsis over for thailænderne generelt.

Kongedømmet var desuden afskaffet fra 1970’erne, hvor kommunisterne tog over (under Pol Pot og Vietnams de facto besættelse af landet), og frem til dets genindførelse i 1993.

Men midt i Cambodjas kaotiske historie står bevidstheden hos befolkningen om, at man er et meget gammelt folk og har en meget gammel kultur og har været et land, som har været ledet af en konge mange århundreder tilbage i tiden, som et fast holdepunkt.

Og dette gælder ikke blot for Cambodja – og for Thailand – men for mange af verdens øvrige store og gamle monarkier. At bevidstheden om monarkiets dybe historiske rødder og landets lange historie minder befolkningen om, at det i tidens løb er gået op og ned, men at der også har været noget stabilitet – og at det hele som regel på et tidspunkt er blevet godt igen.

Især i disse tider med den megen uro og ustabile internationale situation er der således en stor styrke i at have en bevidsthed om historien og om monarkiet som en gammel institution. Det gælder f.eks. også i Japan, verdens i dag største monarki, der formentlig for første gang blev samlet til ét kejserdømme allerede engang i 300- eller 400-tallet.

Det gælder også f.eks. Malaysia, der siden den opnåede selvstændighed i 1957 har været en forbundsstat og et konstitutionelt monarki, hvor monarken hvert femte år bliver valgt blandt forskellige af de sultaner, hvis slægter har regeret over de forskellige dele af det nuværende land i århundreder.

Og det gælder f.eks. også et af de andre store monarkier Marokko, som siden selvstændigheden fra Frankrig i 1956 har været regeret af tre forskellige konger, men hvis navne indikerer, at monarkiet har langt ældre historiske rødder. Den første konge efter den opnåede selvstændighed hed således Mohammed V (reg. 1956-1961).

Alle de nævnte ikke-europæiske monarkier var for manges vedkommende indtil for få år siden karakteriseret ved, at kongen havde en relativt stor politisk magt. Men i de seneste år er der sket en markant ændring i mange af dem, så kongen i dag ikke blot formelt, men også reelt mere fungerer som et politisk neutralt statsoverhoved, en konstitutionel monark, i et parlamentarisk demokrati.

En kæmpemæssig positiv forandring, som ikke så mange er opmærksomme på i en tid, hvor vi ellers hele tiden taler om, hvor forfærdeligt det hele går overalt i verden.

Men det er ikke kun i lande uden for Europa, at bevidstheden om den stabilitet og kontinuitet, som monarkierne og et lands lange historie tegner sig for, får endnu større symbolsk og følelsesmæssig betydning, når den internationale situation er usikker.

Også herhjemme i Danmark og alle Europas øvrige 11 monarkier hjælper det i disse tider at tænke på, at monarkiet i mange århundreder tilbage i tiden på forskellig vis har været der som en samlende kraft for staten, nationen og befolkningen, og at der således hele tiden har været noget kontinuitet – midt i alle de løbende forandringer, kriser og omvæltninger.

At den første danske konge, vi kender navnet på, er kong Hugleik, som levede allerede tilbage omkring år 515. For mere end 1.500 år siden.

Samtidig hjælper det for nordmændene at tænke på, at riget blev samlet allerede i 870’erne, og for svenskerne at tænke på, at Sverige har eksisteret, lige siden Erik Sejrssæl for alvor begyndte at samle landet i 990’erne (bortset fra i den relativt korte periode, hvor svenskerne var under de danske konger fra 1389/1397 til 1523).

Og så fremdeles. For de 8 pct. af verdens samlede befolkning og de 24 pct. af Europas befolkning, der i dag bor i et gammelt monarki, er det måske lidt lettere at se alle de aktuelle internationale begivenheder i et større perspektiv og på en måde ”blive beroliget” af historien – end for alle andre mennesker. Vi ved alle sammen, at det ikke er den første krise, vores lands befolkning og konger har været vidner til.

Nøjagtig ligesom befolkningen ved det i Thailand og forskellige andre steder rundtomkring i verden, hvor man også lever i et gammelt monarki.

I hvert fald den del af befolkningen, der er bevidst om historien.