Det er en skamplet på velfærdssamfundet, at minister først handler, når armen vrides om

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der har de seneste år været en ledsagerordning på forsøgsbasis for blinde og svagtseende borgere, som først har fået deres synshandicap efter det 67. år. Altså en ordning, hvor de berørte borgere har nogle timer til rådighed med en ledsager, som de kan benytte til forskellige praktiske gøremål efter eget valg. Indkøb, gåture, besøg osv.

Ordningen ville udløbe til nytår, hvilket efterlod en masse svagtseende og blinde ældre uden den hjælp og støtte, de ellers har gjort brug af de seneste år.

Regeringen var klar til at efterlade dem i uvished og en stærk forringelse af deres grundlæggende livskvalitet. Og det til trods for, at ledsagerordningen har vist sig at være en kæmpe succes. Det kan jo kun undre og tegner et billede af en tonedøv minister.

Jeg har selvfølgelig gjort mit for at forlænge ordningen. For hvordan skal de stakkels mennesker nu kunne klare det, de før fik hjælp til?

Deres synshandicap er jo ikke blevet mindre. Og de er samtidig blevet ældre. Alle er de fælles om, at deres behov for hjælp og støtte er kommet i en sen alder. De har altså ikke hele livet været vant til at være enten synshæmmede eller helt blinde.

Og hvilket menneske har det nemmere ved at indrette sig anderledes i livet, som alderen er fremskredet?

Først efter massivt pres fra berørte borgere, organisationer og her fra Christiansborg kom ministeren i 11. time på bedre tanker og fandt midler på finansloven til, at ordningen kan fortsætte i 2026. Altså her, mindre end en måned før den ellers var planlagt til at stoppe.

Det er simpelthen bare ikke godt nok, at man sætter udsatte borgere i en så kritisabel situation og særligt ikke med så kort varsel.

Det er i sin enkelthed absurd, at vi har en minister, som først med armene på ryggen accepterer, at man ikke kan undlade at forlænge en så succesfuld ordning og samtidig sætter borgerne i en situation, hvor de ikke ved, om de er købt eller solgt.

Men nu er ordningen reddet. I al fald i det næste år. Og har ministeren ikke fundet ud af, at denne ordning ikke blot skal forlænges et år, men derimod gøres permanent, må vi tage slagsmålet igen næste år. Men så skal det selvfølgelig gøres med rettidig omhu, så de svagtseende og blinde ældre ikke igen skal opleve, at deres livssituation bliver unødigt udfordret og forværret.