Soldaters ægtefæller skal anerkendes for deres offer

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg blev både dybt forundret og vred over at læse et kommentarspor på Facebook. Politiken bragte forleden et debatindlæg fra en kvinde, der skriver, »at være hustru til en mand i Forsvaret er som at være enlig mor – bare uden børnebidrag, friweekender og flygtige bekendtskaber«. Selv arbejder hun som fuldmægtig ved Rigspolitiet – formentlig også en krævende stilling. Og er i lange perioder græsenke – også en temmelig krævende stilling. Men det skal man åbenbart være varsom med at sige højt. For jeg skal da love for, at Mie Bechgaard Becker, kvinden bag debatindlægget, fik læst og påskrevet.

Jeg ved godt, at kommentarspor oftest er en syndflod af ureflekterede og uforpligtende meningsytringer fulde af stavefejl, men alligevel. Blot et uddrag: »Du har en far til dit barn, og I har to lønninger. Vær glad for det«, »så lad være med at få børn med en soldat«, og »manden er ude at blive skudt på … hvor er det synd for konen«.

Selvom Politiken har en fuldstændig ulidelig forkærlighed for alle, det er synd for i denne verden, så mener jeg virkelig, at debatindlægget har sin berettigelse. Og dermed forsvarer jeg ikke tidens offerkultur, og jeg er heller ikke blevet en woke-dame – eller feministisk forurettet for en sikkerheds skyld.

Overhovedet ikke. Men den pris, en familie betaler for at have en far eller for den sags skyld mor beskæftiget i Forsvaret med alt, hvad der følger af kurser, øvelser og ikke mindst udsendelser til der, hvor man slår hinanden ihjel – ja, det er bestemt et emne, vi som samfund bør forholde os til. Og i det mindste anerkende, at det er svært.

Jeg er helt med på, at der er alle mulige job, der medfører stort fravær fra hjemmet. Men en beskæftigelse ved Forsvaret adskiller sig på ét punkt: Det er i fædrelandets tjeneste. Det er for at sikre vores frihed og fred. Og det er med livet som indsats, når man er udsendt. Og det er familierne, der sidder derhjemme med usikkerheden, uvisheden og angsten for den udsendtes liv.

Det er den tilbageblevne ægtefælle, der står alene med alt i hjemmet – ofte over lange perioder, som kvinden skriver, hvor »der er tale om ugelange kurser eller øvelser, som alt for ofte ender med at slå luften ud af det i forvejen iltfattige småbørnsliv«. Det kan jeg virkelig godt forstå.

Nuvel – der er alle mulige job og alle mulige livsforhold, der kan slå luften ud af en børnefamilie, men en karriere ved Forsvaret adskiller sig simpelthen på den måde, at det er svært at være hustruen eller manden derhjemme, der stiller spørgsmål ved nødvendigheden af den andens fravær.

”Du plejer dine fornøjelser, interesser og din karriere,” kunne indvendingen i et parforhold være. Og svaret: ”Nej, jeg gør det for fædrelandets skyld. Det er min pligt som borger i dette land, så vi kan leve i frihed og fred. Så jeg gør det af kærlighed til vores land – og til min familie, så vores samfund, vores liv og tilværelse, som vi kender det og elsker det, kan opretholdes og gives videre til vores børn og børnebørn.”

En ædel svada noget i den retning kan de fleste græsenker og græsenkefamilier sikkert nikke genkendende til. Og det er jo sandt nok, så afgjort.

Men man slår også bare hælene sammen bag komfuret og sætter endnu en omgang havregrød og en kogevask over og sit eget (karriere)liv til side.

For hvordan skal man argumentere imod? Fædrelandets (og Europas) fremtid, frihed og fred er svær at hamle op med, for alt andet – også familiens lille liv, husfreden, parforholdet, partnerens frustration, træthed, ensomhed og bekymringens byrde – bliver sekundært. Det kan bare være svært at sige højt uden at få skudt i skoene, at man er forkælet og skaber sig – og ”de skulle rigtig nok vide, hvordan det er at være alenemor”.

Men ligesom ensomheden kan være størst i et parforhold, tror jeg bestemt også, det kan være svært at være alenemor uden egentlig at være det – for der er ikke nogen.

Jeg kan forestille mig, hvad det har kostet kvinden at skrive det aktuelle indlæg i Politiken; hun har uden tvivl skullet samle mod til sig og holde vejret. Men tak, fordi hun gjorde det, for jeg mener bestemt ikke, det er skaberi at lytte til de kvinder – og mænd for den sags skyld – der skal holde skansen derhjemme, mens den anden tjener fædrelandet – for »alle Danmarks piger, de stoler nu på mig. Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat«, synger manden i visen om dengang, han drog afsted. Der hviler et kæmpe ansvar tungt på vores ansatte i Forsvaret, og det ansvar løfter de på bekostning af deres familier.

Det er min pligt at kæmpe for fædrelandet, siger soldaten. Ja, korrekt. Men som moderne mand har man vel også en pligt derhjemme – over for familien. Over for sine børn, der mangler én. Over for ægtefællen, der drager det store læs og sikkert også mangler.

Og med oprustning i hele Europa, hvor vi kommer til at skulle bruge flere medarbejdere i Forsvaret, er det bestemt på sin plads at overveje politisk og internt i Forsvaret, hvordan man kan understøtte familierne bedst. Det er helt afgørende for, at vi som samfund kan tillade os at forpligte både flere mænd og kvinder til Forsvaret.

Familiernes liv, ligestillingen og kærligheden i et parforhold skal helst findes, både før og efter far eller mor har været ude at byde fjenden trods. For »hvem skal så pløje markerne, og hvem skal græsset slå«, når jeg er draget afsted, spørger landsoldaten i de lystige krigsvise.

Ja, det skal de tilbageblevne ægtefæller og kærester. Og de fortjener at blive set, fortjener al anerkendelse for deres indsats. For deres offer for fædrelandet.