Lad være med at spilde tiden. Brug den på at være sammen med dem, du holder af. En dag er det for sent

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I september mistede min søster og jeg vores mor.

82 år nåede hun at blive. Og selv om vi skam var bevidste om, at hun havde levet langt størstedelen af sit liv, var det selvfølgelig alligevel både smerteligt og chokerende at modtage beskeden om hendes dødsfald.

Sandsynligvis skyldtes hendes død en pludselig blodprop i lunge eller hjerte. Det var i hvert fald det, lægen vurderede – uden obduktion, som vi fravalgte. Det gik med andre ord nok relativt hurtigt.

Vores mor boede alene i eget hjem, så vi kan ikke vide det med sikkerhed. Men vi holder krampagtigt fast i den forklaring, for alt andet vil være ubærligt. Og trods vi alle sammen ved, at vores forældres død er et helt naturligt og uundgåeligt grundvilkår, som vi må – og med tiden også godt kan – leve med, er der intet, der kan forberede os på den dag, det sker.

Der er dog dem, der har lidt bedre muligheder for at forberede sig. Om det så er at foretrække, vil jeg lade være op til den enkelte at vurdere. Jeg taler her om alle dem med forældre, partnere eller venner diagnosticeret med dødelige sygdomme. (Jeg holder bevidst børn ude af ligningen her, da det er trist nok i forvejen). Hvor alle godt ved, at der ikke er nogen lykkelig udgang. Jeg kan næsten ikke udtrykke, hvor stor min medfølelse er for alle, der befinder sig i sådan en ulyksalig situation.

Det tilkommer ikke mig at fælde dom over, hvad der er det rette at gøre, når disse frygtelige diagnoser rammer ens nærmeste.

Men jeg kunne forestille mig, at de fleste nok vil fokusere på at få så mange gode timer sammen. Og ikke mindst: at få sagt og gjort alt det, der skal siges og gøres. På sin vis kan man derfor godt tale om en art forberedelse – på ubestemt tid. I det omfang man overhovedet kan tale meningsfuldt om forberedelse af noget så skelsættende og horribelt som tabet af en elsket.

Jeg har ingen idé om, hvordan nogen evner at være i sådan et dobbeltsidet limbo, der på den ene side må være en følelse af taknemmelighed over tiden sammen inden det uundgåelige. Men som på den anden side sikkert også føles ekstremt smerteligt ved tanken om snarligt at miste én af sine kære.

Faktisk har det et navn: ventesorg. Måske ét af de sørgeligste ord, der findes. Og ganske nyt for mig, jeg blev først introduceret for det her i weekenden. Af en mand, der sammen med sin familie netop lige nu selv lever i og med den – ventesorgen.

Og det gjorde indtryk. Ligesom det også gjorde indtryk, dengang en anden ven fortalte om sin fars ondartede kræftdiagnose. Foruden andre venner og familiemedlemmer, der har oplevet eller oplever ventesorg sammen med deres nærmeste pga. demens. Den ubarmhjertige sygdom, der ikke bare afsluttes med en enkelt afsked, men med to: den meget langsomme og den helt korte.

Ingen af os får imidlertid den luksus selv at vælge. Vi bliver ikke spurgt, om vi ikke godt lige kunne tænke os lidt forberedelsestid, inden vi mister dem, vi elsker.

Det er en skæbnetombola: Nogle af os får det bare pludselig at vide på en helt tilfældig tirsdag kl. 17.21. Andre får nogle år at løbe på. Men uanset hvad, så har vi ingen anden mulighed end at leve med det, skæbnen byder os. Og det gør vi så.

Lad derfor bare dette være en lille banal reminder: Brug tid sammen med dem, du holder af. Og få gjort og sagt det, du skal, mens tid er. Det kommer sjældent – om nogensinde – dårligt tilbage.