Det spanske kongedømme fylder 50 år – i denne omgang

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da den spanske diktator Franco døde for 50 år siden i november 1975, blev det anledningen til, at kongedømmet reelt blev genindført i Spanien og indledningen til en demokratisering af landet.

Spanien havde gennem de seneste år frem mod 1975 formelt været et monarki. Man havde blot ikke haft nogen konge. Men med Francos død ændrede dette sig. Nu kunne Juan Carlos fra den gamle kongeslægt Bourbon, som havde siddet på tronen frem til 1931, indtage pladsen som konge. Franco havde nemlig i 1969 bestemt, at sådan skulle det være den dag, han døde.

Francos død og Juan Carlos’ tiltrædelse som konge få dage efter betød således ikke blot Spaniens tilbagevenden til monarkiet, som i realiteten havde været afskaffet siden 1931, men også til det demokrati, som havde været endegyldigt annulleret siden Den Spanske Borgerkrig 1936-1939 og Francos definitive magtovertagelse med sin sejr i denne i 1939.

Europa oplevede således i 1975 den usædvanlige situation, at antallet af monarkier voksede – fra 11 til 12 – i stedet for at blive reduceret, som det ellers var sket så mange gange i løbet af det 20. århundrede.

Demokratiet blev først endegyldigt en realitet, da kong Juan Carlos i 1976 afsatte den ministerpræsident (regeringsleder), som var blevet udnævnt i Franco-tiden, og da der blev afholdt parlamentsvalg i 1977. Det første frie og retfærdige i mange årtier.

Spanierne har i dag al mulig grund til at fejre landets tilbagevenden til monarkiet og demokratiet for 50 år siden. For i Spaniens tilfælde kom disse to ting til at gå hånd i hånd.

Den nytiltrådte konge blev garantien for, at Spanien i de efterfølgende år fortsatte ad demokratiets vej og har beholdt denne styreform lige siden. I 1981 stod Juan Carlos således i spidsen for afværgelsen af et kupforsøg mod demokratiet, og han var dermed også – indirekte – stærkt medvirkende til, at Spanien som et ægte demokratisk land kunne blive optaget i Nato i 1982 og i EF i 1986.

Samtidig kan hele denne historie om kongedømmets og demokratiets (gen-)indførelse i Spanien for 50 år siden være med til at forklare, hvorfor mange i Spanien er ekstremt bange for højrenationale partier – og måske knap så bange for Rusland og tidligere kommunister.

Endnu den dag i dag har alle spaniere på ca. 55+ således en erindring om at have levet i et højreorienteret diktatur, og derfor er det dét, de frygter mest.

Derfor har højrenationale partier også først i de allerseneste år formået at opnå et større antal stemmer ved parlamentsvalgene. I modsætning til hvad tilfældet har været i mange andre lande i Europa.

Forskellene på de forskellige landes historie kan således – som i så mange andre tilfælde – være med til at forklare, hvad der sker her og nu. Lige omkring ørerne på os i 2025.