Islamogauchisme er en farlig realitet. Lad være med at prøve at lade som om, den ikke er et problem

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Mathias Sindberg, der er medarbejder ved dagbladet Information, forsøger for tiden tappert at benægte og bestride, at der er noget, der hedder ”islamogauchisme”. Det vil sige en alliance mellem på den ene side islamistiske organisationer og på den anden side den yderste venstrefløj.

Det er et kuriøst projekt, Sindberg har kastet sig ud i.

I 2021 bad den franske regering officielt Centre national de la recherche scientifique (CNRS) – landets nationale center for videnskabelig forskning – om at undersøge islamisme i universitetsmiljøerne. I 2022 kom så rapporten fra CNRS. Her konkluderede et hold forskere under ledelse af Francois Pupponi, at der i Frankrig findes et reelt problem med ideologiske alliancer mellem dele af den akademiske venstrefløj og Det Muslimske Broderskab.

At CNRS skulle nå frem til dette resultat, kan man ikke kalde overraskende. Allerede for omkring 20 år siden blev udtrykket ”islamogauchisme” skabt af Pierre-André Taguieff. Der ikke kom fra højrefløjen, men derimod fra den anti-racistiske venstrefløj. Han benyttede sit eget nye udtryk til at beskrive en alliance mellem den radikale venstrefløj og de islamistiske bevægelser, som allerede dengang bekymrede ham.

Siden har forskere som blandt andre Gilles Kepel og Florence Bergeaud-Blackler afdækket de samme forbindelser, og senest har journalisten Nora Bussigny vakt stor opsigt ved at infiltrere radikalt venstreorienterede og islamistiske miljøer. Det redegør hun for i sin bog ”Les Nouveaux Antisémites: Enquête d’une infiltrée dans les rangs de l’ultragauche” (De nye antisemitter: En infiltrerende journalists efterforskning i ultravenstrefløjens rækker), der udkom i september 2025.

Det, Bussigny afslører i bogen, er, hvordan den propalæstinensiske og anti-israelske bevægelse, der mobiliserede sig selv efter 7. oktober 2023, for det første er gennemsyret af antisemitisme, og for det andet er en fusion af islamisme og venstreradikalisme, der deler alle sine narrativer og slogans om, hvad der foregår i Mellemøsten.

Et perfekt eksempel på denne fusion er partiet La France Insoumise. I Danmark findes islamogauchismen i sin mest rendyrkede form i partiet Frie Grønne.

Med Enhedslisten er det mere indviklet. Den benægter konsekvent, at den har noget med islamogauchismen at gøre.

Man må imidlertid konstatere, at partiet har en helt enestående uheldig evne til igen og igen at stå lige ved siden af islamogauchister.

Det gælder for eksempel Per Clausen, der sidder i partigruppen The Left sammen med La France Insoumise, og det gælder Pelle Dragsted, der i august på X delte en video med slagordet »Death, Death To The IDF« fra en demonstration, han ønskede at reklamere for, at han havde deltaget i.

Dette slogan er i højeste grad en del af islamogauchismens retoriske arsenal og har kunnet høres overalt i Europa under Israel-Hamas-krigen.

Det korte af det lange er, at der findes massevis af belæg for, at islamogauchismen eksisterer. Selvom Mathias Sindberg forsøger at hævde det modsatte.

Det korte af det lange er også, at det overhovedet ikke er et begreb, der er opfundet på højrefløjen. Det begyndte på venstrefløjen og har siden spredt sig til hele den oplyste og diskuterende offentlighed i et land som Frankrig.

Det er yderst besynderligt, at en medarbejder ved en seriøs avis forsøger at benægte, at et fænomen, som det er kritisk, at vi har en offentlig samtale om, i det hele taget eksisterer. Det svarer til at benægte, at for eksempel patriarkatet eksisterer. Eller at wokeisme eksisterer.

Man kan være irriteret over, at alle tre fænomener eksisterer. Man kan være irriteret på de mennesker, der bruger begreberne. Og man kan selvfølgelig være det modsatte: udmærket godt tilfreds med, at islamismen eller patriarkatet eller wokeismen findes.

Men at påstå, at de tre begreber ikke repræsenterer en underliggende realitet, det er simpelthen useriøst.

Som demonstrationerne imod Israel inden våbenhvilen med Hamas viste, er det i disse år islamogauchismen, der er den primære drivkraft i antisemitismen i den vestlige verden. Ikke mindst fordi det i kraft af tilknytningen til universiteterne er lykkedes for islamogauchisterne at infiltrere både medierne og kulturlivet, ligesom det er lykkedes for islamogauchisterne at infiltrere de miljøer, hvor man uddanner lærere, der skal undervise ved gymnasierne og professionsuddannelserne.

Det gør, at vi er nødt til at diskutere risikoen for hjernevask af gymnasieelever og studerende ved professionsuddannelserne med stor alvor. Der er reelt ingen kontrol i det danske samfund med, om lærere benytter deres privilegerede adgang til de studerendes bevidsthed og tankeverden til at indoktrinere dem. Nogle gør det uden tvivl. Mens andre har tilstrækkeligt med samvittighed til at indse, at det naturligvis ikke går an at fremstille kontroversielle synspunkter, som om de var ukontroversielle.

I lyset af den voksende antisemitisme i Europa og Vesten er det kritisk vigtigt, at vi diskuterer islamogauchismens rolle.

Derfor er det yderst kritisabelt, når der gøres forsøg på at hævde, at fænomenet slet ikke findes. Der er ikke noget nyt i, at venstrefløjen forsøger at hævde, at dens politik ikke har nogen negative konsekvenser.

Den forsøgte også i mange år at lukke munden på forskere, der påpegede det problematiske i ubegrænset og ukontrolleret indvandring fra Stormellemøsten. Til ubodelig skade for den nødvendige modindsats.

Når vi ved, hvor galt det gik, da venstrefløjen forsøgte at benægte indvandringens konsekvenser, skal vi ikke tillade, at den nu forsøger at tilsløre islamogauchismens konsekvenser.