Trump risikerer at blive Maga-bevægelsens Gollum

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der findes politiske nederlag, og så findes der det, som Pia Kjærsgaard engang har beskrevet som et ordentligt »spark i løgsuppen«.

Sidstnævnte er, hvad Donald Trump fik i denne uge: et ydmygende nederlag i Kongressen ved afstemningen om offentliggørelsen af de såkaldte Epstein-filer. Det var ikke bare en tabt afstemning, men en sjælden manifestation af magtløshed for verdens mest magtfulde mand.

Afstemningsresultaterne på 427-1 i Repræsentanternes Hus og 100-0 i Senatet talte et tydeligt sprog og sørgede samtidig for, at kongresmedlemmet Clay Higgins fra Louisiana – der som den eneste stemte imod offentliggørelsen – nu kommer til at indgå i fremtidige Bezzerwizzer-spil som et kuriosum og den amerikanske pendant til Rasmus Modsat. Men tilbage til Trump.

Kun 44 pct. af republikanske vælgere var tilfredse med Trumps håndtering af Epstein-filerne i dagene op til afstemningen. Samtidig ville 67 pct. af alle republikanske respondenter have alle Epstein-filer offentliggjort. Sjældent har præsidentens boldøje været så dårlig, som det har været tilfældet her. Det er lige før, at Trump dermed kan ryge direkte ind i startopstillingen på det danske herrelandshold eller blive overborgmesterkandidat for Socialdemokratiet i København næste gang.

Men tro ej, at Trump er typen, der indrømmer et nederlag. Nej, nej, det ligger ikke i The Donalds dna. Så hvordan kan man prøve at bilde befolkningen ind, at et truende nederlag ikke er netop det? Man laver selvfølgelig en omvendt Uffe Ellemann-Jensen frit efter devisen: »If you can’t beat them – join them!«

Mens Danmarks daværende udenrigsminister med formuleringen »if you can’t join them – beat them!« fik fjernet fokus væk fra det danske nej til Maastricht-traktaten og hen mod EM-finalen, slap Trump knap så godt fra sin kovending. Måske skulle han ligesom Uffe Ellemann-Jensen lige have spurgt Michael C. Iuul, der faktisk er ophavsmanden bag udenrigsministerens berømte ord, om råd.

I kølvandet på nederlaget i Kongressen er det flittigt blevet diskuteret, om Trump dermed er en svag præsident, der meget tidligt er på vej ind i ”lame duck”-fasen.

Udtrykket er en vending i amerikansk politik, der beskriver en leder, der formelt set stadig har magten, men reelt set har mistet sin politiske indflydelse, fordi vedkommende enten er på vej ud af embedet eller har lidt et så stort politisk nederlag, at ingen længere frygter lederen.

Den diskussion kommer i mine øjne en postgang for tidlig. Donald Trump er ikke nogen svag præsident, men han er åbenlyst en svækket præsident. Det skyldes dog ikke primært Epstein-afstemningen.

Som datajournalisten Nate Silver har pointeret i denne uge, så har diskussionen om Trumps styrkeposition typisk været domineret af ekstremerne.

På den ene side er der den klassiske beskrivelse, som stammer fra Trump selv, at han kunne »skyde nogen på Fifth Avenue og alligevel ikke miste nogen stemmer«. Den fortælling har alle dage været forkert, om end det er rigtigt, at Trump har været mere teflonbelagt i forhold til politiske eskapader end de fleste politikere.

Men som vi så tidligere på året, så var der en klar negativ reaktion i meningsmålingerne i kølvandet på Trumps straftoldskamikaze. Det samme gjorde sig gældende i forhold til usikkerheden om det føderale støtteprogram Snap, der giver lavindkomstfamilier tilskud til mad. Med andre ord er det tydeligt, at det har en effekt, når amerikanerne mærker økonomisk usikkerhed.

På den anden side har vi dommedagsprofetierne, der på 10. år prædiker, at Trumps politiske opbakning er ved at falde fuldstændig sammen som et telt på Roskilde Festival. Det har vi stadig til gode at se.

Sandheden ligger som så ofte et sted i midten. Donald Trump er ikke nogen svag præsident i en snæver forstand. Han har stadig et fast greb om Det Republikanske Parti, også i kølvandet på Epstein-afstemningerne. Jeg ved godt, at der bliver fokuseret meget på rebeller som det republikanske kongresmedlem Marjorie Taylor Greene i disse uger.

Men min påstand vil stadig være, at store dele af Trumps Maga-base hellere ville sælge deres pickuptruck end at vende Trump ryggen. Ligeledes har Trump stadig en enorm evne til at knuse interne rivaler, som om de var papir i en makulator. Bare spørg Liz Cheney. Mon ikke Marjorie Taylor Greene også kommer til at finde ud af det, såfremt hun vælger at genopstille næste år?

Jeg er som sådan enig i, at det var tudetosset, at Trump i ugevis kæmpede som en besat for at forhindre offentliggørelsen af Epstein-filerne. Manden der ville »dræne sumpen«, endte med at fremstå som sumpens beskytter.

I stedet for at stå på ofrenes side fremstod USA’s præsident som Epsteins advokat. Den dynamik brød ikke bare med Trumps valgløfte om fuld transparens, men også med iscenesættelsen som outsideren, der skulle trække tæppet væk under de korrupte og pædofile netværk. I stedet for endte Trump med at blive opfattet som Epsteins sidste bolværk, hvilket svarede til, at Batman lige pludselig var begyndt at arbejde for Jokeren.

I det større perspektiv vil jeg dog fastholde, at Trumps største problem ikke er en afdød sexforbryder, men rådighedsrummet. For sat på spidsen, så står mange amerikanere, der stemte på Trump i 2024 i håbet om billigere mælk, benzin og medicin, tilbage med en præsident, der hellere vil holde hånden over en kriminel end at kæmpe for en billigere hverdag. I den fortælling bliver America First til Epstein First, og det er jo ikke skidesmart.

Den dynamik forstod Marjorie Taylor Greene i øvrigt langt hurtigere end Trumps rådgivere. Særligt fordi Greene kunne spille på begge heste, Epstein og dagligvarepriser. Kongresmedlemmet har grebet muligheden for at fremstille sig selv som Maga-bevægelsens ideologiske vogter, mens Trump risikerer at stå tilbage som Maga-bevægelsens Gollum: en trist skabning fuld af selvbedrag, der bliver smadret af magtens begær og dens korrumperende og besnærende kraft.

Greene er derimod godt i gang med at transformere sig selv fra konspiratorisk tosse til Samvis ”Sam” Gammegod, også fra ”Ringenes Herre”-universet.

Hvor Gollum er styret af besættelse, løgn og selvødelæggelse, repræsenterer Sam det modsatte: loyalitet, integritet og modet til at bære byrden uden at lade sig korrumpere. Det ville være synd at sige, at det er en retvisende beskrivelse af Marjorie Taylor Greenes politiske karriere, men kongresmedlemmet gør et ihærdigt forsøg på at få det til at se sådan ud.

Så ja, Donald Trump er svækket. Men nej, han er ikke svag. Han er stadigvæk stærk dér, hvor det er mindst vigtigt for amerikanerne – i kontrollen over sit eget parti – og svag dér, hvor det tæller, nemlig i evnen til at forbedre amerikanernes levevilkår.

Det er en farlig situation at befinde sig i, for selv Trump er ikke immun for tyngdeloven. Og når tyngdekraften først rammer, så gør det rigtig ondt. Ligesom et spark i løgsuppen.