DF går efter vælgerne i det allerdybeste kælderrum

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Bønnekald over det danske land. Det var egentlig et ”ikke-problem” – i hvert fald indtil for kort tid siden. Og spørgsmålet er, om det ikke fortsat er sådan.

Men hvis man skal tro den offentlige debat om minareternes kalden, så kan vi faktisk slet ikke få ørenlyd i de danske forstadshaver for bare bønnekald. Det er det narrativ, udlændinge- og integrationsordfører for DF Mikkel Bjørn ihærdigt forsøger at formidle til danskerne. På de sociale medier gav ordføreren liv til en lille, få sekunders lang video fra Brøndby Strand, der angiveligt viser et bønnekald.

Opslaget er selvfølgelig forsynet med Dannebrog-emojis og teksten: »Nok er nok: Stop bønnekald i danske boligområder! Forestil dig, at du sidder i din egen have en sommeraften – og i stedet for fuglekvidder eller stilhed bliver du overdøvet af højlydt bønnekald fra en nærliggende moské.« Ja, og himlen ruller sammen som en tapetrulle, stjernerne falder ned, og verdens ende er sikkert også nær. Og »Allahu akbar«, som en mandestemme på videoen messer, er, hvis man skal tro sandhedsværdien af Facebookopslaget, underlægningsmusikken til sommerlivets lethed i Brøndby Strand.

Man ser for sig, hvordan muslimer myldrer frem af ligusterhækkenes skjul; koner viklet ind i hovedbeklædning, tre unger og en Bilkapose i hånden, en fjerde unge på armen – ledsaget af deres mørkklædte mænd med talibanskæg. De vandrer til hobe. Minareterne har kaldt ud over forstædernes terrasseliv og kakkelborde, og danskerne har ikke længere en jordisk chance, det er ude med os. Kirkeklokkeklangen forstummer – minareterne overdøver lyden af dansk liv, ånd og kultur.

Det er den fortælling, den unge Bjørn vil plante i den danske bevidsthed – og det lykkes på den måde, at ”ikke-problemet” bønnekald på et splitsekund påkaldte sig al opmærksomhed i den offentlige samtale om islam, indvandring, integration og mangel på samme.

Budskabet fik udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund op på dupperne, og embedsværket blev sat i sving for at undersøge muligheden for at forbyde bønnekald i Danmark. Til trods for at der ikke officielt er registreret bønnekald i Danmark siden 2020. Jeg er ikke imod, at man er ”strammer” på udlændingeområdet, hvor det er nødvendigt – men de seneste dage er der i nærværende avis blevet sået tvivl om, hvilken minaret der udsendte det filmede bønnekald.

Og om »Allahu akbar« nogensinde gjaldede ud over Brøndby Strand. Brøndby Kommune er ikke bekendt med, at man kalder til bøn fra moskéer i området, og en anerkendt lydtekniker kan ikke bekræfte eller afkræfte, at optagelsen er manipuleret, og ingen af de omkringliggende moskéer vil vedkende sig kaldet.

Jeg siger dermed ikke, at man altid skal købe en brugt bil af en imam, men man skal ikke have været turist mange minutter i Mellemøsten, før man ved, hvordan en minaret lyder. Og jeg mindes ikke, at den lyder som den i Mikkel Bjørns videooptagelse.

Hvis videoen er manipuleret, har ordføreren et temmelig stort problem. Og tilliden, ikke kun til Mikkel Bjørn, men til hele partiet er brudt. Uigenkaldeligt, vil jeg mene.

Er den ikke manipuleret, har ordføreren faktisk også et problem – simpelthen fordi partiet med Mikkel Bjørn og Morten Messerschmidt i spidsen er på vej ned i en grøft så langt til højre, at andre partier, også dem, der strammer udlændingegarnet allermest, går en anden vej. Uden om Dansk Folkeparti. Og er det virkelig dér, partiet vil hen? Stuerene skulle de gerne blive ved med at være i Dansk Folkeparti. Ellers bevæger vi os hen imod en anden politisk kultur end den, vi har tradition for i Danmark.

Det er iskold strategi – og Dansk Folkeparti ved, hvad det gør, for der er vælgere at hente – nemlig dem helt nede i det nederste kælderrum, der i 2019 satte kryds ved Rasmus Paludan. Også »Rejs hjem«-kommentaren på den radikale folketingskollega Samira Nawas facebookopslag var også en velovervejet finke, der røg af panden. Selvom Messerschmidt senere hævder, den ikke var rettet mod hende. Man kan være uenig med Samira Nawa, men der er en nedre grænse for, hvordan man tiltaler hinanden.

Vi må ikke bevæge os mod tyske eller svenske tilstande i dansk politik – og jeg må sige, at jeg er bekymret. Nu havde de borgerlige ellers lige holdt borgerligt konvent og hygget sig – nu ved de andre borgerlige ikke, hvad de skal stille op med Morten Messerschmidts yderliggående forslag om remigration.

At ville fjerne islamiske menigheder fra listen over anerkendte trossamfund, lukke muslimske friskoler og foreninger, forbyde bønnekald, halalkød og tørklæder i offentlige institutioner – alt det kan ikke finde sted uden alvorlige indgreb i vores grundlovssikrede frihedsrettigheder og frihedsværdier.

Jeg siger ikke, at der ikke er fuldkommen uoverskuelige problemer på udlændinge- og integrationsområdet, for det er der. Men dem skal vi løse med en vis ordentlighed i behold – uden at opfinde ”ikke-problemer” – og i tillid til at kirkeklokkernes malmfulde klang af tusinde års kristendom, frihedens klang, altid vil overdøve underkastelsens »Allahu Akbar« – hvad end lyden kommer fra en minaret. Eller en boomboks.