Kultur skal være politik, ikke bare pynt. Og den skal kunne forklares

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når vi om nu 19 dage vælger nye kommunalbestyrelser, bliver kulturpolitikken næppe det, der afgør valget.

Men den spiller en større rolle, end mange tror. Faktisk viser en ny undersøgelse fra Dansk Industri, at tre ud af fire vælgere ser kommunens kulturpolitik som et element, der har betydning for deres valg.

Det fortæller noget centralt om, hvordan vælgerne i stigende grad forbinder kultur med livskvalitet, fællesskab og lokal identitet.

Der er dog et paradoks, for undersøgelsen, der baserer sig på kortlægninger af 14 kommuners kulturtilbud gennemført af Kulturens Analyseinstitut, viser også, at hele 32 pct. af borgerne ikke kender de kulturtilbud, der findes i deres egen kommune.

Det er ikke et spørgsmål om kvalitet, men om synlighed. Hvis kulturen skal spille den rolle, borgerne forventer, må kommunerne og kulturinstitutionerne tage kommunikation alvorligt, ikke som pynt, men som politik.

Kulturpolitikken formes i stigende grad lokalt. Den er ikke længere et appendiks til velfærden, men et redskab til at skabe attraktive byer og stærke fællesskaber. Mange kommuner har allerede forstået, at kultur kan løfte både bosætning, turisme og sammenhængskraft. Men det potentiale udnyttes kun, hvis borgerne faktisk oplever, at de bliver inviteret med.

Alt for ofte tænkes kommunikation som noget, man lægger ovenpå, når beslutningerne er truffet. Men kommunikation er en del af politikudviklingen. Den handler om at gøre kulturen nærværende, forståelig og relevant for flere. Når kommunikationen svigter, mister kulturpolitikken sin folkelige legitimitet.

Offentligt støttet kultur skal være for alle, men når en tredjedel af borgerne ikke kender tilbuddene, bliver adgangen i praksis ulig. Det er et demokratisk problem, ikke et æstetisk.

Når valget er overstået, bør kommunerne derfor sammen med deres kulturinstitutioner sikre, at der arbejdes med målrettet og strategisk kommunikation. Kulturpolitik handler ikke kun om støtteordninger og institutionsdrift, men om at skabe fælles fortællinger, som borgerne kan spejle sig i. Den opgave løses ikke uden en tydelig og vedholdende indsats på kommunikationsområdet.

Kulturpolitikken har et blindt punkt. Det er på tide, at vi får øje på det.