Ny finanslov holder kulturen på sporet
Regeringens aftale med De Konservative kaldes et strategisk nybrud i dansk politik. Men på Kulturministeriets område er kursen den samme: solid drift, lokale projekter og få nye satsninger.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Regeringens finanslovsaftale med De Konservative er allerede blevet kaldt et strategisk nybrud. Kommentatorer taler om en genoplivning af VK-aksen og en ny magtbalance i dansk politik.
Aftalen er med andre ord ikke blot et økonomisk kompromis, men et signal om, hvor regeringen søger samarbejde og stabilitet.
På Kulturministeriets område mærkes den nye alliance dog kun svagt. Her er finansloven præget af kontinuitet. Regeringen fastholder og udbygger støtten til kulturlivet, og det er i sig selv positivt. Scenekunstreformen er nu fuldt finansieret, bogmomsen afskaffes, og landsdelsorkestrene får et løft, som vil styrke deres rolle i den musikalske infrastruktur.
Samtidig får institutioner som Applaus og Kulturens Analyseinstitut mulighed for at fortsætte deres arbejde med at skabe viden og udvikling i sektoren. Det er ikke revolutionerende, men det er solidt.
Man kan dog ane et konservativt fingeraftryk i årets aftale. De Konservative har traditionelt lagt vægt på kulturarv, klassiske kunstarter og institutionel forankring, og netop disse områder styrkes tydeligt.
Flere midler går til restaurering, bevaring og lokale kulturarvsprojekter, og løftet til landsdelsorkestrene flugter med partiets kulturpolitiske profil.
Samtidig fastholder regeringen sine egne prioriteringer på scenekunst, litteratur og vidensinstitutioner, hvilket samlet giver en finanslov, der forener konservativt værdifokus med regeringens ønske om stabil drift.
Resultatet er en finanslov, der både rækker ud mod kulturarven og fastholder de nyere kulturpolitiske prioriteringer. Samtidig videreføres den nu velkendte tradition for at styrke de lokale kulturinitiativer rundt i landet.
En skaterpark i Jyllinge, en undervisningspavillon på Rødding Højskole, en istidsudstilling i Vissenbjerg og en forhindringsbane i Skelhøje Plantage. Hver især små, men meningsfulde projekter, der skaber liv og fællesskab lokalt.
Skulle man vurdere det strategiske afsæt for landets kulturpolitik alene ud fra finansloven, ville man se et kulturområde, der er stabilt og driftssikkert, men stadig søger sin retning. Finansloven tegner et billede af et ministerium, der prioriterer bredde og tilgængelighed og derfor i højere grad konsoliderer end eksperimenterer.
Det hænger også sammen med, at langt størstedelen af ministeriets samlede bevillinger allerede er bundet i drift.
Når det store flertal af kulturmidler går til at fastholde den eksisterende struktur, er det kun naturligt, at de midler, der forhandles om i finansloven, ikke giver anledning til de store markeringer. Den reelle kulturpolitik ligger i driften, ikke i de få procent af budgettet, der kan flyttes fra år til år.
Finansloven for 2026 ændrer ikke kursen for dansk kulturpolitik. Den fastholder et stabilt og velfungerende system, men uden at sætte en ny retning. Det er både fornuftigt og forudsigeligt – men næppe nok til at tegne fremtidens kulturpolitiske vision.