Er der egentlig nogen, som skal dø, før vi forbyder udlejning af cykler til turister?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er både sundt, charmerende og mest af alt en ægte dansk oplevelse at cykle.

Men når udenlandske turister bevæger sig op på tunge bedstemorlejecykler – nogle af dem også med elmotor på – er det mest af alt farligt.

De kører uden hjelm. De kører med mobiltelefoner i hånden. De kører og kigger op på byens turistattraktioner i stedet for at orientere sig i trafikken, og mest af alt aner de ikke, hvordan de skal placere sig på cykelstien.

Jeg har utallige eksempler. Disse er bare fra denne sommer:

Den unge kvinde, der blokerede hele cykelstien ved Nørreport, fordi hun ikke var i stand til at sætte i gang på cyklen og finde balancen, da der blev grønt. Jeg måtte ud over bilernes kørebane for at komme rundt om hende.

Mor og datter, der ligeledes blokerede en hel cykelsti i et kryds, da de faktisk ikke skulle over vejen. I stedet fyldte de det hele, imens far og søn kørte på modsat side – imod færdselsretningen – over krydset til dem, hvorefter de stoppede i krydset for at kigge på kort. Heldigvis var samtlige bilister i krydset opmærksomme. Det er ellers heller ikke givet i København.

Det tyske ægtepar, der kom kørende på cykelstien imod færdselsretningen og blev forvirret over at havne i en stor klump af pendlere på vej hjem fra arbejde. Forvirringen skubber dem af cykelstien, da de krydser Frederiksborggade, og alle andre må risikere egne liv og lemmer for at få dem flettet ind på cykelstien igen.

Københavns Politi må også have fået færten af problemet, for i løbet af sommeren kom der pludselig store bannerreklamer op på busstoppestederne rettet mod cyklende turister.

Men hvorfor skal turisterne overhovedet cykle rundt i København?

Vi har ikke brug for det

Vi har en af verdens bedste hovedstæder at bevæge sig rundt i til fods. Vores offentlige transport er udbredt og effektiv sammenlignet med mange andre lande, og du kan se de største turistattraktioner inden for metronettet.

Det er ikke for nemheden eller effektivitetens skyld, at man lejer en tung og dyr udlejningscykel. Alene det at problemet er langt mere udbredt i København end på Aarhus’ stejle bakker, siger noget om, at det faktisk mest bare er for sjov, at man hopper op på en udlejningscykel.

Det er for at få the Copenhagen experience – men det svarer nogenlunde til, at jeg tog til New York og lejede en bil med min minimale køreerfaring og ellers bare gav mig til at cruise hensynsløst rundt, imens alle andre måtte hoppe og springe for livet.

Vores cykelstier er allerede udfordret nok af forældre på ladcykler, mænd på racercykler, der skal sætte rekorder i myldretiden, og cykelstier, der alt for mange steder er for smalle.

Vi har ikke brug for den potente ingrediens, det er, når turister, der har stort set ingen erfaring med at cykle, skal sightsee sig vej gennem cykelstierne.

Jeg ved godt, at turisme er vigtig for den danske økonomi, og jeg sætter pris på at bo i en by og et land, som folk godt kan lide at besøge. Virkelig. Jeg vil dog gerne se regnestykket på, at et forbud mod udlejning af cykler til turister i København vil få turisterne til at holde sig væk.

For der er noget større på spil: Imens storbyer som Amsterdam, Paris og Barcelona er ved at knække sammen under vægten af hensynsløse turister, som misbruger storbyernes lokale kendetegn for deres egen fornøjelses skyld, kan vi stadig nå at sige stop.

Døde turister?

Endnu har jeg råd til at bo i cykelafstand fra mit arbejde, selvom Airbnb nok skal få sat en stopper for dét en dag. Men er det så min cykeltur på arbejde, der skal ofres i masseturismens navn først?

Lige nu er det de lokale, der sikrer, at der ikke sker alvorlige ulykker med turister på cykelstierne. Heldigvis, men på sin vis også uheldigt, for den slags nærvedoplevelser registreres ingen steder. Derfor er det også umuligt at få et statistisk overblik over problemet.

Men vi behøver ikke at have lokale, der ikke tør cykle på arbejde halvdelen af året, eller døde turister på vejbanen, før vi gør noget.

Så hvad venter vi egentlig på?