Derfor er Baltikum målet for kongeparrets næste statsbesøg

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kongehuset har for nylig meddelt, at kongeparret vil tage på statsbesøg til Letland den 28.-29. oktober og desuden til Estland og Litauen i nær fremtid. Det er der flere – både historiske og aktuelle – grunde til.

For det første er der tale om et kraftigt signal om sammenhold mellem Europas demokratiske stater, herunder ikke mindst staterne, som ligger i Nordøsteuropa og tæt på Rusland.

Kongehuset skriver ligefrem på sin hjemmeside, at besøgene i Baltikum vil »være med til at understrege det fælleseuropæiske engagement og den fortsatte støtte til Ukraine«.

For det andet har Danmark i den forbindelse et ganske særligt forhold til Letland, som kan være med til at forklare, at dette vil være det allerførste af de baltiske lande, som kongeparret vil besøge.

Danmark har nemlig en særlig rolle som ”rammenation” for Nato-hovedkvarteret Multinational Division North og som et land, der har en kampbataljon placeret på Camp Valdemar i netop Letland.

Ifølge kongehuset vil kongeparrets besøg give anledning til at »anerkende de danske soldater for deres tjeneste«.

For det tredje har Danmark en række – ganske vist meget forskelligartede – historiske og kulturelle bånd til de baltiske lande.

I Danmark har mange af os tendens til at tro, at de tre baltiske lande er temmelig ens og med en ret ensartet historie. Men det gælder især for en del af den nyeste historie.

Faktisk eksisterer der en del forskelle mellem de baltiske lande, hvad angår historie og kultur, og dermed også, når det gælder, hvilket forhold Danmark har haft til de tre lande i tidens løb.

Alle de områder, som i dag udgør de tre baltiske lande, havde forskellige økonomiske, kulturelle og politiske kontakter til Norden allerede i Vikingetiden.

Men ellers er Estland dét land, som Danmark historisk og kulturelt set har haft mest til fælles med. Dernæst kommer Letland og til sidst Litauen.

En stor del af Estland var under dansk styre fra 1219 (hvor Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra himlen) og – med visse mellemrum – frem til 1346, da Valdemar Atterdag afhændede det til Den Tyske Orden.

Efter den tyske dominans’ forsvinden fra Estland i løbet af 1400- og begyndelsen af 1500-tallet var landet derefter under Sverige fra sidste del af 1500-tallet og frem til begyndelsen af 1700-tallet, hvorefter Rusland overtog kontrollen med landet frem til dets selvstændighed i 1918.

Letland og Litauen har – i modsætning til Estland – aldrig været direkte under Danmark. Hver især har disse to lande en ret forskellig historie.

Diverse dele af Letland var nemlig gennem mange århundreder fra 1100-tallet og frem til 1918 (hvor landet blev en samlet, selvstændig stat) under skiftevis tysk, polsk-litauisk, svensk og til sidst også – i en kort periode fra 1700-tallet og frem til 1918 – russisk overherredømme.

Litauen derimod indgik i en lang periode – fra 1386 til 1795 – i en kæmpestor fælles polsk-litauisk stat, som også indbefattede væsentlige dele af nutidens Belarus og Ukraine. Fra 1386 til 1569 var der tale om en såkaldt ”personalunion”, hvor Polen og Litauen kun havde udenrigspolitikken og statsoverhovedet til fælles.

Derefter, fra 1569 til 1795, var der tale om en realunion, hvor Litauen reelt var direkte under Polen.

Efter at alle de tre baltiske lande var blevet erobret af Rusland i løbet af 1700-tallet, hørte de under dette rige op igennem hele 1800-tallet og frem til 1918, hvor de erklærede sig selvstændige i kølvandet af zar-Ruslands sammenbrud og Den Russiske Revolution i 1917.

Og det er først fra dette tidspunkt, at Estlands, Letlands og Litauens historie for alvor kommer til at minde om hinanden.

En vigtig fælles begivenhed i den nyeste tids baltiske historie er således, da Sovjet-Rusland – efter et par års forgæves voldelige forsøg på at beholde de tre lande under sig – i 1920 anerkendte alle tre lande som selvstændige, suveræne stater. Derpå oprettede Danmark kort efter – ligesom mange andre lande – diplomatiske forbindelser til både Estland, Letland og Litauen.

I 1940 angreb og annekterede Stalin – i strid med anerkendelsen af 1920 – alle de tre lande. En annektering, som bl.a. Danmark aldrig anerkendte.

Efter ca. 50 års ny undertrykkelse fattede de baltiske lande og deres befolkninger i 1989-1991, da Østblokken og dernæst Sovjetunionen var i færd med at gå i opløsning, håb om at kunne genvinde deres frihed. Danmark og de øvrige nordiske lande støttede dem aktivt i deres forehavende.

Og selv om Sovjetunionen på forskellig vis satte ind over for landene med voldelige midler, lykkedes det dem til sidst – godt hjulpet på vej af det mislykkede gammelkommunistiske kup mod Mikhail Gorbatjov i august 1991 – igen at opnå selvstændighed.

En række lande – herunder Sovjetunionen – anerkendte få uger efter det mislykkede kup både Estland, Letland og Litauen som suveræne, selvstændige stater.

Sovjetunionen har altså ad to omgange i nyere tid – i 1918 og i 1991 – anerkendt de baltiske lande som suveræne stater. Og Danmark har hele vejen igennem været med til at bakke op om staternes ret til at være selvstændige og frie.

Det er således primært i den nyere del af historien, dvs. fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til i dag, at Danmark har haft et særligt politisk bånd til de baltiske lande. Og så som sagt til en vis grad i Vikingetiden og – for Estlands vedkommende – fra 1219 til 1346.

Men dertil kommer, at både Estland og Letland fra og med Luthers reformation i begyndelsen af 1500-tallet i høj grad blev præget af den evangelisk-lutherske lære og dermed også fik et særligt bånd til de nordiske lande.

Kun i Litauen blev den romersk-katolske kirke ved med at spille en relativt stor rolle.

Der er altså – ud over den aktuelle situation i Europa og verden – også mange historiske udviklinger, især fra 1918 og frem til i dag, som binder Danmark sammen med de baltiske lande.

Og dette er også medvirkende til, at et statsbesøg af kongeparret til netop denne del af Europa er yderst oplagt i den nærmeste fremtid.

Der er tradition for, at et nyt regentpar i Danmark begynder med at aflægge statsbesøg til de lande, som vi har de tætteste bånd til. Derfor begynder man altid med de nordiske lande.

Det gjorde dronning Margrethe II også i 1973 (efter at være tiltrådt som dronning i 1972).

Dengang var de baltiske lande imidlertid underlagt Sovjetunionen, og det kunne derfor ikke lade sig gøre at arrangere et særskilt statsbesøg til disse lande.

Men så snart landene atter havde fået deres frihed, blev der iværksat et statsbesøg fra dansk side til både Estland, Litauen og Letland – i 1992. Og genbesøgene kom allerede i hhv. 1994, 1996 og 1997.

I dag er situationen – heldigvis – en anden, og derfor kan det nye kongepar tage til de baltiske lande allerede som nogle af de første 10 lande, som de aflægger statsbesøg til. Fordi de baltiske lande er nogle af dem, som vi på mange måder står nærmest.