Det er en glædens dag, der giver håb om varig fred i Gaza
Vi må alle håbe, at vi nu ser begyndelsen på en varig fred mellem de plagede folkeslag i regionen, selvom der stadig er mange ubekendte. Og vi må erkende, at Israels styrke og beslutsomhed samt Donald Trumps upolerede diplomati har været afgørende.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er en glædens dag i Israel og Gaza, hvor alle de overlevende gidsler nu ser ud til at være blevet løsladt som første skridt i fredsprocessen mellem Israel og Hamas.
Vi må alle håbe, at dette er begyndelsen på en varig fred mellem de plagede folkeslag i regionen, selvom der stadig er mange ubekendte. Ikke mindst svæver det fortsat i det uvisse, hvordan det skal lykkes at afvæbne Hamas og fjerne den permanent som en alvorlig sikkerhedstrussel for Israel og som den forbandelse, den har udgjort for Gazas civilbefolkning.
Et fremtidigt palæstinensisk styre i Gaza kan ikke have nogen som helst involvering af Hamas, og det skal desuden sikres, at området demilitariseres, så det ikke igen kan blive arnested for angreb på Israel.
Trods den ufattelige og forfærdelige tragedie, som krigen har været for civilbefolkningen i Gaza, så må man erkende, at vi næppe var nået hertil, hvis Israel ikke havde vist styrke og beslutsomhed og navnlig insisteret på at bryde den dødbringende alliance af fjender, som Hizbollah, Iran og houthierne repræsenterede.
De er nu alle slået effektivt tilbage, ligesom Assad-styrets fald i Syrien også har gjort regionen til et sikrere sted.
Og æres den, der æres bør – vi kommer heller ikke uden om, at Donald Trumps rå og upolerede diplomati også har fungeret, og ligesom under Trumps første præsidentperiode med indgåelse af Abraham-aftaler tyder alt på, at vi nu er kommet endnu et stykke længere på vej mod fred og stabilitet i Mellemøsten. Det fortjener helt klart også vores anerkendelse.
Værre ser det ud for EU og de europæiske lande, som har spillet totalt fallit under de seneste to års krig og velfortjent er blevet holdt ude af forhandlingerne i de seneste uger.
EU og de enkelte EU-lande har demonstreret en håbløs blanding af handlingslammelse og aktiv støtte til terroristerne, drevet af en række regeringers frygt for stemningen i deres egen befolkning, mens et egentligt lederskab stort set har været fraværende i de fleste lande.
Det har været pinagtigt at opleve, og det virker helt usandsynligt, at nogen i Mellemøsten vil tage Europa alvorligt efter dette forløb. Det er kun en beskeden opmuntring, at Danmark har været et af de mindst ringe lande, og at den danske regering ikke har ladet sig løbe over ende af den islamogauchistiske alliances krav om betingelsesløs afstandtagen til Israel, som vi aldrig må glemme var den angrebne part i konflikten.
Der er lys for enden af tunnelen. Lad os håbe, at de politiske kræfter, der har bragt sagen så langt, også formår at føre processen helt i mål.