Man skulle ikke tro det – men demokratiet har faktisk sejret en del i de senere år
Selv om vi hører rigtig meget om, at demokratiet er trængt for tiden, har der også været en hel del sejre.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Gennemførelsen af Folketingets åbningsdebat har netop – endnu en gang – vist, at vi her i Danmark har et godt og levedygtigt demokrati, hvor man åbent kan diskutere med hinanden og på fredelig vis drøfte sine uenigheder.
Men vi hører også hele tiden om, hvordan demokratiet er trængt mange andre steder rundtomkring i verden. Og det er da også rigtigt. Man må bare ikke glemme, at det også er en hel del steder, hvor det er gået frem for demokratiet i de senere år.
Her lidt tal og fakta til at demonstrere dette – blot som eksempel: Der findes i dag 193 lande, som er medlemmer af FN. Det er næsten alle verdens lande.
Men der er meget stor forskel på landenes størrelse. De syv største af landene tegner sig således tilsammen for over 50 pct. af verdens samlede befolkning. Det drejer sig om: Indien (1,467 mia.), Kina (1,415 mia.), USA (348 mio.), Indonesien (286 mio.), Pakistan (256 mio.), Nigeria (238 mio.) og Brasilien (213 mio.).
De resterende under 50 pct. af verdens befolkning er således delt ud på de øvrige ca. 186 lande.
Men hvordan står det så til med demokratiets nyere historie i de syv store lande?
Ja, hvis vi tager dem ét ad gangen, har det største af dem, Indien, haft demokrati uafbrudt siden selvstændigheden fra Storbritannien i 1947, undtagen i et par år midt i 1970’erne, hvor premierminister Indira Gandhi kortvarigt satte landet i undtagelsestilstand.
Hvis vi går til nr. 2 på listen, Kina, har landet aldrig haft demokrati. Det har i historiens løb haft mange forskellige diktaturer. I nyere tid: kejserne fra Mingdynastiet fra 1368 til 1644, kejserne fra Qingdynastiet fra 1644 til 1912, forskellige højreorienterede diktaturer fra 1912 til 1949 og endelig det nuværende kommunistiske diktatur siden 1949.
Der var ganske vist nogle spæde forsøg på at indføre demokrati i forbindelse med overgangen fra kejserdømme til republik i 1912, men det blev reelt aldrig til noget.
Nr. 3 på listen om verdens ”syv store”, USA, har haft demokrati uafbrudt siden løsrivelsen fra Storbritannien med Den Amerikanske Frihedskrig og Uafhængighedserklæringen i 1776 (og fik sin første præsident med George Washington i 1789). Landet fik dog først ægte demokrati i moderne forstand, da også kvinderne fik stemmeret efter Første Verdenskrig.
Men også nr. 4, 5, 6 og 7 på listen er meget interessante, når vi ser på den demokratiske udvikling i de senere år. For i alle disse fire lande: Indonesien, Pakistan, Nigeria og Brasilien, som til sammen har næsten 1 mia. indbyggere, har der generelt været fremgang for demokratiet i den nyeste tid.
Indonesien blev selvstændigt fra Holland i 1949 og havde derefter demokrati frem til 1959, hvorefter præsident Sukarno (reg. 1949-1967) suspenderede det. Efter Sukarno fik indoneserne i mange år en ny diktator med præsident Suharto (reg. 1967-1998).
Men efter en kort ”overgangsperiode”, hvor man havde delvis demokrati fra 1998 til 2004, har landet i de seneste nu 21 år haft demokrati uafbrudt under præsidenterne Bambang (reg. 2004-2014), Widodo (reg. 2014-2024) og Subianto (reg. 2024-).
En tilsvarende generel fremgang for demokratiet har man set hos nr. 5 på listen over de syv lande, der til sammen udgør over halvdelen af verdens befolkning: Pakistan. Dette land har en meget voldsom og blodig historie med både perioder med diktatur og perioder med demokrati.
Landet har således haft ikke mindre end 10 militærkup siden selvstændigheden fra Storbritannien i 1947. Men det er primært i den første og midterste del af tiden som selvstændig stat, at diktaturet har været dominerende. Lige siden den seneste diktator, Zia ul-Haq (reg. 1977-1988), døde i en flyulykke i 1988, har Pakistan uafbrudt haft (en form for) demokrati.
Også i nr. 6 på listen, Afrikas folkerigeste stat, Nigeria, er det generelt gået den rigtige vej i forhold til at få mere demokrati i de senere år. Siden landet blev selvstændigt fra briterne i 1960, har landet haft diktatur i samlet set ca. 28 år. Men det har p.t. haft demokrati uafbrudt siden 1999.
Og nr. 7 på listen, Brasilien, vekslede, fra det blev selvstændigt fra Portugal i 1822 og frem til 1985, i lange perioder mellem demokrati og diktatur. Men siden sammenbruddet af det seneste militærdiktatur i 1985 har landet nu haft demokrati uafbrudt i 40 år.
Med andre ord: Selv om det mange steder er gået tilbage for demokratiet, er det altså også mange andre steder gået fremad. Dette med de syv største lande i verden, som tilsammen udgør over 50 pct. af verdens befolkning, er blot ét af mange mulige eksempler, som kan illustrere dette.
Demokratierne har det – hvis man ser det i et lidt længere historisk perspektiv – altså ikke helt lige så dårligt, som man godt somme tider kunne få indtryk af. Tilsvarende har diktaturerne det måske ikke helt lige så godt, som man somme tider kunne have på fornemmelsen.
Det viser sig også på mange andre måder end de ovenfor omtalte. På listen over de syv største lande er der nemlig kun ét land, verdens største diktatur, Kina, som har haft en befolkningsmæssig tilbagegang i de senere år.
Det samme gælder, hvis man ser på et andet af de store diktaturer i verden Rusland – men som jo i øvrigt ikke engang er med på listen over de syv folkerigeste lande i verden. Rusland er ”kun” nr. 9 (med Bangladesh som nr. 8). Og Rusland har ovenikøbet haft en ret stor befolkningsmæssig nedgang i de senere år.
I 1992, lige efter Sovjetunionens sammenbrud, boede der 148,5 mio. mennesker i Rusland. I 2019 var dette tal faldet til 145,4 mio. Og her i 2025 er det nede på 143,8 mio. Faldet skyldes mange ting. F.eks. en aldrende befolkning, at der fødes ret få børn, og at mange unge i håb om en bedre fremtid søger væk fra Rusland til andre lande.
Men det hjælper jo nok heller ikke ligefrem på befolkningstallets udvikling, at styret insisterer på at sende så mange unge mennesker af sin egen befolkning i krig. Til en front, hvorfra mange aldrig vender hjem igen.
Så jo, demokratierne har på mange måder været presset i de senere år. Men det har mange af diktaturerne altså også.