En ordentlig undskyldning slår selv den bedste bortforklaring

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Indimellem koger mine døtre over, når jeg med en runddans og alenlange forklaringer begrunder, hvorfor jeg ikke er kommet til tiden.

Det sker jævnligt.

Kald det bare en brist. En af de mindre, vil jeg selv påstå, men de mener noget andet og VIL BARE HAVE DEN UNDSKYLDNING! Kujon- og barnagtigt sniger jeg mig omkring det lille ord, for det var jo ikke med vilje, vel?

Undskyldninger er en kompliceret størrelse for de fleste. De fleste kender nogen, der hellere vil save deres arm af med en sløv gaffel end sige undskyld. Nederlag og et indre pulterkammer af uerkendte fejl lurer, så det er en del af forklaringen. Men uden undskyldningen går relationer i stykker – og forurettethed har det med at gå i arv i slægtled. Filosoffer og teologer har vidst det i århundreder.

Allerede den jødiske tænker Maimonides formulerede i 1100-tallet syv trin for forsoning, Jordan B. Peterson, canadisk psykologiprofessor, har kogt det ned til fire. En ærlig undskyldning er uundværlig. Den er ikke bare et socialt plaster – den er en moralsk nødvendighed.

Kig ud i verden, og se spændvidden. På den ene side har vi DSV-direktøren, der for nylig dansede udenom i bedste amatørklasse, da han blev spurgt til sit hidsige temperament, de flyvende vandflasker i mødelokalet og nævens slag i bordet.

I stedet for en undskyldning fik vi på TV 2 en omgang selvhjælpsretorik om passion, der åbenbart er så stærk, at andre ikke kan tåle at være i samme rum. Mage til spin forklædt som ydmyghed. Han var ikke ked af at have kastet flasker. Han var ked af, at andre ikke kunne se sig selv i hans drivkraft.

Og så – i den anden ende af skalaen – lagde Mette Frederiksen (S) sig fladt ned på den kolde grønlandske jord den 24. september. Det var flere årtier for sent, kan man indvende, men på Danmarks vegne sagde hun undskyld til de kvinder, der i 60’erne og 70’erne fik sat spiraler op uden samtykke.

Hun så dem i øjnene, anerkendte dem og så smerten og tog ansvar. Det var en af de sjældne gange, hvor en politisk undskyldning faktisk så ud til at lande. Ikke fordi ordene var perfekte, men fordi ansvaret var klart, og blikket var direkte.

Kontrasten kunne ikke være skarpere: Hvor DSV slap flaskerne, greb Frederiksen ansvaret. Hvor den ene forvandlede anger til pr, forvandlede den anden politik til forsoning.

Men hvorfor er det så svært? Psykolog Harriet Lerner har skrevet en bog om undskyldninger og kalder dem for sprogets plaster. Den gør ikke såret uset, men den dæmper smerten og åbner for heling. Christian Hjortkjær, religionsfilosof og lærer på Silkeborg Højskole, minder os om, at en undskyldning altid koster. De unge har ikke lært hjemmefra, hvordan de skal starte en undskyldning, endsige hvordan de skal servere den, siger han.

Undskyldningen gør os sårbare, fordi vi dermed indrømmer, at vi har gjort noget forkert. Det kan pille gevaldigt ved ens selvbillede, at man gør andre ondt, for de adfærdsmønstre, vi udviser, løber ofte tilbage til barndommen derhjemme.

Men en undskyldning handler ikke om én selv. Den er en gave til relationen, og ja, man risikerer også, at gaven bliver afvist. Det er ikke sjovt.

Men netop dér ligger styrken. For i det øjeblik, vi tør tage ansvar, kan vi blive hele igen – sammen.

Hvordan ser det så ud i praksis? Både Maimonides og bl.a. Jordan B. Peterson giver os en slags opskrift:

1. Hvad gjorde jeg forkert – hvad var mine motiver? (Det indre arbejde er forudsætningen).

2. Beskriv, hvorfor det gik galt (både for dig selv – og for den anden).

3. Kom med en plan for, hvordan du vil gøre det bedre – og vær detaljeret og specifik.

4. Spørg, om den anden er villig til at slå en streg over det nu?

Det er ikke raketvidenskab. Det er sværere. Det er menneskelighed.