Nej, bare fordi du har stået i kø bag ham, kendte du ikke Jørgen Leth
Når kendte dør, rammer vi bunden for selviscenesættelse. Jørgen Leths bortgang er det seneste, strålende eksempel på selvfedme.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg er blevet opdraget med, at man så at sige skal ”kende sine begravelser”. Man skal ikke rende til begravelser (eller bisættelser for den sags skyld) i utide – altså ved afdøde, man kender så perifert, at det er upassende at dukke op i sit mørke tøj, ansigtet i bedemandsfolder og med bårebuket af rustrøde asters i hånden.
Det ”sidste farvel” fortrykt på papkortet er lidt ligegyldigt, hvis man dårligt nok hilste på hinanden, da afdøde stadig var i live. Hvis ikke man besøger hinanden, så længe man lever, skal man ikke gå til hinandens begravelse. Punktum. Siger min mor.
Og Emma Gad sagde sådan her: »Det må stærkt fordømmes at betragte en begravelse som et gratis skuespil, som det kun alt for ofte sker ved celebre dødsfald, der drager en stor jordefærd efter sig med kirkemusik, faneopstilling ol. Fremmede og uvedkommende burde have så megen agtelse for døden, at de holder sig borte. Trængsel af nysgerrige uvedkommende ved en begravelse er noget af det mest uskønne i samfundslivet og en forhånelse mod de efterlevendes sorg.« Amen til det. Begge damer har sans for det.
Det er der mange i dag, der ikke har. Det går op for mig, hver gang et kendt menneske dør, og hele det salvelsesfulde R.I.P.-apparat på de sociale medier går i gang igen og igen. I den forgangne uge gav digteren, kommentatoren og filmskaberen Jørgen Leths død anledning til, at alle mulige og umulige erklærede deres dybe medfølelse, deres store sorg, deres næsegruse beundring, deres hyldest og deres hengivenhed over for den afdøde åndskæmpe – om de så i virkeligheden kendte ham, nogensinde havde mødt ham eller egentlig vidste, hvad han hed, er så mindre vigtigt.
»Æret være Henrik Lets minde – RiP«, skrev EU-parlamentariker Stine Bosse på Instagram. Men hun var også »træt«, den gode Bosse, da hun skrev opslaget, og som hun sagde til sit forsvar, havde hun en arbejdskollega engang, der hed Henrik Leth. Jamen det forklarer jo det hele.
Men Stine Bosse er bare én af tusinder, der i anledning af Leths død følte sig kaldet til at fortælle om dengang, da de stod bag ved ham i Irma, hilste på ham ved en bogreception, har set ham gå ned ad Gammel Kongevej eller tilfældigvis sad ved nabobordet på Restaurant Møntergade, mens Leth bestilte et stykke smørrebrød med hønsesalat, så »det lød som et digt«.
Mens alle hjerte-liker, kommenterer og kondolerer hinanden på kryds og tværs og i en evighed. De ikke så lidt højstemte, svulstige og selvsmagende opslag er udstyret med hjerteemojis og billeder af Jørgen Leth, selfies med Jørgen Leth – ”se Jørgen og mig” – eller rettere ”se mig”. Én stor, ulidelig og upassende selviscenesættelse, der ikke har en pind med Jørgen Leth at gøre – men med en sygelig selvoptagethed.
Det forudsigelige teater, der begynder, hver eneste gang en kendt dansker dør, vidner om mangel på pli, ordentlighed og dannelse.
Dannelse handler ikke bare om, at man kan kongerækken eller jævnligt frekventerer Det Kongelige Teater – dannelse afspejler sig også i ens opførsel. Om man har fornemmelse for, hvornår man selv skal træde i baggrunden – vise en smule klædelig ydmyghed og holde op med at tro, at alting handler om én selv.
Selvfølgelig kan man på de sociale medier kommentere på dødsfald, men lad mig fremhæve et eksempel på én, der kan finde ud af det, nemlig journalist Poul Pilgaard Johnsen, der i anledning af Leths død skrev: »Det er jeg virkelig ked af, min ven. Hvil i fred – og tak for det hele.« Sobert, varmt, nært og med jysk jordbundenhed.
Samme Poul Pilgaard spurgte jeg engang til råds, da en anden kvindelig konservativ debattør prøvede at overbevise mig om, at jeg skulle deltage i Mads Holgers begravelse, vise »den nye, sorte kjole frem og drikke champagne«. Selvfølgelig skulle jeg ikke det. Jeg havde talt med Mads Holger lige nøjagtig to gange i selskabelig, småberuset tilstand. Og der troppede vist så rigeligt mange grædekoner og sortklædte damer med sørgeslør og solbriller op ved den lejlighed.
Når alt det er sagt, er det interessant, hvad det er, der sker, når kendte, karakterfulde mennesker som Master Fatman, Lise Nørgaard, Kim Larsen, Peter Lund Madsen og senest Jørgen Leth dør. De er folkeeje, og deres stemmer giver genklang i danskernes sjæl – og alle mediernes dåsenekrologer vidner om det. Vel skal de hyldes – de er medskabere af vores kultur og folkesind. Ja, men overopmærksomheden og skaberiet på de sociale medier, hvor man nærmest snylter på en afdøds fortræffeligheder, handler måske om noget andet.
Jeg tror, de repræsenterer noget, som mange længes efter. Hvor mange ville ikke gerne have mod til at leve så kompromisløst, så kontroversielt, så livfuldt som Jørgen Leth? At tage livet så alvorligt og samtidig leve det. Fuldt ud. Leve spontant, at være med på den værste, at lade sig drage. At have fornemmelse for ikke at være sentimental, men bevægende. At tale så frit om kærlighed og erotik og skønhed. At lægge et poetisk lag til cykelsporten og hverdagslivet og have blik for alt skønt og stort hernede.
Det kan kun få. Og med tiden stadig færre, fordi mange af os lever så utrolig upoetisk. Så utrolig konformt, konturløst og kommunefarvet.