Putin har et stort problem: Øst- og Centraleuropa har en forholdsvis lang tradition for demokrati
Mange øst- og centraleuropæiske lande var – i modsætning til Rusland – demokratier i en stor del af mellemkrigstiden og har været det igen siden 1990. Befolkningernes kendskab til historien er derfor et af Putins største problemer.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er aldrig rart for en diktator, hvis hans befolkning bliver mindet om, at der er noget, der hedder demokrati.
Og det kan den russiske befolkning meget let blive mindet om, hvis den skulle få et nærmere kendskab til historien. Altså vel at mærke den rigtige historie – og ikke en eller anden ”fake” officiel russisk udgave af den.
Derfor er kendskabet til historien – både blandt russerne, øst- og centraleuropæerne og alle os andre – et af de vigtigste våben i den aktuelle kamp for demokrati og imod diktatur.
En væsentlig del af historien om Rusland og Øst- og Centraleuropa er, at Øst- og Centraleuropa generelt har en meget længere demokratisk historie end Rusland.
Lande som Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkoslovakiet (i dag: Tjekkiet og Slovakiet), Ungarn, Rumænien (inklusive det nuværende Moldova) og Bulgarien havde alle en eller anden form for demokrati i løbet af den første del af mellemkrigstiden. Og de pågældende lande har haft det igen siden 1990.
Rusland derimod har aldrig i løbet af landets mange hundrede år lange historie haft demokrati, bortset fra i syv år, i perioden fra 1993 til 2000, hvorefter Putin – efter at have vundet valget dette år – straks begyndte systematisk at afvikle demokratiet.
Moldova, hvor de demokratiske og pro-europæiske kræfter har sejret ved det netop overståede valg, havde (som en del af Rumænien) en form for demokrati fra tiden omkring afslutningen af Første Verdenskrig og frem til 1938. Og efter at have været en del af Sovjetunionen fra Anden Verdenskrig og frem til 1991 atter haft demokrati.
Også Tjekkiet, som går til valg i slutningen af denne uge, har en meget lang demokratisk tradition. Tjekkoslovakiet (som bestod af det nuværende Tjekkiet og Slovakiet) bevarede nemlig – som det eneste af de øst- og centraleuropæiske lande – sit demokrati i hele mellemkrigstiden. Helt frem til 1939, hvor Nazityskland besatte landet.
Og lige siden 1990 har Tjekkoslovakiet og – fra 1993 – Tjekkiet og Slovakiet atter haft demokrati (selv om premierminister Fico i Slovakiet tilsyneladende i øjeblikket udgør en vis potentiel trussel imod det).
Og desuden har Tjekkiet og Slovakiet det berømte oprør imod det kommunistiske diktatur i 1968, som blev så brutalt slået ned af tropper fra bl.a. Sovjetunionen, som en væsentlig del af deres nyere historie.
Den tjekkiske befolkning, som skal til valg om få dage, må altså siges generelt at have en stolt tradition for at kæmpe for demokrati og imod diktatur.
Blandt andet af disse grunde har det netop overståede valg i Moldova samt valget i Tjekkiet i slutningen af denne uge særlig stor symbolsk betydning i forhold til den nuværende aktuelle internationale situation.
Derfor bliver det også ekstra spændende at følge, om de nationalistiske og EU-skeptiske kræfter virkelig vil gå så meget frem i Tjekkiet, som nogle af meningsmålingerne i øjeblikket tyder på. Eller om det store flertal af tjekker – som hidtil – vil besinde sig på deres lange demokratiske historie og traditionen for at vælge Europa og demokratiet fremfor Rusland og diktaturet, når det gælder.