Der leges med benzin og tændstikker omkring Danmarks hus

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Lesbos

Europa befinder sig i et nabolag, hvor stadig flere huse brænder. Krigeriske kræfter vil frem, lov og orden krænkes, millioner af mennesker myrdes, fordrives eller skal fordrives. Ruslands Vladimir Putin, USA’s Donald Trump og Israels Benjamin Netanyahu kræver Lebensraum i Ukraine, på Grønland og i det så godt som udslettede Gaza, i det ulovligt annekterede Østjerusalem og på den ulovligt besatte Vestbred.

Demokratiets søjler ryster og rystes. Midlertidigt anbragt på Lesbos, omgivet af minder om det oldgræske folkestyres opståen og undergang, anser jeg dets europæiske arvtager for holdbart, men forsøger at holde øjne og ører åbne for de farer, der udgår af krig, borgerkrig og mulige statskup i vor civilisations umiddelbare nærhed. Den forløbne uges massive droneangreb på Danmark er blot et af mange eksempler på en ny tids vilkår.

Med udsigt over det blåvaskede Ægæiske Hav til Lilleasiens kyst mindes jeg schweizeren Max Frischs lærestykke ”Biedermann og Brandstifterne”, færdigskrevet i 1953. To generationer senere befolkes den politiske scene på ny af gangstere og deres slæng af fredsmagere, selvbestaltede filosoffer, falske profeter og sovende agenter, som vil erstatte vor europæiske civilisation med et russisk-asiatisk tyranni.

Er det et tilfælde, at Putin lader sine kampfly og droner trænge ind i flere Nato-landes luftrum? Selvfølgelig ikke. De skal gøre det skræmmende klart for alle, at krigsherren i Kreml går efter en sejr, den totale sejr. I græsk mytologi og i historiens virkelighed ender et sådant vanvid ofte i det totale nederlag.

Var der en dybere mening med Israels nylige bombardement af en civil Hamas-stilling i Qatars hovedstad, Doha, Washingtons nære forbundsfælle? Selvfølgelig. Den israelske fører optrådte bevidst som hegemonen, der gør, hvad der passer ham. Kun få dage efter det israelsk-amerikanske bombardement af Iran ville Netanyahu ses som den jødiske hale, der logrer med den amerikanske hund.

Vil Trump finde sig i Putins og Netanyahus uforskammetheder? Hvem ved? Herren i Det Hvide Hus er sine furiers offer, forudbestemt og dog uberegnelig.

Før min afrejse til sensommerens liflige Grækenland kørte jeg en tur i Centraleuropa. Jeg ville føle den politiske puls før denne søndags parlamentsvalg i Moldova og næste uges parlamentsvalg i Tjekkiet. Modsat Tjekkiet, der har eksisteret som politisk korpus i langt over 1.000 år, er Moldova en nydannelse, en af de 15 republikker, der opstod på Sovjetunionens ruiner i 1991, klemt mellem Rumænien og Ukraine. Moldova er desuden Europas fattigste og et af Europas mindste lande, splittet i den internationalt anerkendte republik på Dniesters højre bred og en russisk gangsterrede på flodens venstre bred, kaldet Transnistrien.

Kan det tænkes, at valget vil blive vundet af Ilan Shor, en moldovisk jøde, som for 10-15 år siden tømte den unge republiks bankvæsen for milliarder, hvorpå han flygtede til og lod sig beskytte af Israel? Ja, det kan tænkes. Shor er siden 2024 russisk statsborger og bosat i Moskva, hvorfra han i samarbejde med Kremls digitale trolde overvælder de nationalt usikre moldovere med russisk propaganda. Vesten og demokratierne sætter deres lid til Moldovas demokratisk valgte præsident, Maia Sandu, men det kan gå galt.

Kan det gå galt i Tjekkiet? Sagtens. Meningsmålingerne peger på en sejr til tidligere premierminister Babis, Europa-skeptiker, men ikke mere skeptisk, end at han har tømt EU’s kasse for milliarder af euro. Får Babis mulighed for at styre som lovet i valgkampen, ender vi med en delvis russisk-orienteret akse fra Prag over Bratislava under den svigagtige Robert Fico til Budapest, hvor Viktor Orbáns regime omsider synes at smuldre før næste forårs parlamentsvalg. Det bliver ikke nemt. Slet ikke for ukrainerne.

Demokratiet i Øst- og Centraleuropa fungerer, ikke perfekt, men hverken værre eller bedre end demokratiet i Vesteuropa. Et ustabilt Frankrig har gang i sin niende regering siden præsident Macrons tiltræden i 2017. I Rom regerer Giorgia Melonis Italienske Brødre, ikke ringe i øvrigt, men udgangspunktet er fascistisk.

I Østrig holder en samlingsregering, bestående af konservative, socialdemokrater og liberale det lidet stuerene Frihedsparti (FPÖ) på afstand af regeringsmagten. FPÖ-føreren, Herbert Kickl, provokerer igen og igen, senest med en højlydt erklæret omsorg for det, han kalder der Volksbestand eller Folkebestanden, en nazistisk frase, som skal forvandle nationen fra et fællesskab af autonome individer til en organisk masse i herskerens hånd.

Der eksperimenteres med benzin og tændstikker i og omkring det europæiske hus. Polens regeringschef, Donald Tusk, demokrat og besindigheden selv, har ret, når han siger, at Europa er nærmere en storkrig end nogensinde efter 1945. Vil Putin udvide sit folkemord i Ukraine til de baltiske republikker og Østersøen? Vil Netanyahu udvide sit folkemord i Gaza til Østjerusalem og Vestbredden? Vil Trump – på den ene eller anden måde, som han så yndefuldt siger – forsyne sig med Grønland?

Ruslands putinisme, Israels zionisme og de såkaldt Forenede Staters trumpisme er ondskabsfulde ismer. De udgør en eksistentiel trussel mod deres egne lande og mod Europa. Danmark udsættes i særlig grad for putinismens hybride aggressivitet, som hurtigt kan udarte til konventionel militær aggressivitet. Skal en erosion af den legale, demokratiske statsorden afværges, er der kun ét at gøre: uanmeldte droner og andre luftfartøjer skydes ned uden varsel, uanset afsender.

Ved ugens ophør, på en stille strand, husker jeg Nemesis, storhedsvanviddets og hævnens gudinde i det gamle Grækenland. Måtte hun, om hun stadig er der, nedkalde sin vrede over Putin, Trump og Netanyahu, vor tids uslinge.